Endnu en sæson af ‘Den Store Bagedyst’ rullede lørdag over skærmen. Og igen sidder jeg foran fjernsynet, klar på at lade som om jeg hygger mig ligesom resten af Danmark. Jeg har ikke glædet mig, lad os sige det sådan.
Sandheden er, at jeg ikke forstår hypen over ‘Den Store Bagedyst’. Eller madprogrammer generelt for den sags skyld. Mest af alt minder det mig om en tre-kvarter lang infomercial, der intet andet formår, end at efterlade mig sulten når jeg uforløst åbner køleskabet bagefter.
Alligevel virker verden til at gå i spåner over at se en flok mennesker kokkerere en spandauer på fjernsynet.
‘Masterchef’ er det samme koncept bare med salt. En masse svedende deltagere løber febrilsk rundt i et køkken og laver mad, som kun bliver nippet til. Det gør jo næsten helt ondt at se al den mad blive skubbet rundt på en tallerken og efterladt. Hvorfor er der aldrig nogen der spiser op? Det er jo ikke til at holde ud.
De seneste par år har ‘Den Store Bagedyst’ fået den bedste sendetid i flow-tv: Lørdag aften klokken 20. Det er crème de la crème for fjernsyn. Det er det nye ‘X-Factor’, som Danmarks Radio jo i sin tid droppede, fordi det ikke helt levede op til public-service-regimet. Men ‘Den Store Bagedyst’ er altså heller ikke public-service. Det er et færdigbagt koncept, der på sit højeste er ukompliceret underholdning, som samler danskerne på sofaen lørdag aften, præcis på samme måde som ‘X-Factor’. Men det gør mig absolut ikke bedre i et køkken, at se en frugtkage blive genfortolket år for år, i et tempo hvor kun de færreste kan være med. Og efter otte sæsoner har jeg stadig ikke lært, hvordan man tempererer chokolade korrekt.
Det eneste moderat gode ved at se bagedysten er den helt unødvendige og uproportionelle drama, når en deltager græder over en mislykket quiche, som får ens eget ugentlige onsdags-meltdown til at virke helt ok. Det er bare svært at fylde et program ud med folk, der græder over tærter. Men ‘Den Store Bagedyst’ prøver ihærdigt igen i år.
LÆS OGSÅ:
I det første afsnit af 2020-sæsonen, skal deltagerne bage cupcakes, der repræsenterer dem selv. En opgave, der decideret kalder på enorme mængder klichéfyldt kreativitet. Derfor bliver der også disket op med feministiske cupcakes til dommerne – selvfølgelig serveret med gigantiske glitterbefængte kvindetegn, ovenpå en billedcollage af vores allesammens feministiske idoler: Beyoncé, Adele og Pippi Langstrømpe. Som man kunne forvente af en feministisk cupcake, var den pænt tør.
Selvom kagerne var tørre, var der som sædvanligt skruet helt op for sentimentaliteten med overdreven dramatisk musik, der gør mig endnu mere bevidst om, at jeg nok aldrig kommer til at bage en kage, der kan give hverken mig selv eller andre tårer i øjnene.
Måske er det bare fordi, jeg, modsat en af årets deltagere, aldrig har ligget søvnløs en nat over, om min mousse nu holder, at jeg ikke helt kan følge med på kage-ambitionsniveauet. Men nu spørger jeg bare: Siden hvornår er man blevet en radikal outsider, fordi man har et normalt – og ja, rimelig afslappet – forhold til bagværk?
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk. Hop hen på forsiden og læs mere HER.
