Hej, jeg hedder Nicolai, og jeg er også mobilafhængig.
Jeg har udfordret mig selv til at placere min telefon på en mobilhylde i de næste 14 dage, fordi min telefon konstant sidder i klør fem. Eller ligger
solidt placeret i lommen. Jeg går naturligvis aldrig nogen steder uden min smartphone, og jeg rækker ud efter den ufattelig mange gange om dagen. Alt for mange.
Derfor har jeg efter gentagne opfordringer besluttet mig for at indføre en mobilhylde i mit hjem. Der skal min telefon placeres de næste 14 dage, hvis vi har gæster, og på alle tidspunkter hvor mine børn er hjemme og vågne, og hvor de ikke har lov til at bruge skærm.
Og hvorfor så det? Fordi jeg ligesom rigtig mange andre er faldet i fælden med hele tiden at glo på mobilen, hele tiden lige skulle tjekke noget, hele tiden lige skal finde svar på et eller andet, som ikke er væsentligt lige nu. Og som i særdeleshed ikke er væsentligt, mens man indgår i en social kontekst med andre mennesker.
Mit fix er nyheder
Som det ofte er tilfældet med folk, der drikker lidt for meget, så er det også nemt at afvise, at ens mobilforbrug er overdrevent eller usundt. Og det er nemt at retfærdiggøre over for sig selv, hvorfor det var nødvendigt at kigge på mobilen lige netop denne gang.
I onsdags vækkede jeg min telefon 131 gange i løbet af dagen.
Jeg stod op 6.30 og gik i seng omkring 23.00, så jeg har altså gennemsnitligt åbnet min telefon lige omkring otte gange i timen — altså næsten hvert syvende minut — hele dagen lang.
De to programmer, jeg åbnede først, var min e-mail-app og min browser. Og netop browseren er det, der sluger det meste af min tid på mobilen. Med andre ord surf på nettet.
Det er altså ikke sociale medier, der er mit fix, men derimod nyheder.
OK, Twitter sluger også noget tid, og ligeså gør min RSS-læser Lire, som samler nyheder fra forskellige medier. Men som techjournalist — der jo blandt andet dækker mobilteknologi, og alt hvad der rører sig i den digitale verden — har jeg verdens allerbedste undskyldning. Jeg bliver jo nødt til at holde mig opdateret.
Førstehjælpskassen har været i brug
Det er ikke, fordi jeg ikke er opmærksom på, at mine mobilvaner kunne blive bedre, og jeg har også tidligere forsøgt mig med forskellige tiltag.
Udover at have en smartphone i lommen, så har jeg også et smart-ur på håndleddet. Altså en lille computer som blandt andet fungerer som en fantastisk notifikationsmaskine. Så undskyldningen om “at man jo bliver nødt til at kunne se, om man får en mail, en sms eller et telefonopkald” holder ikke rigtig for mig.
Faktisk har uret også i en god periode hjulpet mig til at holde telefonen mere i lommen. Men på det seneste er det som om, at det er smuttet lidt igen.
Jeg har også sat tidsgrænser op for bestemte hjemmesider, i den funktion der hedder ‘Skærmtid’. Det betyder, at skærmen bliver hvid, hvis grænsen er nået, og jeg skal så aktivt træffe et valg, hvis jeg vil give mig selv mere tid. Det vil jeg ofte, og det er jo ikke meget anderledes end folk, der lige skal spille et spil til, eller lige skal se et sidste afsnit på Netflix, inden de går i seng.
Giv ikke den dårlige vane videre
Udover ønsket om at være mere “til stede” er en væsentlig grund til, at jeg gerne vil minimere mit mobilbrug, at forsøge at undgå at den dårlige vane går i arv. For børn gør jo som bekendt oftest, som deres forældre gør, og ikke hvad de siger.
Hvis jeg samtidig skal kunne forsvare, at der er stramme grænser for børnenes skærmtid, hvorfor er der så ingen for mig selv?
Derfor er det altså blevet tid til at teste, hvad det gør for mig og min familie, hvis vi kan have en dagligdag, hvor min telefon ikke optræder som et femte familiemedlem, men at den i overvejende grad bor på mobilhylden i stedet for i lommen.
Jeg vender tilbage om to ugers tid med en status på, hvordan det er gået. Jeg føler mig langt fra overbevist om, at det bliver en succes.
