Når det kommer til fysisk berøring, er jeg generelt på ja tak-holdet. Jeg synes, jeg kan læse vildt meget ud af et håndtryk, og jeg kan virkelig mærke, hvor vigtige mine venner er, når vi går arm i arm. De ting bliver det så ikke til så meget af for tiden, og det døjer jeg med.
Måske er det med berøring som med mange andre ting, vi altid har haft fri tilgang til uden at tænke over det: at man skal miste muligheden, før man forstår dets værdi. Nu hvor det ikke er muligt at give sin bedste ven en krammer, er det faktisk noget, rigtig mange mangler.
Måske forstår vi nu på et nyt niveau vigtigheden af at kunne sidde ned tæt sammen, se hinanden i øjnene, udveksle og også røre ved hinanden. Jeg gør i hvert fald.
Det, der har gjort mest indtryk på mig er, hvordan det føles, når min naturlige måde at relatere og udleve kærligheden på er blevet sat i stå. Det gør ondt ikke at kunne holde om. Samtidig har det også gjort mig glad at mærke, hvor dybt det ligger i min menneskelige natur; at ønske at udtrykke kærlighed gennem berøring.
LÆS OGSÅ:
Nok fordi jeg selv er hende, der ofte griber andres hånd eller dunker folk i ryggen, har det overrasket mig, at mange andre har det totalt anderledes. Nogle af mine bekendte melder, at den sociale distancering ikke betyder en disse for dem. Andre er ligefrem lettede over at kunne holde afstand med god samvittighed. Det er med andre ord blevet tydeligt, at folk har det på alle mulige måder med berøring, og dermed er det slut med at tage det for givet, at andre har det det ligesom en selv.
Selvom jeg savner muligheden for nærkontakt, erkender jeg, at undtagelsestilstanden også kan noget. Får det første har den gjort os kontaktmæssigt kreative. Når håndtryk og kram er forbudt, begynder folk udvikle nye hilsner. Vi Wuhan-hilser med albuerne, banker sko sammen eller lægger en hånd på hjertet og nikker. Vi har også fået øjnene op for fortrolige samtaler og fester på Facetime og Zoom, kærlighedserklæringer på skrift og lange mails med indhold, der minder om det gammeldags postbrev.
Den gode nyhed er, at det viser sig, man godt kan være både venlig og kærlig uden nærkontakt.
Det glæder mig, at vi har fundet så mange nye måder at hilse og kommunikere tilhørsforhold og ømhed på. En anden sjov ting, man kan overhøre nu, er ytringer som: “Hvordan har du det med afstand, er det her okay?” og “Hvordan hilser vi… jeg nøjes lige med at nikke.”
Folk spørger simpelthen til hinandens intimsfære og foretrukne afstand. Det er jo egentlig en ret god ide. Med lidt held kan det påvirke den måde, vi er sammen på fremover, sådan at vi bevarer kreativiteten og stadig gør brug af paletten af muligheder for at formidle og holde kontakt på diverse måder. Og bliver bedre til at afstemme kontaktgrad med dem, vi er sammen med.
En journalist spurgte mig for nyligt, hvordan jeg troede det ville blive, når den sociale distancering ophæves. Om folk vil vælte sig i armene på hinanden som køer på græs – eller forsat foretrække at leve berøringsfrit. Lidt af hver, er mit bud. Jeg tror ikke, folk generelt vænner sig af med at have behov for fysisk berøring, for det er er kropsligt behov, men vores præferencer er forskellige. En større bevidsthed om de forskelle kunne være en af de bonuser, coronakrisen kaster af sig.
Denne her periode har nemlig skabt en lejlighed for at opdage, hvad vores individuelle autentiske berøringsstil egentlig er. Nu hvor den vante omgangsform ikke kan lade sig gøre, bliver vi nemlig nulstillet: I stedet for blot at gøre, som vi plejer, fordi det er en vane, kan vi bemærke, hvad vi reelt har lyst til. Time to get authentic, også på den front. For hvis man ikke kan lide at andre krammer én, hvorfor er det så, man f. eks lader sig omfavne af kolleger til daglig?
Når vi starter op igen, håber jeg, vi er blevet mere kropskloge. At vi har brugt tiden til at mærke efter, så vi fremefter kan tage kontakt eller lade være på måder, der føles ægte for os. For mig føles det fortsat rart at mærke andre mennesker, men jeg er også parat til kontaktfrit samvær. Mit bidrag i eftertiden skal nu være, at jeg spørger folk, om de vil klappes/krammes/dunkes i ryggen, før jeg gør det, hvis jeg er det mindste i tvivl.