A-WA Tamir Moosh
PR-foto: Tamir Moosh

Her kommer Tel Avivs mest blærede søstertrio: ”Vi møder verden med 50 nuancer af lyserød”

Kulturjournalist Minna Grooss har været en tur i Tel Aviv, hvor hun har talt med den yemenitiske søster-trio, A-WA. Ta’ med på rundtur i den nye lyd fra arabiske jøder, der vinder frem i disse år.

Musik kan alt det, som politik ikke magter i cool Tel Aviv. Scenen eksploderer i et kulturelt iørefaldende virvar af stilarter og sprog med the A-WA-sisters i front. De tre yemenitiske søstre hittede gevaldigt i 2016 med nummeret ‘Habib Galbi’, hvor hvis du ikke har set den video, der forener israelsk popmusik, ørken-feminisme og fez-kasket-hiphop, så se den lige, inden du læser videre her:

Spørger man israeleren på gaden, føler de, at de lever i et land, hvor del og hersk-kulturen i det politiske landskab er altdominerende. I skarp kontrast til dette står den nye lyd med sangere og musikere som den etiopisk-jødiske Gili Yalo, der begyndte at synge på etiopisk, da en jødisk- ortodoks familie nægtede at lade en etiopisk-jødisk familie flytte ind i deres lejlighedskompleks. Eller Ravid Kahalani fra bandet Yemen Blues, der optager videoer i det jødisk-ortodokse kvarter i Jerusalem og synger på arabisk.

Også sangskriveren Riff Cohen synger på fransk, arabisk og hebraisk og blander blod. Og en af Israels mest indflydelsesrige kvinder, Victoria Hanna, kommer ud af en ortodoks jødisk familie og rapper verden i småstykker. En anden gren er det stærkt politiske palæstinensisk-israelske band, Dam, der synger på arabisk med politiske tekster, der for nylig fik den israelske kulturminister Miri Regev til at udvandre deres koncert og bandlyse dem offentligt.

Oldemor ind i musikken

Men så er der dem, der råber højt på en mere sofistikeret og humoristisk måde som de tre vilde søstre, Tair, Liron og Tagel Haim, i bandet A-WA med yemenitiske rødder. På mange måder bruger de samme lystfulde og farverige greb som Balkan Beat Box, hvis tekster er fulde af budskaber, hvis man lytter bag om det farvemættede lydbillede. Søstrene er ikke direkte politiske, men griber tilbage og bringer yemenitiske folkesange fra deres oldemor ind i musikken og blander dem med hiphop, jazz og psykedelisk rock. Ordet ‘a-wa’ betyder i øvrigt ‘ja’ på den egyptiske dialekt af arabisk.

I 2016 bragede de ud over landets grænser med den feministiske video ‘Habib Galbi’, hvor tre kvinder iført lyserøde burkaer kører i åben jeep gennem ørkenen i det sydlige Israel tæt på grænsen til Egypten. Det sted, hvor søstrene voksede op med deres forældre. Med en skarp kniv rager de skægget af en mand, der med pisk slår vinden i stykker og ligner en, der kunne banke hvem som helst til plukfisk. I den næste scene danser tre unge mænd i blå træningsdragter yemenitisk folkedans i hiphop-style, mens en shisharygende mutti kigger til fra sidelinjen. Videoen skiller sig ud fra alt andet, jeg før har set, med både humor og stilsikkerhed.

Tamir-Moosh
PR-foto: Tamir Moosh

Jeg træder ind i producer Tamir Muskats baggårdsstudie i det hippe Florintin-kvarter i Tel Aviv. Muskat er grundlægger af verdensorkestret Balkan Beat Box, men har lige brugt, hvad han kalder “et pragtfuldt år”, på at producere et nyt album for A-WA, der udkommer i slut-maj med titlen ‘Bayti Fi Rasi’ (eng.: ‘My Home is in My Head’).

I baggrunden lyser Tel Avivs skyline op bag det krøllede gardin og minder med lidt god vilje om Williamsburg i New York med udsigt til Manhattan. For et par år siden flyttede Tamir Muskat tilbage til Tel Aviv efter flere år i New York som hovedproducer i Balkan Beat Box. For 15 år siden tumlede verdensorkesteret ind på den internationale scene med frække mix af traditionel folkemusik fra Balkan og Marokko for fuld udblæsning. Numre som ‘Bulgarian Chicks‘ og ‘Adir Adirim‘ med israelske Victoria Hanna bragte folkemusik direkte ud på klubberne rundt om i verden.

Men det er de nye vinde, der blæser i det multikulturelle Tel Aviv, der er grunden til, at vi mødes. En ny lyd af hip hop og andre mix af musik og rytmer, godt på vej ud over landets grænser til særligt Frankrig, Tyrkiet, Tyskland og USA. Igen er det med folkemusikken i centrum, der som et vævet tæppe af alle verdens farver og mønstre er samlet i Tel Aviv. Men denne gang bliver rødderne sat i spil på originalsproget.

Tamir Muskat ser en naturlig udvikling fra, at israelsk musik i mange år var copy cats og spejlede sig i Vesten og lyden fra USA, til i dag hvor musikscenen for alvor begynder at påtage sig sin helt egen sound. De seneste fem år er det særligt lyden fra de arabiske jøder, der har vundet frem. Før blev alt sunget på hebraisk og engelsk, men nu kommer modersmålet med ind i musikken og viser en ny stolt identitet i det højredrejede racistisk-jødiske samfund med nye stemmer fra og til den unge generation.

Det er i den anledning, at jeg dagen efter møder de tre søstre Tair, Tagel og Liron Haim på Beta Cafe i den nordlige bydel Ramat Aviv, hvor de netop er landet efter en promotur til USA. En for en rejser de sig op, da jeg kommer lidt for sent og giver en lang krammer. Foran dem står en bulgursalat til deling og gulerodssaft til at fordøje deres jetlag. Tøjet er farverigt ligesom i deres videoer og musik.

Tair bærer et sæt blå øreringe, der er formet som øjne. Hun er den, der taler mest og har en BA i musik. Tagel er den tænksomme, uddannet grafisk designer. Liron placerer sig et sted midt imellem sine søstres personligheder og er uddannet arkitekt. De har deres eget pladeselskab og laver selv deals med de store selskaber med fuld kontrol over deres forretning. Alt omkring layout og design står de selv for.

Fri barndom under stjernerne

Når ideerne opstår, bruger de vision boards, prøver dem af i fællesskab og retter til efter behov. De orker hverken at blive talt ned til eller henover hovedet på, og sådan har det altid været. Med en fri barndom under stjernerne i ørkenen en times kørsel fra Eilat, voksede de op til lyden af deres forældres vinyler og vestlig radio. Store vokalister som Ella Fitzgerald, Aharon Amram og Abdel Halim Hafez kunne de lytte til i timevis. Men de var også draget mod den psykedeliske rock og lyden af Led Zeppelin og Deep Purple. Når det gjaldt historiefortælling, var det Bob Marley og Tom Waits de lyttede til. Motown og The Beach Boys, når det gjaldt vokalharmonier.

De løb frit rundt ude i det store åbne og drømte sig til verdens ende, mens deres bedstemor fortalte dem historier om deres oldemor. En enlig kvinde, der i 1940’erne udvandrede fra Yemen til Israel til fods med sin lille datter i hånden. Søstrene slugte alle historierne om strabadserne på vejen råt. Om dengang hun mødte en løve. De fire mænd hun sidenhen giftede sig med. Og hvordan søstrenes bedstemor skiftede navn fra Shama’a til Shoshana for at passe ind i den nye kultur, da de efter tre måneders flugt kom til Israel i en teltlejr.

I slutningen af 1949 ankom yderligere 49.000 yemenitiske jøder på flugt fra jødeforfølgelserne under operation ‘Magisk tæppe’. Alle historierne var med til at fodre de tre søstres fantasi og give dem følelsen af at komme fra et sted med meget stærke traditioner.

”Yemenitisk musik er primært sang og tromme og minder på mange måder om rytmen i hiphop. Sangene går i arv fra generation til generation og er repetitive”, siger Liron Haim og viser rytmen på bordet.

”For os har det været vigtigt at tage fat i vores rødder og vække historien om vores oldemor til live igennem os”, fortsætter hun.

Alle sangene på det nye album handler om historierne fra deres barndom. Alvorlige, men også kærlige, tekster om en ung, enlig kvinde på flugt med sit barn. Selvom de aldrig har mødt deres oldemor, kan de mærke kraften fra den kultur, som hun bragte med sig til Israel.

”Når vi hører, hvordan vores oldemor måtte skifte navn for at passe ind, er det vores opgave som moderne kvinder at tage vores rødder tilbage og gøre dem levende igen igennem musikken på vores eget sprog”, siger Tair Haim.

Som det er med alt i Israel, er det svært ikke at nævne ordet ‘politik’, men søstrene selv taler om en social bevidsthed, der ikke skal udelukke nogen. De ønsker at invitere alle kulturer ind og sende kærlighed ud over scenen, når de optræder. I deres kostumer leger de med traditionelle yemenitiske folkedragter, men tvister dem i deres eget design, så de får en helt ny kulturel klangfarve, en helt ny sound. Humor er et af grebene.

”Vi tror ikke på aggressiv adfærd, men på at finde vores vej som en flod, der snor sig gennem verden. Hvis vi vil ud med vores budskab, skal det foregå på vores måde”. Tagel Haim har taget ordet og taler roligere end sine søstre:

”Vores kultur er traditionelt set stærkt kønsopdelt, så humoren har næsten altid været på grænsen til det morbide. En form for overlevelse. For os er den naturlig”.

31. maj udkommer deres andet album ‘My Home is in My Head’. En sætning taget fra deres oldemor, som rammer tidens største dilemma med flygtningestrømme og migration. De tre søstre påtager sig gerne det sociale ansvar med deres oldemors historie i spil.

”I tilblivelsen af teksterne var det først et personligt behov. Men som albummet skred frem i samarbejde med Tamir Muskat, gik det op for os, hvor aktuel vores oldemors historie er i den tid, vi lever i”, siger Tair Haim.

I bookletten til albummet kommer teksterne til at stå på tre sprog, yemenitisk, hebraisk og engelsk. A-WA-søstrene håber, at musikken og sceneshowet vil vække lysten til at lytte og forstå teksterne. De har dette forår turneret i Europa, men Skandinavien er endnu ikke i spil. Jeg prøver at forklare dem, at vi stadig i Danmark kalder alt musik, som vi ikke forstår for ”World Music” som en stor generel paraply-term, og at radiostationerne ikke helt ved, hvor de skal placere deres musik.

”Vi møder verden med 50 nuancer af lyserød”, lyder svaret. Søstrene forsvinder ud af døren med ranke rygge og håbet i hælene.

Her kan du se Tair, Tagel og Liron Haim vise rundt i old Jaffa:

Footer graphics