”Vi skal acceptere,” sagde Søren Brostrøm igen og igen på pressemødet tirsdag aften, mens han remsede alle de forandringer op, som for få dage siden ville have været set som en krænkelse af ens individuelle frihed, men som nu er blevet hverdag.
Jeg er sikker på, at Søren Brostrøms tale på pressemødet tirsdag aften vil gå over i historien som en af de stærkeste holdt til den danske offentlighed. Den virkede i hvert fald meget stærkt på mig.
Vi skal acceptere.
At vores frihed bliver indskrænket. At vores sociale liv forandrer sig. At der simpelthen er ting, vi ikke længere kan forvente.
Forandringer kommer nedefra, siger man. Men der skal være nogen, der orkestrerer dem ovenfra. For hvad hjælper det, at vi alle går rundt og tænker de samme tanker, hvis ingen går foran og leder forandringen?
Så først og fremmest skal vi acceptere, at vi ikke kan sætte vores individualistiske behov foran fællesskabets.
Vi skal acceptere. Fordi vores liv står og falder med det. Når vi er nået dertil, hvor vores og vores kæres liv er i fare, ja så kan og skal vi selvfølgelig acceptere.
Ligesom de eksempelvis kunne under besættelsen. Overholde udgangsforbud. Gemme jøder på flugt. Hjælpe modstandsbevægelsen. Leve af rationeret mad. Overholde forsamlingsforbud og spærretid. Håndtere angsten og uvisheden hver dag. Sådan levede de i lidt over fem år.
LÆS OGSÅ:
Vi har indtil videre holdt ud i en uge. Men vi kan meget. Og vi kan nøjes med mindre.
Når man hører Søren Brostrøm sige, at ”vi må acceptere”, og når man oplever en hel befolkning – på nær nogle få – omlægge deres liv, søge indenfor, stoppe med at gå i butikker, afbestille deres rejser, holde sig fra biografer og svømmehaller, tør man også tro på, at vi kan opnå kæmpe forandringer.
Tænk hvis vi kunne fortsætte den bevægelse, når vi forhåbentlig en dag ikke længere vågner op til de gule breaking-bjælker hver morgen, og Mette Frederiksen igen ikke taler med en stakåndet stemme, som bar hun vægten af os alle på sin brystkasse.
Det kræver blot, at vi forstår alvoren. Ikke forstår den som noget abstrakt, og noget der potentielt kan ske i en ikke nærmere defineret fremtid, men forstår den helt tæt på og konkret. At dine børn, dine forældre eller du selv kan dø af det her.
Indtil slutningen af januar var klimaforandringerne den mest allestedsværende trussel, vi har haft inde på livet siden 2. verdenskrig. Ja, vi var også bange for HIV, atomkrig, terror etc., men de blegner alligevel lidt ved siden af de konsekvenser, som klimaforandringerne vil medføre.
Men selvom alle har forsøgt at overbevise os om, hvor konkret truslen er, og at vi skal gøre noget nu og ikke som i nu, men NU!, har ingen af os viljestyrken til at gøre noget alene. Vi har taget flyet til New York og Paris og Thailand, taget bilen til sommerhuset og spist den dér møre og skamfulde rib eye, og så har vi ellers forsøgt at kompensere lidt ved at holde kødfrie dage, sortere lidt affald, købt lidt mere økologisk, velvidende at det i det store billede er forsvindende lidt, for hvad med dem i Herning, Hubei eller Houston?
Indtil nu.
Coronakrisen har vist, hvordan en global pandemi kan få folk til at ændre på helt almindelige, dagligdags vaner. Fordi det er nødvendigt. Og når alle kollektivt og synkront gør noget, så sker forandringerne også. Se bare på NASA’s satellitfotos af en renere jordklode.
Mette Frederiksen viste, hvordan man går foran som leder, men det var os, der gav kraft til hendes stemme. Når noget er livsnødvendigt, er det let at overbevise folk. Derfor var det os selv, vi hørte, da Mette Frederiksen i sidste uge for første gang stillede sig op og appellerede til, at vi alle stod sammen i denne usædvanlige situation.
Nu er historien ikke skrevet endnu, men det lader til, at de afsavn, som vi alle sammen accepterer i disse dage, måske kan gøre, at færre mennesker bliver syge og dør. Så må vi acceptere, at økonomien og vores liv kommer til at lide under det.
Følelsen, som jeg sidder tilbage med – efter endnu en dag, som er en lille smule lettere end den i går, fordi vi mennesker jo er så ekstremt gode til at tilpasse os – er, at jeg er en del af en fælles bevægelse, som hver dag bevæger sig en smule tættere på at skabe en kæmpe forandring.
Tænk hvis vi kunne fortsætte den bevægelse, når vi forhåbentlig en dag ikke længere vågner op til de gule breaking-bjælker hver morgen, og Mette Frederiksen igen ikke taler med en stakåndet stemme, som bar hun vægten af os alle på sin brystkasse. Tænk hvis ”vi må acceptere” kunne blive vores tid store mantra.
At vi har én stemme, der formulerer præcis det, vi alle selv siger til os selv og hinanden, men som ingen af os selvsagt kan høre. At vi må acceptere, at vores liv i forbrug og overflod skal stoppe. Og fordi de fleste af os er pinligt bevidste om, hvor meget vi har taget og nydt, ved vi også godt, at det nu er tid til at yde og give tilbage. Fordi at lige så meget det destruktive og egoistiske er en del af menneskets natur, lige så meget er det altruistiske og følelsen af at indgå i en større sammenhæng.
Jeg ved i hvert fald, at jeg ikke bare ville lytte, hvis det var det, Mette Frederiksen næste gang bad os om. Jeg ville også gøre det. Jeg ville acceptere.
