Forhandlingerne om en fælles-nordisk aftale om brug af musik på YouTube er i fuld gang. Det handler om komponisternes og sangskrivernes rettigheder, og der skal altså findes en fælles aftale i stedet for lokale aftaler for danske, norske og finske artister.
For danske Kodas vedkommende udløb den nationale aftale i april og har været midlertidigt forlænget, mens der forhandles i regi af det nordiske selskab Polaris HUB, skriver Koda i en pressemeddelse.
Men det trækker op til konflikt. For Google har nu, som betingelse for en ny midlertidig aftaleforlængelse, krævet, at de penge, som komponister og sangskrivere får for YouTubes brug af deres musik, reduceres med knap 70 procent – og det på trods af, at YouTubes brug af musik er steget markant, siden Koda indgik den sidste aftale med Google.
Men det vil Koda ikke acceptere. Så Google har nu besluttet, at danske artister ikke kan få deres indhold vist på YouTube, og at deres fans derfor er afskåret fra at høre musikken, indtil en ny aftale er på plads.
”Google har altid haft en ”our way or the highway”-strategi, men selv for Google udgør det her et lavpunkt. Google ved selvfølgelig godt, at de kan skabe enorm frustration både hos vores medlemmer ved at nægte dem adgang til YouTube, og hos de mange danskere, der dagligt bruger YouTube. YouTube håber vel ad den vej at kunne presse en aftale igennem, hvor de alene dikterer alle aftalevilkår,” udtaler Kodas mediedirektør, Kaare Struve.
Betalingsniveauet fra YouTube har, siden den første aftale blev indgået i 2013, ligget markant under den betaling, som de abonnementsbaserede musiktjenester har forpligtet sig på.
”Det er ikke nogen hemmelighed, at vores medlemmer igennem mange år har været stærkt utilfredse med betalingsniveauet på YouTube. Og det er heller ikke nogen hemmelighed, at vi fra Kodas side har været aktive fortalere for et opgør med tech-giganternes free-ride og underbetaling af kunstnerisk indhold i forbindelse med EU’s Copyright-direktiv. At Google nu kræver betalingen reduceret med knap 70 procent i en midlertidig aftaleforlængelse forekommer nærmest bizart,” udtaler Kodas administrerende direktør, Gorm Arildsen.
34 procent af danskerne lytter udelukkende til musik via en gratis tjeneste, som YouTube eller Spotify Free, ifølge undersøgelsen ‘Digital Music in the Nordics’. Men kunstnerne tjener færre penge på de reklamefinansierede gratistjenester end på abonnements-streamingtjenesterne.
Men Koda og de danske artister vil have mere end andre lande, siger YouTube.
“Koda beder om væsentligt mere end det, vi betaler vores andre partnere rundt om i verden, og det mener vi ikke er rimeligt over for vores andre partnere og indholdsskabere”, udtaler Dan Chalmers, direktør for Youtube Music i Europa til DR Nyheder.
Det er ikke lykkes redaktionen at indhente en reaktion fra Google Danmark her til morgen. Og MØ’s ‘Final Song’ er allerede væk…