1. Sociale konspirationer
Jeg tror hverken på QAnon, Illuminati eller andre konspirationsteorier, men jeg tror på, at de sociale medier skaber en usund afhængighed og gør meget dårligt for demokratiet. Så jeg glæder mig derfor til at se den nye Netflix-dokumentar (i øvrigt tror jeg også på, at streaming-tjenester er stærkt vanedannende, men det er en anden historie) ‘The Social Dilemma’, hvor en lang række “afhoppede” topfolk fra Facebook, Twitter, Google, YouTube, Pinterest, Instagram etc. fortæller om, hvordan algoritmerne bag er designet til at skabe afhængighed og gøre dig til en salgsvare. Det er faktisk virkelig, virkeligt uhyggeligt.
2. Tove! Tove! Tove!
Der er stadigvæk nogen, der går rundt i den vildfarelse, at Tove Ditlevsen mest er sådan en hjerte-rimer-på-smerte-digter, som Anne Linnet engang satte melodier til. Men det er synd, for der er ufatteligt meget godt at hente i Ditlevsens forfatterskab, hvor især ‘Gift’, ‘Ansigterne’ og ‘Vilhelms Værelse’ står højt på min personlige hitliste over hendes benhårde og realistiske mesterværker. Nu er erindringsbogen ‘Om sig selv’ kommet i en ny, flot udgave. Den er oprindelig fra 1975 – året inden Tove Ditlevsen begik selvmord – og den kommer til at ligge på mit natbord resten af ugen.
3. Matt solo
Jeg har altid haft det lidt svært med fankultur, men jeg må indrømme, at jeg har noget, der ligner en regulær midaldrende fancrush på The National og i særdeleshed forsanger Matt Berninger – og det skyldes ikke udelukkende vores fælles smag i læsebriller. I torsdags kom endnu en single med titlen ‘One More Second’ fra hans første soloplade, der får titlen ‘Serpentine Prison’ og gerne skulle komme ud til oktober.
4. Sonja og Sonia
Der var engang, hvor historier blev fortalt langsommere, hvor børn kunne se tv, som ikke gik ud på at være den kønneste eller smarteste, men hvor det handlede om, at der var nogen, der havde mere end andre, og at det var skide uretfærdigt. I forrige uge døde Sonia Sander, som spillede den ikoniske ‘Sonja fra Saxogade’ i DR’s serie fra 1968, og selvom jeg – og uden tvivl også dig – er for unge til at være vokset op med serien, hvor Jytte Abildstrøm spillede Sonjas mor, så skylder man sig selv at se den og bagefter dingle en tur rundt i kvarteret omkring Istedgade, forbi Bang & Jensen, Ricco’s, V1 eller hvad de lokale steder ellers hedder, som ikke engang fandtes dengang, jeg flyttede til kvarteret for tyve år siden.
5. Kind of blå
Og så vil jeg slutte min uge af med et glas vin på den temmelig nye Lille Blå Vinbar på Esplanaden, som er lillesøster til Österreich vine lige inde ved siden af. Det er en fin familie, Lille Blå fødes ind i. Mændene bag, Sebastian Rind Nellemann og Christian Nedergaard, står nemlig også bag, i min bog, byens bedste vinbar, Ved Stranden 10, og den lille restaurant, Admiralgade 26. Den nye vinbar indskriver sig fornemt i den portefølje med sin gode smag og velvalgte bio- og naturvine fra Østrig.