“Hvad er det værste, der kan ske?”. Det er et mantra, som min psykolog ofte gentager. Hvis du er nervøs for noget, så forestil dig det allerværste, der kan ske, gennemlev det og spring så ud i det, du frygter, alligevel. Også Kierkegaard taler om de værst mulige konsekvenser i den del af hans litteratur, hvor han beskæftiger sig med angst. Men for mig er kongen af “det værste, der kan ske”, Franz Kafka.
En forfatter, der udpensler det værste, der kan ske, så meget, at man som læser, ender i et absurd Dali-maleri af en fucked-up fortælling, hvor det eneste, man har lyst til, er at råbe af alle i frustration.
Franz Kafkas mest berømte værker er ’Processen’ (om en mand der bliver arresteret uden at blive informeret om hvorfor) og ’Forvandlingen’ (om en mand der en morgen vågner op som bille og ikke kan kommunikere med sin familie). Men her vil jeg skrive om en af mine personlige favoritter; hans roman ’Amerika’. Jeg vil skrive om, hvad det gør ved mig at læse Kafka, og jeg vil skrive om, hvorfor jeg godt kan forstå, at en mand, som reelt set kun skrev i lidt over 10 år, er blevet så kanoniseret.
Meningen med livet er, at det ophører
Når man snakker om Kafka, ender man tit med at tale om personen. Han var en hypokonder, der ikke kunne sove, ikke kunne spise, ikke kunne tage beslutninger og ikke kunne tænke på andet end døden. Et af hans berømte citater er således: “Meningen med livet er, at det ophører”. ’Bordherren fra helvede’ kunne man kalde ham. Og hans historier er lige sådan.
Men for mig er det netop de tilgange til tilværelsen, der sætter min egen i perspektiv. Hos Kafka er alt uretfærdigt. Intet er nogensinde hovedpersonens skyld, og som læser skal man mærke frustrationerne selv, mens man læser om de uretfærdige scenarier, ubehjælpelige karakterer og ikke mindst det absolut værste, der kan ske i interaktionen med andre mennesker.
De første ord i ’Amerika’ er et godt eksempel på den måde, Kafkas figurer gennem passive sætninger får frataget deres ansvar:
“Den sekstenårige Karl Rossmann, som af sine stakkels forældre var blevet sendt til Amerika, fordi der var en tjenestepige, der havde forført ham og fået et barn med ham, var på vej ind i New Yorks havn”.
Inden bogens første punktum overhovedet er sat, har han fået et barn og er rejst til Amerika – uden selv at have rørt en finger. Hele Kafkas forfatterskab ligger nærmest i den sætning. Vi mennesker er, ligesom hans hovedpersoner, bare figurer, der bliver rykket rundt af andres handlinger, og hvis noget går galt, er det i hvert fald ikke vores egen skyld.
Der er ikke nogen logisk grund til det uretfærdige hos Kafka. For livet er uretfærdigt, og det behøver ikke give dig en grund. Et eksempel er, når Karl skal bo hos sin rige onkel lidt udenfor New York. Også det går nemlig hurtigt galt, da han beslutter at besøge en af onklens venners landsted i et par dage, selvom onklen ikke er vild med idéen. Han får dér et brev fra onklen, der beder ham om aldrig at opsøge ham igen, når nu han valgte at tage væk. Brevet starter:
“Kære nevø! Som du allerede vil vide fra den desværre alt for korte tid, vi har kendt hinanden, er jeg helt igennem en mand med faste principper. Det er meget ubehageligt og trist, ikke alene for mine omgivelser, men også for mig selv. Jeg skylder imidlertid mine principper alt, hvad jeg er, og ingen kan forlange af mig, at jeg skal fornægte mig selv og slippe grunden under fødderne”.
Med andre ord: Jeg er lidt en lort lige nu, men det kan der ikke laves om på. Onklen er her et af de mennesker, jeg som læser får lyst til at give en lussing og sige “for crying out loud, lev lidt!” til. Noget, jeg også har lyst til at råbe til Karl selv, da han vælger at hjælpe en beruset bekendt, som får ham fyret senere i bogen og til den hotelejer, som uretfærdigt fyrer ham. Karl ligner de fleste af de karakterer, jeg nogensinde har læst fra Kafkas hånd – karakterer, som gør det, de tror, verden gerne vil have, lige indtil verden pisser på dem uden at give en grund.
Livet klapper ikke ad dig
Så hvad kan man egentlig bruge Kafkas nedskrevne møder med ’det værste, der kan ske’ i kategorien menneskelige interaktioner til? For mig er Kafkas bøger, ud over at de er enormt velskrevne, en påmindelse om, at vi i den værste udgave af den her verden ikke bliver belønnet for at gøre det, vi tror, andre vil have. Alt kan pludselig gå galt. Du kan altid møde en nådesløs chef, en ubarmhjertig sygdom eller en svigtende kærlighed. Det kan og vil vi alle sammen, og det eneste, vi egentlig kan gøre, inden det sker, er de ting, der gør os selv glade.
Alt med måde, naturligvis. Jeg opfordrer ikke til at være egoistisk og kun tænke på sig selv. Men vær god mod andre, fordi det virkeligt ér givende at dele ud af sine privilegier og sit gode humør. Uddan dig, fordi du nyder at lære, og find et arbejde, der gør dig glad for at stå op om morgenen.
For ingen står og klapper ad dig, når du går ned med stress over at tilfredsstille andre. Tværtimod; måske vågner du en dag som en kæmpe bille, og så ville det da være træls, at alt, du havde gjort indtil da, havde været for at være dydig.
