Jeg har gennem de seneste par år – både i min rolle som virksomhedsejer og som politisk engagereret – mødt en del iværksættere, der ligesom jeg har haft som formål at ændre verden eller blot dele af den. Og flere og flere har heldigvis det grønne som omdrejningspunkt. De er selvklart optaget af, hvordan sikrer vi vores planet, og hvordan vi kan overlevere den trygt og godt til kommende generationer.
Det er i udgangspunkt ikke nemt i nogen branche at starte forretning og banke den op til at være økonomisk stabil, men for nogle iværksættere er det en unødvendigt sværere rejse end andre. Jeg har selv startet en virksomhed i en branche, der på mange måder lider under at være støttet med mange, mange millioner kroner hver år – både via mediestøtte og public service-puljen. Jeg mener absolut, at det er med til at bremse innovationen på medieområdet, at man som ny erhvervsdrivende skal kæmpe mod konkurrenter, der modtager store beløb hvert år af staten.
Den diskussion fylder en del i mediebranchen nu. Vi ser store avishuse komme ud med store overskud år efter år, mens de samtidig får tocifrede millionbeløb i støtte. Det kommende medieforlig kunne være en god anledning til at tage diskussionen – hvad skal de støttekroner egentlig, og hvad gør de reelt ved branchen og innovationen af selv samme?
De sidste par år har jeg haft glæden af at møde mange iværksættere inden for mange andre brancher end min egen og lærer hver gang, vi taler om deres forretning, udfordringer og branche, at der er nogle sammenfald og generelle strukturelle udfordringer. Noget, vi bliver nødt til at gøre noget ved. For vi ved, at den grønne omstilling i høj grad skal bæres af de iværksættere, der har det som deres formål at skabe noget fra bunden. Noget, der er født til at gøre forskel.
Den helt store udfordring, der nævnes igen og igen er, at iværksætterne venter. De venter ikke længere på den ”gamle” branche. De venter heller ikke på de konventionelle konkurrenter. Der er bred enighed om, at der skal gøres noget, og vi står stærkest, hvis hele fødekæden og hele brancher kan slå sig sammen om at gøre området og markedet grønnere. Men hvem er det så, de venter på? Svaret er desværre politikerne. Der er simpelthen ikke tempo nok på de folkevalgte til at kunne følge med eller være med til at bane vejen.
Et eksempel er Dansk Tang. En virksomhed, der på kort tid opnåede at være CO2-negativ. De oplever, at de konkurrerer mod det konventionelle landbrug, som støttes med mange penge hvert år. Samtidigt skal de selv lægge store depositummer for at få lov at dyrke tang, som ellers er med til at skabe bedre biodiversitet i havene, og som opsluger store mængder CO2. Og ikke nok med det. De kan kun få tilladelser til at dyrke og høste få år af gangen, hvilket gør dem mere usikre som investeringscase. Hvem tør lægge mange penge i en virksomhed, man ikke ved har et eksistensgrundlag om tre-fem år?
Et andet eksempel er Næste. En virksomhed, der bygger skure af genbrugsmaterialer til blandt andet almenboliger og institutioner. De har ikke bare formået at skabe bæredygtigt byggeri inden for egen forretning, men samarbejder nu med hele branchen og har skabt en cirkulær kæde mellem affaldssortering, byggebranchen og dem selv.
I stedet for at afbrænde det gode træ bliver det nu udsorteret og indgår i nye projekter. Byggebranchen har ellers været kendt for ikke altid at være lige samarbejdsvillige i forhold til at vælge nye materialer og leverandører – særligt fordi de grønne løsninger kan være en del dyrere. Men nu står branchen sammen. Og de beder politikerne om at sætte tempoet op. Der bedes om en mere ambitiøs og ensartet CO2-afgift, som ville gøre en kæmpe forskel. For det ville skabe det nødvendige incitament for at vælge grønt, da konkurrencen ville blive mere lige.
Folketinget har vedtaget en uambitiøs indfasning af CO2-grænseværdier på nybyggeri, der fra næste år nedtrappes fra 12kg CO2 pr. m2 til 7,5 inden 2029. Dette på trods af at den samlede branche for længe siden har meldt sig klar til at levere på de 6-8 kg/co2/m2 allerede fra i morgen.
Der er så mange politiske tiltag, der ligger lige for. Hvorfor laver regeringen ikke et dekret om at gå forrest på bæredygtigt indkøb og cirkulære løsninger? Staten og kommunerne er nogle af de største kunder, og at de som indkøbere er så fodslæbende, holder også udviklingen tilbage.
Politikerne bliver nødt til at udfordre støtte-tankegangen og i stedet vedtage klare og ambitiøse rammer, der sikrer en mere lige konkurrence – ikke bare på pris, men på bæredygtighed. De bør som minimum kigge på, om offentlig støtte i nogle tilfælde kan udfases for at gøre plads til en hurtigere grøn omstilling og en mere fair mulighed for nye virksomheder til at komme ind og skabe innovation. Det nuværende tempo og de uambitiøse rammer sikrer mange sorte industriers nuværende konkurrencefordele og holder de nye innovative produkter ude. Det kan være, at nogle arbejdspladser bevares, men de modarbejder, at mange nye arbejdspladser skabes et andet sted.
Det kan ikke være rigtigt, at det er det politiske system, der agerer flaskehals, når vi står i en kæmpe klimakrise. Det er på tide, at bureaukrati og administration sættes til side, og at politikerne tør skrælle ”plejer” fra og tør gå nye veje. Enten for støtte eller for udfasning af selv samme. Og så skal populismen og jagten på stemmer altså tilsidesættes nu. I stedet for at det er et genvalg, der får lov at styre tempoet på den grønne omstilling, ville det være forfriskende, hvis politikerne turde at trykke speederen i bund. Også selv om det betyder, at de taber vælgere. For som en klog politiker sagde engang: ”Sådan er det bare”.
