Foto: Jonas Bang

Seks unge udviklingshæmmede udgiver kortfilm fra deres første koncert

Bandet Drømmedykker består af seks klassekammerater, der spiller ambient musik, og indtil videre kun har givet en eneste koncert. Den rørende koncertfilm ‘Drømmedykker’ viser, hvordan det gik til.

Drømmedykker er ikke et helt almindeligt band. Det består godt nok af seks unge drenge, der spiller på instrumenter, men Dennis, Kasper, Christopher, Kristoffer, Bachir og Zakarias spiller for det første ambient musik, og så har de ikke helt de samme forudsætninger for at spille musik som os andre.

De kender hinanden fra Skovmoseskolen, hvor de har gået i klasse sammen, og som en del af et musikpædagogisk projekt formede de deres band med hjælp fra deres lærere.

Enhver, der har stået i en musiklokale på en folkeskole ved, at det hurtigt kan udvikle sig kaotisk. Men ved blandt andet at give synthesizeren fuglekvidder, forklare at en lapsteel guitar skal kæles som en kat, og at guitarfingerspil er ligesom at blive nusset i håret, har medlemmerne i Drømmedykker fået de rette redskaber til at lave et drømmende musikalsk univers.

Forrige sommer gav de så deres første intime koncert, kort efter de gik ud af 10. klasse, og det blev heldigvis både optaget og filmet, hvilket mundede ud i den otte minutter lange koncertfilm ‘Drømmedykker’.

Musikalsk bevæger Drømmedykker sig et sted oppe i den ambiente musiks allerhøjeste luftlag, hvor svævende klangflader af synth, guitar og mundharmonika flyder sammen som våde akvareller i endeløse rumklange, mens forsangeren Dennis Yildiz leverer sin poetiske tekst:

“Vandfald, vandfald / alene, svæve, alene, svæve, ørken / den store skovbrand og tåge / mørket/ drømmedykker / drømmedykker”

Filmen havde premiere på CPH:DOX sidste år, hvor den også blev shortlistet til UK Music Video Awards, og nu er den netop blevet udgivet på YouTube, så alle kan se med kvit og frit. Den er filmet af fotograf Jonas Bang efter idé af Andreas Bengtsen og Rune Hviid, og den giver et stemningsfuldt indblik i bandets musikalske univers, samtidig med at man hører om kammeraternes personlige tanker og følelser omkring det at udfolde sig kreativt.

Udgivelsen af filmen lander samtidig med varslingen om, at bandet lige nu knokler på deres første album, som efter sigende skulle være mere mørkt og melankolsk.

Footer graphics