Cecilie Wortziger
Foto: Rita Kuhlmann

Klummeskriver: Coronakrisen kan bringe telefonsamtalen tilbage – så vi kan mødes som stemmer

Er der noget bedre end en god vens genkendelige stemme i den anden ende af røret? Jeg havde næsten glemt glæden ved en gammeldags telefonsamtale, indtil vi alle måtte krybe ind i vores lejligheder og ikke forlade den i, hvad der føles som en uendelighed.

Er der noget bedre end en god vens genkendelige stemme i den anden ende af røret? Jeg havde næsten glemt glæden ved en gammeldags telefonsamtale indtil for nylig, da alle vores sociale arrangementer blev aflyst, og vi alle skulle krybe ind i vores lejligheder for ikke at forlade den i, hvad der føles som, en uendelighed. Men lad os så i stedet mødes med vores vidunderlige lyse, dybe, skingre og hæse stemmer.

Kigger man i min telefonsamtalehistorik, og ser bort fra de opkald jeg hver dag foretager i arbejdsmæssige sammenhænge, så kan man hurtigt konkludere, at mit sociale liv består af fem mennesker. Min mor, min far, en god ven, min bror og min kæreste. Men det afspejler jo ikke mit reelle sociale liv. Jeg er bare ud af den yngre generation, som er holdt op med at bruge telefonopkald i sociale sammenhænge. Samtidig er der jo ingen tvivl om, at vi bruger telefonen meget mere end tidligere – vi gør det bare på skrift. Det er mere trygt, fordi gennem talen fremstår man mere nøgen og sårbar. Der er ikke mulighed for at redigere, eller benytte moderne hieroglyffer, emojis, som er der, hvor vi i dag virkelig udtrykker vores følelser. Sjovt nok.

Selvom vores telefoner er allestedsnærværende, så skriver vi størstedelen af vores samtaler. Telefonopkaldet er gammeldags, ukontrollerbart og skræmmende. Men i disse surrealistiske corona-tider har jeg lyst til at ringe til alle mine venner bare for at sige: Er du ok? I stedet tager jeg mig selv i at skrive en sms. For fem år siden ville jeg med det samme gribe røret og ikke have tøvet med at ringe op. Så hvordan blev telefonsamtalen en parentes i den måde, vi kommunikerer med hinanden på?

Telefonsamtalens historie

”Jeg hader Telefoner, Denne Spøgelsesrøst,” skrev Holger Drachmann i 1894. Det var dengang, telefonen var relativ ny, og det var svært at forstå, at stemmerne pludselig kunne erstatte brevet. Det skræmte faktisk de fleste, at grænserne for tid og rum blev ophævet. Og der var stor skepsis overfor ’denne spøgelsesrøst’, hvilket jo egentlig er meget forståeligt. Der var endda snak om, at hjemmets privatsfære var truet, og Emma Gad mente, at telefonen var ’tyranni’. Lidt ligesom i dag var skriften jo så dejlig tryg, og man kunne i ro og mag skrive til hinanden.

Frem til 1930’erne var telefonen forbeholdt overklassen og blev mest brugt af forretninger og virksomheder. De efterfølgende årtier blev telefonen betragtet som allemandseje, men med en vis alvor, ingen snik snak, kun korte og vigtige beskeder – hvert minut talte jo. I løbet af 1960’erne opstod der en ny og mere fri omgang med telefonen. Det var pludselig accepteret at ringe bare for at tale om vind og vejr. Det var i disse år, at de første ’fastnetindfødte’ voksede op, og telefonsamtalen blev en del af hverdagen – særligt for kvinder.  

Telefonen ned i lommen

Min barndoms fastnettelefon stod i vindueskarmen, og når jeg skulle tale med min bedste veninde Benedicte, måtte jeg sætte mig opad radiatoren på gulvet, mens min mor foldede vasketøj eller så tv en halv meter derfra. Det var en kamp at få lov til at tale om de flotte drenge i skolen, uden at mor og far kunne lytte med. Men det var en dengang, man altid skulle ringe til hinanden. Få år senere fik jeg min først Nokia, og lykken var gjort, jeg kunne tale, privat, i timevis men mine venner.

I dag er telefonsamtalen blot en af mange måder at kontakte hinanden på. Det er samtidig blevet en del af vores sociale kultur, at vi gerne vil effektivisere og kontrollere alting, og det er altså lidt nemmere at gøre det på skrift. Jeg bliver næsten angst, når en ven, som ikke normalt ringer til mig, pludselig ringer, fordi så må der jo være sket noget forfærdeligt?

At tale med nogen i realtid har fået et dårligt ry. Der er endda en Wikipediaside for telefonfobi. Psykologer kæder denne nye form for social angst sammen med vores stadig mere tekstbaserede kommunikation. Vi er ganske enkelt ikke vant til at ringe til andre end vores forældre, bedsteforældre og kærester. Men når vi taler, lærer vi hinanden bedre at kende. Og der er mere intimitet med kun lyd – og her mener jeg ingen visuelle billeder, fordi der er færre distraktioner. Derfor foretrækker jeg telefonen fremfor FaceTime, Skype osv. Det er i den enkle samtale, at uventede ting sker. Din stemme bliver dit eneste værktøj.

Brug dit hjerte som telefon

40 procent af danskerne taler i telefon hver dag. 54 procent sender sms’er hver dag.

Hver 10. dansker har helt droppet telefonopkaldet. Blandt de 18-29-årige er det 16 procent.

46 procent af danskerne siger, at de taler mindre i telefon end for fem år siden. 12 procent siger, at de taler mere.

65 procent af danskerne siger, at de bruger mere tid med deres nærmeste via andre kommunikationskanaler som Facebook, Instagram, Snapchat eller online computerspil.

Det er ikke kun de unge. I en undersøgelse fra Megafon sagde halvdelen af de 30-49-årige, at de talte mindre i telefon end tidligere.

Tal fra Epinion 2016

Vi har brug for at kunne mærke den, vi taler med, hvis vi ikke kan være fysisk sammen, og det kan telefonsamtalen. “Er du ok?”-opkaldet betyder, at man giver sig tid til en person, som man holder af, og det har vi brug for i disse dage. Og hvor man tillader sig det kontroltab, der ligger i bare at tale løst om alt og intet.

Så tilgiv mig, hvis jeg glæder mig over, hvad der ser ud til at være en potentielt positiv bivirkning af coronavirus-pandemien: tilbagevenden af ​​det sociale telefonopkald. Uden forstyrrende billeder.

Footer graphics