Advarsel: Der forekommer spoilers
Man har vel lov at håbe, at der kommer en sæson 5 af ’Borgen’, hvor vi skal følge Birgitte Nyborgs vej ind i EU som kommissær, nu hvor slutningen lavede så fin en politisk cliffhanger. Det storpolitiske magtspil med Grønland og Danmark fanget mellem USA, Rusland og Kina ved et større oliefund i Grønland vidste sig at være en fremragende ramme for gensynet med ’Borgen’.
Det bedste ved sæsonen var, at vores to heltinder, Birgitte Nyborg og Katrine Fønsmark, denne gang fremstod som hele mennesker, dårlige ledere og til tider magtsyge røvhuller. Hvor de to i tidligere sæsoner har været nogle værre humanistiske helligfranser. Især Sidse Babett Knudsen var fremragende i rollen som den hedetursramte og midtvejskrise-prægede udenrigsminister og partileder, der sælger ud af sine principper for at bevare magten for enhver pris.
Det var også befriende, at sæson 4 af ’Borgen’ var helt uden work-life-balance-piveri, som ellers har præget de andre sæsoner, hvor især sæson 3 nærmest udelukkende var billeder af alenemor Birgitte Hjort Sørensen med et tudende blebarn på armen og skyldfølelsen malet i ansigtet.
Alt for mange af DR Dramas satsninger med kvindelige karakterer handler om, at børnene lider, og manden går, hvis mor er for glad for sit arbejde. Men i denne sæson havde Birgitte Nyborg endelig indrettet sig efter sit livs store kærlighed, arbejdet, og Katrine Fønsmark havde fundet sig en hyggehjemmefis af en mand til at køre baglandet, og så kunne de to damer ellers koncentrere sig om det vigtigste.
Samspillet mellem de to figurer, stjernejournalisten og toppolitikeren, kom dog aldrig rigtig til at fungere i denne sæson, fordi Katrine Fønsmark af en eller anden uvis manuskriptforfatter-årsag blev druknet i mellemleder-dynget og besværlig primadonna-ledelse.
Hun kom aldrig rigtig videre end møder med HR og stressende kritik af sin person på de sociale medier. Jeg ventede hele tiden et farligt opgør mellem Fønsmark og Nyborg, men det kom aldrig. Faktisk kunne hele det journalistiske spor have været undladt. Den eneste gang livet på tv-redaktionen var lidt spændende, var da Torben Friis (Søren Malling) måtte opgive en regeringskritisk historie efter pres oppefra før et medieforlig.
Hele Grønlands-plottet var til gengæld fantastisk og bar sæsonen. Hvor var det dog en lykke at se alle de smukke billeder fra Grønland og ikke mindst at møde en hel flok nye ansigter i form af fremragende grønlandske skuespillere, som jeg håber, at den danske film- og tv-branche vil huske til fremtidige produktioner.
Et mærkeligt hængeparti fra ’Borgen’ sæson 4 er sagen om Maliks død (spillet af Ujarneq Fleischer), som ellers blev brugt og omtalt i alle afsnit, og visuelt står billedet af den døde, unge mand midt i alt det hvide tilbage som billedet på sæsonen. Så hvorfor fik vi ikke opklaret, om Malik var blevet dræbt eller selv havde taget sit liv? Det virker sjusket. Mikkel Boe Følsgaard i rollen som den usikre arktiske ambassadør med voldsom flyskræk og en heftig forelskelse under opsejling gav til gengæld embedsværket en menneskelighed, som klædte historien.
Sidse Babett Knudsen har aldrig spillet bedre, og spillet om magten kom virkelig til at koste noget denne sæson. For Nyborg var magten ved at koste hende Grønland, naturen og kontrakten med de fremtidige generationer.
Og for Fønsmark var det den mentale sundhed med et sammenbrud af dimensioner og en fremtidig omlægning af arbejdslivet. Hvor arbejdet ellers i tidligere sæsoner har været sjovt og nemt for Fønsmark, gjorde det nu voksen-naller ikke at lytte til hyletonen og alarmen inde i sig selv.
Og så fik Birgitte Nyborg lov at gå ud af historien på en af sine historiske brandtaler, hvor hun fik spinnet endnu et karrieremove og gik to minutter før hun fik sparket. Så næste stop bliver nok EU og sikkert derefter NATO, og så har ’Borgen’ fat i de internationale seere mange sæsoner endnu.
