Det blev en ting med drunk calls i 2010’erne. Selv Lukas Graham lavede ét. Men alle, der selv har været dér, ved kun for godt, at man ikke kun tekster og ringer klokken lort søndag morgen, fordi man er standervissen og stangliderlig. Man gør det oftere, når man føler sig ensom i sin flugt – som holdt man juleaften mutters alene.
Jeg er grundpjattet og fuldstændig i sync med Drakes take på disciplinen. På ‘Marvin’s Room’. Jeg synes sådan set, det er hans bedste, mest fængende, ærlige og vovede nummer nogensinde.
Også musikalsk. For en sjælden gangs skyld er han i fuld effekt. Hele repertoiret kommer i spil på ‘Marvin’s Room’, eftersom den canadiske middelklassedrøm udnytter sin iboende common guy, sin naturlige blåtonethed, sine rapevner, sangstemmen og evnen til at overdele. Optimalt.
Titlen er der ikke meget fikkumdik ved: Han befinder sig i Marvin Gayes studie i Los Angeles og hylder forbilledet, der om nogen var en djævel i forklædning; silkesyngende og drøjt selvsmadrende.
Han ringer og snøvler. Og pigen i den anden ende er ikke gal på den, når hun spørger så direkte: “Are you drunk right now?”
Drake er fuld. Men han er ikke et svin – han er sit årtis svar på 1980’ernes største rapromantiker: LL Cool J
Og så har stimulanserne og klokkeslættet ellers hjulpet ham på vej til at miste den nødvendige dosis værdighed, der i første omgang gør opkaldet muligt. Dermed smelter kunstneren Drake også den plasticitet, han ellers omgives af – en virkelighed med fest syv gange om ugen og kontinuerlige one-night stands, der er afhængighedsskabende, men samtidig hænger ham ud om halsen.
Idoldyrkelsen tynger ham. Indtaget smuldrer ham indefra. Og han vil hende vitterligt. Han vil hende så meget, at han for en gangs skyld æder sin stolthed og tør sige det højt: “Jeg begærer dig mere end fyren, som du begærer.”
Spekulationerne går på, at fyren, der skal slås af pinden, er Chris Brown. Og at pigen er Rihanna. Et svært og selvdestruktivt mål at have i sigte, med andre ord.
Efter nogle års nærlytning gætter jeg på, at pæne Drake, der ellers kan få stort set alt andet, kun smægter efter dem, han akkurat ikke kan få. Dem, der ikke vil deres eget bedste – ej heller den i bund og grund ordentlige gut.
Det er lidt af et nederlag for en vinder. Og derfor skal der massive mængder alkohol til for at sige noget, som ethvert voksent menneske burde kunne lire af ædru.
‘Marvin’s Room’ er et mesterligt nummer. En kompleks rapballade, simpelthen. Og formentlig det bedste, der nogensinde kommer fra den kant.
