I sidste uge kunne hiphopstjernen Kanye West fejre, at hans nye album, ‘Jesus Is King’, som hans niende udgivelse i træk, gik nummer et på den amerikanske hitliste. Det er desuden hans mest streamede album nogensinde i den første uge.
Modtagelsen afspejler den massive hype, der ledte op til udgivelsen, hvilket ikke mindst skyldes, at der, som titlen mere end antyder, er tale om et kristent gospelalbum. Et temmeligt opsigtsvækkende faktum når man tager det mest af Kanyes tidligere musik i betragtning.
I begyndelsen af 2019 begyndte Kanye at opføre sine såkaldte ‘Sunday Services’; en særpræget, semi-improviseret mellemting mellem koncert og gudstjeneste, hvor han, flankeret af musikere og gospelkor, fremførte gospelinspirerede versioner af numre fra hans eget og andre kunstneres bagkatalog, ofte klædt i lilla gevandter. Her er han med Kenny G – mere sært end street:
Det er dén udvikling, der nu kulminerer med ‘Jesus Is King’, et værk der ifølge Kanye selv, afspejler hans nye status som genfødt kristen. Kritikere ser det dog snarere som et forsøg på at rette op på den skade, som han de senere år har påført sit image.
42-årige Kanye West har som få moderne musikere dyrket kontroverser gennem sin karriere. Fra hans racismeanklager mod præsident Bush efter ‘Hurricane Katrina’ i 2005 til dengang han afbrød Taylor Swifts VMA-takketale i 2009 eller diverse Twitter-rablerier – kontroverserne har været en fast del af Kanye-brandet.
Hans enorme talent, kunstneriske kompromisløshed og evne til at kanalisere selvsamme fandenivoldskhed ind i musikken har dog i vid udstrækning beskyttet ham mod konsekvenserne af hans udskejelser. Indtil nu.
Med imponerende effektivitet er det nemlig på kort tid lykkes Kanye at fremmedgøre enorme dele af sit bagland og gøre sig til prygelknabe for en hær af kendisser, kommentatorer og eks-fans på de sociale medier. Det er kort sagt blevet cool at hade Kanye. Men hvordan er det nået så vidt?
Republikansk Trump-supporter
Backlashet begyndte i 2018, da Kanye, iført MAGA-hat, sprang ud som glødende republikaner og Trump-supporter; en veritabel dødssynd for en afroamerikansk kulturpersonlighed. Den politiske skandale kulminerede i et notorisk interview med sladderkanalen TMZ, hvor en rablende West kom med bizarre udtalelser om USA’s slavefortid. Det udløste en sønderlemmende shitstorm på tværs af medielandskabet, hvor alle fra CNN til Snoop Dogg stod i kø for at håne og fordømme West.
Set i det lys er det unægteligt fristende at se et gospelalbum, med alt hvad det signalerer af forvandling og genfødsel, som et forsøg på at opnå tilgivelse og genoprejsning. Et nærmere kig på det nye album afslører dog, at den teori ikke holder vand. På mange måder virker et gospelalbum nemlig som en ret naturlig progression for Kanye West, personligt såvel som kunstnerisk.
Hans kristne tro har fra starten gennemsyret hans musik fra numre som ‘Jesus Walks’ på debutalbummet ‘College Dropout‘ til ‘Ultralight Beam’ og ‘Father Stretch My Hands’ på albummet ‘The Life Of Pablo’12 år senere.
Kanye har således gødet jorden for de markante gospeltendenser og det kristne livssyn, der også hos andre artister er sivet ind i hiphoppen de senere år. Her har stjerner som Kendrick Lamar og Chance The Rapper inkorporeret stadig mere eksplicitte religiøse referencer, mens erklæret ‘kristne rappere’ som NK og Leccrae ret uventet har opnået betydelig mainstreamsucces.
Told people God was my mission
What have you been hearin’ from the Christians?
They’ll be the first one to judge me
Make it feel like nobody love me
Nummeret ’Hands On’ på ’Jesus Is King’
Kanye Wests karriere har som få andre hiphopkunstnere været karakteriseret ved en rastløs søgen efter nye udtryk og en vedvarende udfordring af grænserne for det forventede af genren. I den forbindelse passer et skift til gospel også meget godt ind. Musikalsk er springet heller ikke så stort, da Kanye længe har hentet inspiration fra både gospel og soul; en tendens der fortsætter på ‘Jesus Is King’. Selvom der er tale om et gospelalbum, er det altså et meget Kanye’sk et af slagsen.
I gospelmusik sætter man oftest Gud og troen på Gud i centrum, men på ’Jesus Is King’ handler det, surprise surprise, stadig mest om Kanye selv. Om folk der kritiserer ham for at lave gospel, andre kristne der dømmer ham, hans eget Jesus-kompleks. Som noget nyt er albummet dog klinisk renset for bandeord og eksplicitte seksuelle referencer, hvilket er et særsyn i hiphop. Under optagelserne insisterede han sågar på, at hans musikalske samarbejdspartnere afstod fra før-ægteskabelig sex!
Men i stedet for at distancere sig fra tidligere, upopulære politiske udmeldinger om slaveri og Trump, hvilket mange mente var motivet bag Sunday Service-fænomenet, bruger Kanye i stedet den kirkeligekoncertform til at gentage sin støtte til Donald Trump. Nu med et twist af kristen moralisme. For mange fans vil det være en bitter pille at sluge.
Noget af det mest bemærkelsesværdige ved virakken omkring Kanye Wests politik er nemlig de ekstremt stærke reaktioner, som hans holdninger har affødt. Sjældent har en popstjernes politiske ståsted været genstand for så megen postyr, hvilket kaster lys over flere interessante tendenser i tiden.
Det afspejler dels, hvor betydningsfuld og afholdt en kunstner han er, men også den politiske rolle som popstjerner og andre kulturelle figurer forventes at indtage her i den politisk polariserede Trump-æra. Det gælder ikke mindst i det afroamerikanske samfund, hvor kunstnere traditionelt i meget høj grad forventes at agere politisk. I sin kerne er hiphop samfundspolitisk og systemkritisk, de fattiges stemme og drømmen om at bevæge sig fra ghettoen til de bonede gulve.
Et kulturelt ikon
Da Kanye West debuterede som rapper i 2004, efter en årrække som succesfuld producer, fik han hurtigt ry som en socialt bevidst kunstner med en unik evne til at belyse vigtige temaer i det amerikanske samfund. Han kritiserede alt fra rapperes materialisme til magthavernes racisme og langede ligeledes ud efter hiphoppens indgroede homofobi på et tidspunkt, hvor den slags nærmest blev betragtet som karrieremæssigt selvmord.
Trods tiltagende egomani og stadig mere excentrisk opførsel, fik Kanye gennem årene status som kulturelt ikon såvel som en politisk indflydelsesrig figur. Noget han i høj grad selv har omfavnet og ofte tog til absurde højder og blandt andet fortalt, at Obama havde ringet til ham og konen Kim Kardashians hjem. Hans senere omfavnelse af den forhadte Trump ses således som en regulær tragedie af mange fans.
Trods hans historiske upopularitet har Kanye dog, ironisk nok, aldrig tjent flere penge end nu. Han toppede for nylig Forbes’ liste over verdens bedst tjenende rappere, blandt andet som følge af hans populære skolinje, Air Yeezys. Trods rapperens seneste hitlisteplacering er der dog bred enighed om, at hans musikalske indflydelse nok er på sit laveste nogensinde.
Så er det gospel-rapperen Kanye, vi skal vænne os til nu, eller er der blot tale om endnu en fase i hans kamæleonagtige karriere? Selvom han tidligere har erklæret sig færdig med ikke-religiøs musik, er det svært at vide sig sikker med ham.
Tidligere ikoniske kunstnere som Aretha Franklin navigerede uproblematisk gennem karrieren mellem gospel og populærmusik, mens andre, som f.eks Marvin Gaye og Al Green, udkæmpede voldsomme private kampe for at forene deres forhold til Gud med en sekulær karriere fyldt med alle de dertilhørende fristelser.
Hvilken lejr Kanye West ender med at falde i må tiden vise. Det er svært at forene et milliardær-bling-bling liv i mediernes søgelys, være gift med en af verdens mest berømte kvinder med egen tv-serie, dyrke et republikansk livssyn som afroamerikansk forbillede, være modedesigner i den absolutte luksusklasse, have tendens til et lidt rablende Twitter-liv og så et stadigt mere markant kristent livssyn.
Måske har Kanye West simpelthen bare noget så almindeligt som en midtvejskrise? En ting er sikkert – det bliver næppe kedeligt at følge hans forsøg på at forene alle sine interesser.
Topfoto: Kanye Wests optræden i ‘Jimmy Kimmel Live!’ for nylig
