Park
Foto: Robert Bye/Unsplash

Byboere: Brug 20 minutter i en park og bliv et gladere menneske – og du behøver ikke engang motionere

Bor du i betonjunglen mellem busser og bilos? Så tag en tur i den lokale park og få et smil på læben, rådgiver folk, der har forsket i sammenhæng mellem grønne byområder og mentalt velvære.

Da datidens byplanlæggere gik i gang med at anlægge folkeparker og rekreative områder i byerne, havde de fat i den lange ende. Nyt studie antyder nu, at der ikke skal mere end 20 minutters ophold i en park til at øge livsglæden hos et bymenneske.

Og du behøver ikke engang motionere, siger studiets ophavsmand ph.d. og professor Hon K. Yuen fra University of Alabama i USA:

”Bare det at bruge tid i en park førte til en øget følelse af velvære blandt deltagerne i vores studie. Om de motionerede eller ej, gjorde ingen forskel”, fortæller han til universitetets egen avis UAB News.

Deltagerne i studiet havde på forhånd tænkt sig at tage i parken, og selv om der mangler objektiv målbar data udover deltagernes egne tilbagemeldinger, skriver studiet sig alligevel ind i en forskningshistorie, der alle peger i samme retning:

Grønne områder gavner bymennesker.

Det er nemlig langt fra første gang, at parker og grønne områder i byerne bliver kædet sammen med mental sundhed. Også Verdenssundhedsorganisationen WHO har forsket i sammenhængen, og i et stort metastudie (der undersøger mange studier på en gang) fra 2016 var resultatet ligeså opløftende:

”Byparker, legepladser og grønne områder kan medvirke til bedre mentalt og fysisk helbred samt nedsætte sygeligheden og dødeligheden ved at give psykologisk afslapningen og stressforløsning”, står der i rapporten, der altså samler en lang række forskningsartikler på området.

WHO’s gennemgang viste også, at selv om der er store lokale forskelle på både design og forvaltning af de grønne byområder, har disse områder en universel indvirkning på vores helbred.

I København udvider kommunen med fire nye parker over de næste ti år. To af parkerne opstår i den nye bydel Nordhavn, én park ved H.C. Ørstedsværket tæt på Hovedbanegården og én ved Enghave Brygge.

I Aalborg fredede kommunen i sidste uge to af byens store parker, Østre Anlæg og Skanseparken, så de nordjyske bymennesker kan se frem til mange flere år med de grønne åndehuller.

Footer graphics