Ny film om Nikes opstigning til verdensherredømmet er glimrende – men mangler sneakers

Matt Damon og Ben Affleck er sammen tilbage i en film, der handler om, hvordan samarbejdet mellem Nike og Michael Jordan gjorde dem begge stinkende rige og etablerede dem som to af sportens vigtigste brands nogensinde. Men pudsigt nok ser vi meget lidt til skoene, det hele handler om.

Spoilers forekommer

Jeg elsker sneakers, og derfor er denne nye amerikanske film ’Air’ en velkommen påske-pakke. Historien om partnerskabet mellem Nike, der dengang næsten var ingenting, og Michael Jordan er på mange måder også fortællingen om, hvordan sneakeren kom ind i populærkulturen, og hvorfor alle har dem på i dag – fra skateren til direktøren.

I filmen ’Air’ følger vi Sonny Vaccaro, spillet af Matt Damon, og hans mål om at få Michael Jordan over til Nike. På det tidspunkt er Nike en lille spiller i den store sportsbrand-sammenhæng, og den feterede basketspiller er da heller ikke forelsket i ideen fra første færd.

Blikket var i stedet rettet mod større giganter som Adidas og Converse, som han brugte i collegedagene. Men Michael Jordans familie får ham overtalt, og Nike tilbyder ham den største sneaker-kontrakt i historien på det tidspunkt. Det ændrer alt. Nike havde et mål om at sælge sko for tre millioner dollars det første år af samarbejdet. Men de endte med at sælge for intet mindre end 126 millioner dollars.

Filmen er baseret på virkelige hændelser og begivenheder. Den er instrueret af Ben Affleck, som også spiller en af hovedrollerne, og vi bliver trukket med ind bag i kulisserne i hele skabelsen af Nikes subbrand ’Air Jordan’. Det afslører en tid med rift og til dels krig om den daværende ’rookie’ Michael Jordan, som både Adidas og Converse også ville have fingrene i.

Udover at fokusere på det populære sneakerbrand har filmen også fokus på det meget stærke bånd mellem Michael Jordan og moren Deloris Jordan. Hun havde stor indflydelse på beslutningen om valget af Nike og kontrakten.

Vi er i en tid, hvor annoncering og markedsføring for alvor får sin plads i sporten, og det gælder om at få sine sko på de store stjerner i NBA. Både Adidas og Converse har fat i store dele af NBA, og vi ser også et kort glimt af, hvordan hiphopkulturen med RUN DMC og nummeret ’My Adidas’ sparker ekstra liv i kulturen – og efterspørgslen.  

Filmen indeholder flere af de aspekter, en god film skal have. Den har nogle store navne, en stram fortællemodel og et hav af referencer. Vi har også Ben Affleck, som spiller Phil Knight grundlæggeren af Nike med kælenavnet ’Shoe Dog’, der har en gakket paryk på, en futuristisk brille, nogle vilde track suites, fusioneret med et buddhistisk mantra og en lilla Porsche 911 (så vi ser ham nok snart på et meme igen). I den anden hovedrolle er som nævnt Matt Damon, og dermed kan de to fejre et kreativt jubilæum.

Det er nemlig 25 år siden, de skrev og skabte succesen ’Good Will Hunting’, som de vandt en Oscar for bedste originale manuskript for.

Udover de to stjerner har et hav af sjove referencer krydret med en knivspids humor, hvilket især bliver opfyldt qua Chris Tuckers rolle, som jeg ikke kan huske, at jeg har set i en film siden ’Rush Hour 2’.

Det kunne jeg godt have tænkt mig mere af som sneaker-entusitast

Som sneaker-entusiast kunne man godt have ønsket sig lidt mere indhold i filmen med selve den sneaker, som startede det hele. Den er kendt for sine røde og hvide farver med det sorte ’Swoosh’, og har sine farver fra basket holdet Chicago Bulls (rød, hvid og sort).

Vi ser kun lige skyggen af sneakeren i en enkelt scene. Det er mærkeligt. Jeg savner også, at vi kunne have fulgt Pete Moore mere. Han er den legendariske designer og manden bag Jordan 1-silhuetten og Jumpman-logoet. Man kan formentlig vække et barn over hele kloden, og de ville kunne beskrive logoet.

Man får også den spøjse historie om, hvordan det ikoniske ’Just do it’- slogan blev opfundet af Dan Wieden med inspiration fra seriemorderen Gary Gilmores sidste ord ”Lets do it”. Vi hører også om, hvordan Phil Knight købte ’Swoosh’-logoet af en designstuderende ved navn Carolyn Davidson for kun 35 dollars, og han siger den legendariske sætning “I don’t love it, but maybe it’ll grow on me” til både ’Swoosh’-logoet og navnet ’Air Jordan’.

I det hele taget er ’Air’ en glimrende film, der dog virker som om, den lidt har glemt et af de centrale elementer– den berømte sneaker. Men hvis du i påsken vil se den usandsynlige historie om skabelsen af verdens største sportsbrand, er det bare om at ’gøre det’.

Find mere om
Footer graphics