Foto:XPOSUREPHOTOS.COM

Musikkommentar: Hvad sker der, når en subkultur med en dybt forankret selvforståelse som underdog pludselig udgør mainstreamen?

Hiphop er populær som aldrig før. Men har genren solgt ud af sin sjæl på vej til toppen? Og kan der være en modreaktion på vej? Fabian Hansen gennemgår musikgenrens udvikling gennem årene.

I starten af 2020’erne er hiphop populærmusikkens ubestridte førerhund. Genren dominerer streamingtjenesterne, de sociale medier, moden og den kulturelle samtale; en situation, der er markant anderledes end ved indgangen til 10’erne, hvor hiphoppen nok var populær, men langt fra det allestedsnærværende fænomen vi ser i dag.

Både herhjemme og verden rundt blev hiphop i 10’erne mere eller mindre synonym med populærkultur. Den formåede mere end nogen anden musikgenre at forme årtiets kulturelle trends og udnytte de teknologiske nyskabelser og overhalede dermed definitivt rock og pop som især yngre lytteres foretrukne musikform.

Men hvad sker der, når en subkultur med en dybt forankret selvforståelse som underdog pludselig udgør mainstreamen? Kan den fortsat være stemme for de undertrykte, når den samtidig skal favne et stadigt større og mere diverst publikum? Og kan den med over 40 år på bagen stadig agere rebelsk ungdomskultur, når mange af dens stjerner efterhånden udgør en fast del af det kulturelle establishment og er blandt verdens rigeste? Måske bliver 20’erne årtiet, hvor boblen endelig brister, og hiphoppen bliver overhalet af en yngre, mere sulten konkurrent, som det så ofte er set før i musikhistorien.

Hiphop som ny mainstream

Siden 90’erne har hiphoppen langsomt men sikkert stammet sit greb om den globale populærkultur. Tidligere var det dog på mange måder stadig en genre, der kæmpede for anerkendelse og for at blive set som en seriøs kunstform på lige fod med rock og jazz. Det ændrede sig i 10’erne, hvor hiphoppen ikke bare overhalede rocken som den bedst sælgende genre, men hvor kunstnere som Kanye West og Kendrick Lamar også opnåede bred anerkendelse som nogle af de mest visionære og innovative kunstnere i branchen.

Samtidig infiltrerede hiphoppen alle afkroge af populærkulturen, fra mode og film til reklamer og sågar politik. Det var på mange måder en positiv udvikling, men når noget bliver så allestedsnærværende, som hiphoppen er nu, sker det ofte på bekostning af musikkens integritet, hvilket kan fremprovokere en modreaktion.

Et godt eksempel er discoen, der i slut-70’erne oplevede et episk backlash, i takt med at den stigende popularitet førte til stadig mere generisk og udvandet musik. Tidlig hiphop var faktisk en del af reaktionen mod disco, ligesom punken i samme periode gjorde oprør mod mainstreamrock, der blev set som selvtilstrækkelig og elitær. Umiddelbart er det svært at forestille sig, at noget lignende skulle overgå hiphoppen, men ikke desto mindre er nogle af de samme problematikker til stede.

Fastfood-musik

En vigtig årsag til hiphoppens succes de senere år har været hiphopkunstnernes eminente evne til at udnytte internettets muligheder og deres forståelse for, hvordan især streamingteknologien har ændret vores medieforbrug.

Ligesom Netflix indvarslede binge-kulturen for tv og film, har streamingtjenester som Spotify gjort det samme for musik, således at vi i dag forbruger musik i et tempo og omfang som aldrig før. Rappernes store produktivitet og heftige udgivelsesfrekvens kombineret med deres unge, teknolologikyndige fanbase, har positioneret dem perfekt til at udnytte streaming-tidsalderens nye muligheder.

Det gælder ikke mindst undergenren trap, en af 10’ernes mest populære, hvor stjerner som Gucci Mane og Future udviklede en strategi, hvor de simpelthen oversvømmede markedet med musik for på den måde at forblive top of mind hos den stadig mere opmærksomhedsudfordrede musikforbruger.

Siden 2005 har Gucci Mane således udgivet over 100 projekter, mens Future i 2017 skrev historie, da han som den første artist skubbede sig selv af førstepladsen på den amerikanske albumhitliste, da han udgav hele to fuldlængdealbums indenfor en uge. En lignende strategi blev benyttet af Drake, der trods en mere beskeden udgivelsesfrekvens, til gengæld udgav ekstremt lange albums, der ofte sneg sig op på over 20 numre; en strategi, der ligeledes belønnes i den nye streamingøkonomi.

Bagsiden af medaljen er, ikke overraskende, at musikken ofte svinger voldsomt i kvalitet, og at meget af den lyder ens. Det har ført til beskyldninger om ‘fastfood’-musik; anklager, der ikke er helt ulig meget af den kritik, der i sin tid blev rettet mod discoen.

Syngende rappere

Hiphoppen flyder også i stadig højere grad sammen med andre genrer. Den udvikling kan føres tilbage til kunstnere som Kanye West, Kid Cudi og især Drake, der i 10’erne begyndte at nedbryde mange af de stilistiske mure mellem hiphop, r&b og pop.

Hvor det for ti år siden var relativt sjældent at høre rappere synge, er det i dag mere reglen end undtagelsen, mens utallige artister – fra Post Malone til danske Gilli – begår sig i en slags mellemting mellem sang og rap. Samtidig er det blevet mere acceptabelt for hiphopkunstnere at åbne op for deres sårbare sider med tidligere tabubelagte emner som depression, angst og hjertesorg, som i dag er almindeligt forekommende i hiphoptekster.

Den udvikling har både skabt spændende nye musikalske fusioner og gjort hiphoppen relatérbar for et større publikum, men det gør det også til tider sværere at pege på, hvor hiphoppen ender, og andre stilarter begynder.

Stjerner som Travis Scott har således distanceret sig fra ’hiphop’-prædikatet mens mange lyttere ikke nødvendigvis længere ser hiphoppen som en separat subkultur, men slet og ret som populærkultur på linje med pop og EDM; genrer der i øvrigt selv lystigt låner elementer fra hiphoppen. Spørgsmålet er, om det på længere sigt kan føre til en udvanding af hiphoppens særlige identitet?

Kritik af Jay-Z

Uanset hvad man måtte mene om den sag, må man i hvert fald konstatere, at hiphoppen efterhånden er langt fra det musikalske enfant terrible, der engang formåede at chokere forældregenerationen og sende konservative politikere i panik.

I dag reklamerer Snoop Dogg for alt fra finansielle ydelser til tortillachips, Jay-Z blev for nylig hiphoppens første milliardær, mens navne som Nas og P. Diddy tjener styrtende på alt fra investeringer i tech start-ups til tøj- og spiritusmærker. Hiphopstjernerne er ganske enkelt blevet en del af den amerikanske erhvervselite; en imponerende udvikling, i lyset af hvor mange af dem begyndte, men den stigende afstand til manden på gaden fører til tider akavede episoder med sig.

F. eks. blev Jay-Z voldsomt kritiseret for sit partnerskab med den amerikanske fodboldliga NFL, hvilket mange så som et svigt af de protester mod politibrutalitet, som ligaen længe har været centrum for. Og så er der selvfølgelig Kanye West, hvis Trump-støtte for længst har fremmedgjort ham fra mange tidligere fans.

Men hvis meget hiphop efterhånden er status quo, midaldrendemangemillionærer og stadig mere generisk Top-40 musik, dikterer populærmusikkens logik så ikke, at en ny generation dukker op og forkaster den til fordel for noget nyere, vildere, mere anti-establishment?

Det er et komplekst spørgsmål at svare på. For det første er hiphoppen efterhånden så mangefacetteret, at selvom den utvivlsomt er ansvarlig for meget af tidens mest tåkrummende og intetsigende musik pt, så kommer meget af den mest uintelligente og socialt vedkommende kunst ligeledes fra samme front.

Gode eksempler er numre som Kendrick Lamars ‘Alright’ og Childish Gambinos ‘This Is America’, som begge var skelsættende udgivelser i den genopblomstring af politisk musik, der fandt sted i løbet af 10’erne. 

Outsideren bliver insider

I dag er hiphoppen mangfoldig nok til at kunne rumme alt fra J.Coles’ traditionelle boom bap til Lil Uzi Verts emo rap til JPEGMAFIAs dissonante støjhiphop og alt ind imellem. Denne evne til at absorbere nye udtryk og konstant at genopfinde sig selv, har sikret genrens langtidsholdbarhed og gjort den relevant for stadig flere generationer og befolkningssegmenter.

Desuden betyder det stadig mere fragmenterede mediebillede, at der ikke på samme måde som tidligere er én dominerende mainstreamkultur at gøre ’oprør’ imod. Undergrund og overgrund flyder i stigende grad sammen, og bryder man sig ikke om det, der spiller i radioen, er der et utal af alternativer tilgængelige ved fingerspidserne.

Hiphop har altid været en musikgenre, der hylder outsideren, der opnår succes mod alle odds. Hvad der sker, når outsideren bliver den ultimative insider, er derfor svært at spå om. Der er dog ikke meget, der tyder på, at hiphop-boblen brister lige foreløbig.

Men i et årti, der er startet dramatisk med coronavirus, klimakrise og et muligt genvalg af Trump, skal man være forsigtig med at udtale sig alt for skråsikkert om, hvad fremtiden kommer til at byde på.

Find mere om
Footer graphics