Tænk at selveste Sade, kvinden uden alder, musikeren uden tid og sted, fylder 60 år!
Sade Abu er lyden af sex, erotik, romantik og forladte sjæles søgen efter en varm menneskekrop. Med sange som ’Smooth Operator’, ’Is It A Crime’ og ’The Sweetest Taboo’ har hun skabt et lydspor til både varme ‘dinner party’-øjeblikke og stille stunder på tomandshånd. Hendes stemme emmer af behersket passion, når den bliver indhyllet i saxofon og blide trommer, eller når den flirter med reggae. Sade giver en indre hjernemassage, som hvisker hvert et vintersortsind væk for en stund.
Bandet Sade har solgt over 50 millioner albums, og forkvinden Sade er eftersigende den bedst sælgende britiske, kvindelige sanger nogensinde.
Men hvem er den her sensualitetens præstinde egentlig? Ingen ved det. Sade er nemlig noget så sjældent som en musiker, der primært er kendt for sin musik. Ikke sit privatliv, sine filmroller, sine afslørende interviews eller sine sexede dansetrin. Men musikken. Meget af den evige fascination af Sade handler nok om, at hendes fans ved så lidt om hende. Hun indspiller og udgiver et album med mange års mellemrum, og så forsvinder hun ellers lynhurtigt ud af offentlighedens søgelys igen. Koncerterne er sjældne og ekslusive.
Hun er indhyllet i mystik. Selv udtalen af hendes navn er et verdensomspændende mysterium, mange tror, det er udtales Shar-day. Andre insisterer på den fordanskede udgave saa-dø. Jeg mener personligt, at det er Sha-day, altså uden r-lyden.
I en tid, hvor vi dyrker et flygtigt popunivers, som belønner musikere mindre for deres talent end for deres meninger, samarbejdspartnere og evnen til at udnytte disse på Instagram og Twitter, har Sades evne til at være fuldstændig ligeglad med alt andet end musikken haft den omvendte effekt på hendes popularitet. Og respekt for det.
The hype is real
I dag er hun et ikon. Sades ældgamle koncert-t-shirts sælges for mange tusinde kroner på internettet. Den hype begyndte muligvis, da rapperen Kanye West blev spottet i en forvasket Sade t-shirt, og det ultra hypede tøjmærke Supreme begyndte at sætte Sades ansigt på deres populære t-shirts. Mange vil gerne demonstrere en underspillet passion for cool Sade.
Rapperen Drake gjorde så i 2017 Sade-tatoveringer populære, efter at han fik sangerindens ansigt tatoveret på siden af maven. En tatovør i New York bemærkede samtidig, at der var tyve gange så mange bestillinger på at få tatoveret Sades ansigt end eksempelvis Madonna og Janet Jacksons. Ægte hype.
Modemagasinet Vogue kalder hende en “style legend“, og fotografier af Sade er nærmest blevet ikoniske, når der skal refereres til ægte 80’er-stil på magasinernes glittede sider eller findes inspiration. Det er for eksempel ikke svært at se, hvor inspirationen til den her fotoserie med rapperen Nicki Minaj er fundet. Sade har da også særdeles god tøjstil, og til info så består det klassiske Sade-look af ’slicked-back’ hår, store hoops-øreringe og en turtleneck. Helst hvid.
LÆS OGSÅ:
Sade har selv udtalt, at hun ikke nødvendigvis synger, hvis hun ikke har noget på hjerte. Hvilket kan forklare de op mod ti år lange kunstpauser og lysskyheden overfor offentligheden. Men hun, eller faktisk er Sade jo et band, så de udgav hele to af deres sjældne sange sidste år. Først nummeret ‘Flower of the Universe’, som var Sade’s første nye nummer i syv år, og så i november The Big Unknown‘ – et rørende nummer om sorg, længsel og tab. Så måske er der et album under opsejling?
Derudover dukker hun indimellem op på sin søns Instagram profil, men ellers må vi væbne os med tålmodighed, til vi en dag forhåbentligt får lov til at opleve en koncert med den sande ’Smooth Operator’. Indtil da, så gav hun faktisk et interview tilbage i 1992, læs det her.