For Helvede, julen er svær.
Jeg ville så gerne holde af den, bare gå med. Sorgløs tumle efter mine børn ind i Disney-drømmene, pudre mine blussende kinder med kunstsne og lade skæret fra tusindvis af lys og vuggende flammer spejle sig i mine øjne, fugtige af taknemmelighed og sød forventning. Jeg ville så gerne glæde mig. Glædes ved. Glæde andre. Sige “glædelig jul” og faktisk mene det. Købe julegaver med hjertet og mærke julefreden i kroppen. Lytte til mit barn i børnekoret, som synger så klirrende rent – som iskrystaller i en julefilm – og bare nyde at sidde der. Henført, stille.
I stedet hamrer mit hjerte af sted. En julefrokost her, en anden der, så en tredje og en fjerde. En gave til en nisseven, 25 kroner, hverken mere eller mindre. Slikjulekalenderen når vi akkurat, før Føtex rydder hylden, 100 kroner for 24 stykker middelmådig chokolade, og vi bider i os, at vi bliver taget i røven af Toms og Carletti, og hvad de ellers hedder alle sammen. For det er jul, og børnene elsker ting bag låger, og who cares?
Så er der juletræsfest i gymnastikforeningen og julefrokost i klassen – grøntsagsstave er taget, så vi snupper frugtspyddene. »Er det 24, I er i klassen, skat?« Kæberne værker, tænderne knager. Men man smiler, som om man mener det, og ønsker inderligt, at de i år i det mindste dropper forældremorgenmaden på årets sidste skoledag. Men det gør de nok ikke, invitationen plejer at komme sent. Så skal englebarnets gå Lucia-optog i centeret, flyt dig for helvede, så jeg kan fotografere mit yndige afkom, øjne lyner, vi sveder, så det driver under vinterfrakken, hvilket gør os endnu mere edderspændt rasende over menneskemylderet. Hvad fanden laver alle de mennesker også her?
Vi møver os gennem mængden af folk med pakker i poser, og folk med tomme hænder og rådvildhed i blikket. Vi skal bare ud! I Netto længere nede ad gaden er stemningen også ond, og emmen fra mennesker, der damper, er så tyk, at den pakker sig om næsen og får os til at snappe efter vejret. »Bare tag tre frysepizzaer, kom nu, hurtigt!« hvæser en af os. Men udenfor hænger juledekorationerne af gran og lysende hjerter som guirlander fra elkablerne over os, og det er da også hyggeligt, og vi skal da også huske at hygge os. Vi skal satanrasme huske at hygge os, det er jo december.
Der er ekstra tryk på jobbet i december, ingen kan forklare hvorfor, sådan er det bare, og ungernes fritidsaktiviteter fortsætter upåvirket af, at verden er gået i rødt og gran. Det går nok, vi når det nok. Og det gør vi. Men vejrtrækningen er overfladisk, og panikken nærmest lammer.
Og nu løber tiden. Vi mangler stadig gaver til ungerne, til forældre og til svigerforældre. De ønsker sig ikke rigtig noget, familien, det gør ingen rigtig længere, så hjerner brydes, og wifi-forbindelsen er tung af overbelastning og af 25 søgninger i minuttet. Størrelser er udsolgt, leveringstiden er usikker. »Og hvad med dig,« spørger vi hinanden, »hvad ønsker du dig?« Og vi kender saldoen på kontoen og ved, at der alligevel ikke er råd til det potensforlænger-ur eller den forlængede weekend i Paris, så vi svarer, at vi bare ønsker os en stegepande, måske med teflon, eller den creme, vi er ved at løbe tør for og alligevel selv ville købe. Den ene brænder måske inde med et ønske om, at han stadig vil elske hende på trods af december, på trods af julen. At hans kærlighed til hende overlever det fatale bid i halsen, to cirkelrunde mærker over halspulsåren afsat af de hugtænder, der er vokset frem i løbet af julemåneden. Men hun siger ingenting, for der skal jo noget under træet. Man ønsker sig jo heller ikke artige børn, vel? Haha.
Vi glemmer at kysse hinanden, glemmer at røre, for nu skal én til julefrokost, og der skal laves aftensmad, før julekalenderen på DR begynder. »Hej hej, vi ses! Bliver det sent, tror du?« spørger vi den anden, der er på vej ud ad døren, vandkæmmet og velduftende. Og ja, det gør det måske, lyder svaret. For det gør det som regel med julefrokoster, bliver sent. Indimellem så sent, at man vågner med et sæt ud på de tidlige morgentimer og klasker sin hånd mod den anden side af sengen, hvor dynen ligger kold og flad og minder om, hvordan december egentlig er.
»Vi kunne også lade være med at give hinanden julegaver i år,« foreslår den ene, mens tømmermændene hamrer derudad, og juleaften nærmer sig med uhyggelig hast. Og idéen er egentlig god nok, ingen ønsker sig alligevel noget, der kan købes for penge, men nu har den anden købt. Den ene forsøger lydløst at synke en klump af skam over overhovedet at have foreslået noget så hjerteløst, for det er jo nu, i julen, at vores kærlighed til hinanden materialiseres.
For en måned siden lød det så hyggeligt det med at klippe julepynt og bage æbleskiver med vennerne. Det kunne være en søndag, bare helt stille og roligt? Nu kan vi ikke engang overskue at smide en pose af de frosne i ovnen. Så vi aflyser og tror, vi har købt os lidt tid. Men december har allerede gjort uoprettelig skade, og hugtænderne er fuldt udvoksede nu.
Og SÅ er det endelig juleferie. Vi kan endelig trække vejret helt ned i maven. Kroppen, der ellers har været så tapper, overgiver sig omsider, også til årstidens virusser og epidemier, halsen er øm, næsen stoppet, og vi kan ikke rigtig smage hverken anden eller risalamanden.
Men stegepanden er flot pakket ind og en af de gode. Den skal nok holde i mange år.
Og i det mindste er der lys i ungernes øjne.
