Foto: Brigitte Deisenhammer (flickr)
Fra børn og fulde folk skal man høre sandheden.
Sådan lyder en dansk talemåde, der nu bliver bakket op fra uventet kant. Et studie fra 2017 indikerer, at dit alkoholpåvirkede alter ego ikke nødvendigvis er så meget anderledes end dit ædruelige jeg. Vi har ellers ofte en forventning om, at når man er fuld, gør man ting, man ellers aldrig ville gøre, hvis man da for h… bare havde holdt sig i skindet.
For nok skruer alkoholen på knapperne, men ifølge ny forskning ændrer den altså ikke fundamentalt på den, man er.
”Vi blev overrasket over, at der er så stor forskel på, hvordan berusede mennesker selv tror, de opfører sig, overfor hvordan de faktisk opfører sig, set med andres øjne,” siger ph.d. i klinisk psykologi Rachel Winograd i en pressemeddelelse.
Så hvis du bliver til en rigtig krammeonkel, dramaqueen, dansekonge, får lettere til tårerne eller holder lange taler om, hvor meget du eeeelsker folk – ja, så er du faktisk stadig bare dit gode, gamle jeg. Måske er du en anelse overdreven, men du er ikke langt hjemmefra, hvis man skal tro det amerikanske studie.
Eksperimentet foregik ved, at deltagerne først skulle beskrive deres fulde stedfortræder overfor deres sobre og ‘rigtige’ person. Et par uger senere mødtes de så til selve forsøget, hvor de skulle drikke sig en fjer på og sammen med deres ædru venner spille forskellige spil, der var designet til at få bestemte personlighedstræk frem hos deltagerne.
Deltagerne blev vurderet af både vennerne og en række observatører, der skulle notere sig personlighedsskiftet fra ædru til beruset. Undervejs skulle også de fulde deltagere forholde sig til, hvordan de selv oplevede alkoholens indvirkning på deres væremåde.
Dine venner synes ikke, du ændrer dig
Resultatet var, at de fulde deltagere selv syntes, at de ændrede sig rimelig meget. Men det var hverken vennerne eller de neutrale observatører enige i. Kun én ting gik utvivlsomt igen hos alle: vi bliver mere udadvendte i takt med, at procenterne kommer indenbords.
Til videnskabsmediet EurekAlert siger ph.d. Rachel Winograd, at det er helt reelt, at vi føler en stor forandring med alkohol. Men det er ikke givet, at det også opleves sådan for andre. Så i virkeligheden burde vi faktisk bare tage det lidt med ro, når vi har kommer til at sige eller gøre noget, vi selv synes er en rigtig alko-bommert, for det er faktisk slet ikke sikkert, at andre tænker særligt meget over det.
”Både deltagerne og observatørerne er præcise og upræcise på samme tid,” forklarer Rachel Winograd. ”Observatørerne beskrev det, de kunne se, mens deltagerne beskrev de indre ændringer [internal changes, red.], som føltes virkelige for dem, men som ikke kunne ses af observatørerne.”
“Vigtigst af alt skal vi blive klogere på, hvordan vi kan bruge resultaterne i den almindelige psykologi, og hvordan erfaringerne kan inddrages i interventioner for at mindske alkoholens negative effekt på vores liv,” udtaler Rachel Winograd.