Vaner er en finurlig størrelse. Vi har dem alle sammen, og selvom vi måske ikke er klar over det, så er de der. Og de styrer os.
Men inden vi kommer så langt, er er det nok en god idé lige at slå fast, hvad en vane egentligt er. En vane defineres typisk som en adfærd eller handlemåde, en person har tillært sig ved stadig gentagelse og som derfor er svær at ændre. Ofte er det faktisk ubevidst.
Ikke alle vaner er ens. Nej, der er forskel på dem. Vi deler dem som regel op i to grupper. Der er dem, vi kan lide. Det er dem, vi kalder for gode, og som vi altid håber, vi får nogle flere af. Vinterbadning, yoga og at være god mod dyr hører til i den kategori. Og så er der de andre, nemlig de dårlige. Dem vi ikke bryder os om, og som får skyld for meget. Vanernes verden er på den måde ret sort-hvid.
Men det her skal ikke handle om de gode vaner. De mønsterelever må vi have til gode. Nej, jeg vil se nærmere på nogle af de mærkelige og ikke mindst ulækre vaner, som vi alle har, men måske ikke tænker nærmere over.
En ulækker knivkultur
Julefrokostsæsonen er i fuld gang og for at samles og mødes samt markere Jesu fødsel (for dem der tror på den slags), spises der sild og flæsk samt drikkes snaps i hobetal. I den forbindelse har jeg gjort mig en observation omkring knivkulturen ved frokostbordet.
I kampens hede er der nemlig mange, der begår samme fatale fejl. Fejlen går ud på, at man efter f.eks. at have spist en mad med karrysild, kaster sin karrysildsbefængte kniv fluks ned i smørret og derved skaber et meget farverigt blandingsprodukt.
Før man får set sig om, er alt fra leverpostej, sylte og jeg ved ikke hvad nede i smørpakken. Er man heldig, er kniven måske lige hurtigt blevet tørret af på brødet. Det rengør den jo også næsten.
Jeg har sågar oplevet, at i situationer hvor man ellers har taget smøreknive i brug for at undgå kniv-fadæsen, jamen så ser folk stort på smørekniven og kaster deres egen lige ned i smørret. Og det selvom den allerede har været brugt.
Folk bemærker næppe, hvordan de gebærder sig ved frokostbordet. Man gør jo bare, som man har for vane. Konceptet er jo lidt, at det handler om at spise og drikke så meget, som man nu engang kan. Og man kan jo sagtens blive ivrig efter medisteren, skønt man lige har spist og brugt sin kniv til leverpostej (stakkels, uskyldige Lurpak). Men det gør altså ikke problemet mindre, at det sker ubevidst.
Denne knivkultur er nødvendig at sige klart fra overfor. Og det gør jeg så nu. Skulle det ske, at jeg aldrig mere bliver inviteret til en jule- eller påskefrokost som konsekvens, så må det være sådan. For det er simpelthen ulækkert, og det står jeg gerne på mål for.
Smugkig i snotpapiret
Ingen kan sige sig fri for vaner, heller ikke de ulækre af slagsen. I folkeskolen havde jeg f.eks. en lærer, der aldrig kunne drømme om at dele papir ud uden lige at slikke på fingeren først. Hver gang. Og så godt sad de papirer altså heller ikke sammen.
Jeg er selv skyldig i ulækre vaner. Det er mig nærmest umuligt at pudse næse uden lige at foretage et lynhurtigt helbredstjek og kigge ned på resultatet. Selvom det jo ikke ligefrem er et kønt syn.
Vaner har vi alle – gode som dårlig. Og selvom der sikkert er mange gode metoder og lommefilosofiske løsninger til, hvordan man kommer af med dem igen, så slipper vi næppe aldrig helt af med dem. Og det er også okay.
Men når det er sagt, så lad være med at putte din karrysildsbefængte kniv ned i smørret. Du er simpelthen ikke den eneste, der bruger smør, og maden og det dertilhørende tilbehør serveres separat af en grund. Så husk smørekniven!
Med det sagt: Velbekomme! Og glædelig jul.
