Skilsmissen er en mytologisk rite de passage fra en livsfase til den næste. Men hvor vi fejrer kærlighedens ægteskab og etableringen af en ny gren på familiestamtræet med pomp og pragt, så bliver skilsmissen mere mødt med foragt og er helt uden ritualer eller traditioner. En skilsmisse er usynlig og ofte skamfuld, et tabubelagt nederlag og omtales tit som en slags katastrofe, især for børnene. Og det er egentlig mærkeligt, når nu det er så forbandet almindeligt at blive skilt. Halvdelen af os bliver det jo. Det er en ret stor befolkningsgruppe, der forventes at ordne deres kærligheds-fallitbo i stilhed og dukke nakken resten af deres dage.
Medierne kører ofte programmer og artikelserier om det problematiske i de mange danske skilsmisser og ikke mindst de mange stakkels, enlige borgere. Danmarks Statistik melder, at der nu er 1.721.839 enlige herhjemme. En enlig er dog ikke det samme som en single, men dækker over voksne, som bor alene. Om de er glade for at bo alene eller ej, melder statistikken intet om.
Men hvad nu hvis det i virkeligheden slet ikke er en katastrofe at blive skilt eller at bo alene? Vi kunne jo fejre, at vi lever i så rigt og velfungerende et samfund, at vi har råd til og mulighed for at blive skilt og forfølge lykken andre steder end i kernefamilien.
Der er også den ofte oversete vinkel, at vi lever længere i dag, og derfor er så heldige, at vi kan nå at opleve mange store kærligheder henover et liv. Bekymrede kritikere og terapeuter udtrykker dog ofte, at skilsmisser er et egoistisk frigørelsesprojekt, som går ud over børnene. Jeg vil derimod, noget provokerende, påstå, at en skilsmisse sagtens kan være godt for børnene.
Selvfølgelig kun hvis forældrene er dygtige til at samarbejde og have deres børn i fokus. Men en kernefamilie kan være meget giftig. Det kan være noget rigtigt møg at vokse op i en familie hos forældre, der ikke burde være sammen. Hvis nogen tvivler på det, så læs da lige franske Édouard Louis’ bog ’En kvindes forvandling’, hvor han beskriver sin mors frigørelse fra et kærlighedsløst og undertrykkende parforhold. Den slags ulykkelige skæbner er vores kulturhistorie fuld af.
“For børnenes skyld”
Selvfølgelig er det overordnet noget møg og svært for alle, især børnene, med en skilsmisse, men det er altså også noget møg at gå rundt og foragte sin partner. At køre hemmelige affærer for at håndtere et dødt sexliv. At børnene skal høre på skænderier og grimt sprog mellem to, der engang elskede hinanden. At børnene måske en dag opdager, at deres forældre blev sammen ”for børnenes skyld” og derfor spildte deres liv i årevis. Så er det bedre at flytte fra hinanden og give børnene nogle gladere og mere nærværende forældre, der forfølger deres drømme og måske bliver forelskede i nogle andre en dag.
Det er ærgerligt så stærkt idealet om den smukke og korrekte kernefamilie vedbliver at være, når nu så mange kæmper med den og ikke kan finde ud af det. Rigtig mange slår sig på den stærke fortælling om far, mor og børn, fordi ikke alle kan leve kærligt i det arbejdsfællesskab, som det (også) er at være nogens mor eller far og samtidig have et arbejdsliv og så videre. Hvis vi kunne lade være med at se en skilsmisse som jordens undergang, men derimod som en ret normalt forekommende begivenhed i menneskers liv, kunne et familiebrud blive nemmere at leve i for både børn og voksne.
Et deleforældreskab kan, selvom det ikke var førstevalg eller planen, vise sig at rumme netop den luft for de voksne, som gør, at de bedre kan overskue at være forældre med overskud til de små mennesker. For et fraskilt voksenliv og et deleforældreskab kan en hel masse, som vi med fordel kan tale op i stedet for ned.
Når nu skilsmisser sker hele tiden, og halvdelen af os vil stå der på et tidspunkt, så kan vi vel lige så godt prøve at afdramatisere denne familiekrise og lære at håndtere den, så vi kan passe på vores børn, os selv og hinanden. Det behøver nemlig ikke være en katastrofe at blive skilt. Det kan sagtens vise sig at være det bedste liv for alle.
‘Ulige uger’ er udkommet på Alpha Forlag