Johanne Bille
Foto: Mads Holm

Johanne Bille: Jeg plejer at forelske mig, når det er forår. Men ikke i år

Forfatter Johanne Bille skriver om foråret efter Corona, som godt kan være lidt voldsomt efter et helt års hjemmeliv og rolige gentagelser.

Jeg plejer at forelske mig i foråret. Både i det helt banalt forårsagtige – de grønne bøgehække, de ivrigt smilende ansigter på cykelstien, den pludseligt varme solstribe  – men også i forårets mennesker. Alle mine kærlighedsrelationer er opstået ud af foråret, det har været forårstid, når vi har gået de første ture, holdt i hånden første gang, kysset og knaldet som nyforelskede kun kan det.

Dem, jeg har forelsket mig i, har også alle været forårsbørn. Født i foråret, mest levende i foråret. Min eksmand var et udpræget forårsmenneske, altid på spring, konstant ledende efter noget nyt. Min ekskæreste dvask og samtidig sulten som en bjørn, der vågner af sit vinterhi. Min seneste flirt var så grøn og knasende frisk, at jeg, da vi mødte hinanden i vinters, ikke kunne lade være med at tænke, at foråret var lige rundt om hjørnet allerede der. 

Alligevel har det her forår taget mig på sengen med al sin voldsomhed. Det er så vildt i sin sprudlen, genåbningen er over det hele på én gang, alle vil ses, endelig skal vi spise ude, skriver de. Endelig skal vi danse! Barerne glimter på Istedgade, parkerne er propfyldte, aftenerne stadig lysere og kraftigere i deres duft. Jeg tager mig selv i at være forbeholden; det er for meget, jeg kan ikke rumme det. Alle disse forventninger, alt det håb. Jeg mærker det hele mere, end jeg plejer, jeg presses endda af det, og det undrer mig. Hvor blev det forårskåde kid af i mig?

Foråret er nye begyndelser, det er en ny start. Knopperne springer ud, vinden bliver pludselig mild, jeg bliver solskoldet på næsen. Og en ny begyndelse indebærer også et farvel til noget gammelt. En afsked af en art. Min far døde i foråret, og af en eller anden grund mindes jeg ham meget netop nu. Måske fordi jeg igen befinder mig i et forår fyldt med afsked. Jeg tænker på, at min far forlod livet netop inden, det skulle til at springe ud, og at det sådan set er det perfekte tidspunkt at gå på – frivilligt eller ej. Han forlod festen på sit højdepunkt, listede ud ad bagdøren, og tilbage stod jeg med alle tulipanerne og de andre forårsbebudere og vidste ikke, hvem jeg skulle nyde dem med.

Der er også mange afslutninger for mig dette forår, om end de slet ikke er nær så dramatiske og sønderrivende. Jeg har købt en lejlighed og får altså en ny begyndelse på den meget praktiske måde lige om lidt, men det betyder også, at jeg skal sige farvel til min gamle. Farvel til mit hjem, farvel til alle mine rytmer i de rum, jeg har beboet indtil nu. Jeg nøler med at pakke ned, jeg ved godt, at en ny start altid er god, om ikke andet så i kraft af at være ny, men alligevel er flyttekasserne svære at slå op, endnu sværere at fylde.

Han forlod festen på sit højdepunkt, listede ud ad bagdøren, og tilbage stod jeg med alle tulipanerne

Samtidig skal jeg aflevere det endelige bogmanuskript til mit forlag, og også det er en god ting, men det er som om, det fede har til gode at manifestere sig. Jeg trækker på den sidste sætning, jeg kan ligesom ikke finde derhen, hvor jeg sender noget færdigt afsted. Jeg har lyst til at blive i min bog, jeg føler en voldsom trang til at blive i det velkendte rum, jeg har skabt for mig selv i de tekster, jeg har skrevet, mens jeg har boet i den lejlighed, som snart ikke er min mere.

Det kan være urovækkende at give sig i kast med noget nyt. Det føles ikke nødvendigvis som en gave at skulle starte forfra. Sidste forår blev stjålet fra mig, fra os, den grynende åbenhed over for andre mennesker, over for alt det, forårsfællesskabet kan, blev til en massiv nedlukning. Det sidste år blev gentagelsens år, det var fraværet af nye begyndelser, og jeg er mærket af det. Nedlukninger har gentaget sig, hverdagen er gået i ring. Jeg har arbejdet, holdt zoom-møder, planlagt nyhedsbreve og redigeret artikler. Jeg har fået fri og drukket et glas vin alene i køkkenet, måske gået en tur, hvis det skulle være ekstra vildt, og så arbejdet noget mere. Næste dag er det startet forfra. 

Hvad gør man, nu der pludselig er et kollektivt krav om at sætte en ny plade på? Nogle byder det nye soundtrack velkommen, de hører det spritnye Billie Eilish-nummer og synes, det er vidunderligt. Men andre, sådan nogle som mig, rammes af en massiv portion forårstristesse og et behov for at blive i det gamle, i det trygge. Det er ikke nødvendigvis det mest populære sted at stille sig, men det er ikke desto mindre et sted.

Vi gjorde det alle sammen så godt, vi kunne i det år, der er gået. Det samme gør vi nu, og kun for nogle indebærer det at kaste sig begejstret ud i forårets sprudlende hav. Til dem vil jeg gerne sige: Husk, at nogle af os lige skal teste vandets temperatur først. Smil til os lidt varsommere, tag os blidt i hånden og hjælp os i. Vi vil gerne med, vi vil også give os hen til forårskulleret, men det sker lidt mere tøvende end normalt.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics