Tanken har spøgt i mange år, og nu fik jeg endelig vished! Desværre overstiger forargelsen over min nye viden langt min lettelse over omsider at være blevet klogere.
Det synes at være en udbredt opfattelse, at en familiepizza er mindst dobbelt så stor som en almindelig pizza. Det er givetvis også en gængs opfattelse, at man opnår en vis mængerabat ved at købe en familiepizza.
Min lokale pizzamand er af samme opfattelse, eller også spekulerer han fælt i kundernes uvidenhed. En standard nr. 32 med shawarma og salat koster således 65,00 kr., mens familieudgaven af samme pizza koster 125,00 kr.
Umiddelbart er der jo en rund femmer at spare.
Men nu har mine ældste drenge og jeg imidlertid været i gang med tommestokken og lommeregneren, og resultatet er opsigtsvækkende!
En cirkelrund standardpizza, som fylder æsken fra kant til kant, er 30 cm. i diamater og har således et areal på 707 cm2. En familiepizza er derimod 40 cm. i diameter og har et areal på 1.257 cm2.
Med en forudsætning om, at pizzaerne i øvrigt er lige tykke, så er sandheden altså, at man kun får 78 procent mere pizza, når man køber en familiepizza!
Med dagens indkøb af en nr. 32 i familiestørrelse har jeg altså langtfra sparet ‘en rund femmer’. Jeg har tværtimod betalt en overpris på 9,30 kr. for de ekstra 78 procent. Jeg er med andre ord blevet taget ved næsen!
LÆS OGSÅ:
For god ordens skyld skal det bemærkes, at regnestykket naturligvis er et andet for pizzaspisere, som levner den sprøde kant. Hvis vi antager, at der efterlades en 2 cm. bred kant hele vejen rundt, så er den spiselige del af en familiepizza faktisk 92 procent større end på en almindelig pizza. Så er det jo lige ved, at pengene passer. Hvis jeg var kantlevner, så ville jeg kun have sat 0,20 kr. til ved dagens indkøb, men nogen besparelse er der altså stadig ikke tale om!
I folkeoplysningens interesse har jeg lavet en lille oversigt over, hvad man maksimalt må betale for en 40 cm. familiepizza set i forhold til prisen på en tilsvarende 30 cm. standardpizza. Tabellen opgøres naturligvis for både kantspisere og –levnere.
Print den gerne ud og gem den sammen med menuen fra den lokale pizzapusher … så undgår du at tage dig selv ved næsen fremover!