kristian finne kristensen underbelly chorus grant
Fotos: Rita Kuhlmann

Han gik hver dag og nynnede med sin barnevogn på Østerbro: Nu nynner han også professionelt

Da musikeren Kristian Finne Kristensen holdt op med at synge med ord, kom han i kontakt med en mere magisk del af livet. Nu er han blevet evangelist for det at nynne – og har udgivet et album og en podcast om sine oplevelser.

Det er nok bedst, hvis vi antager, at Kristian Finne Kristensen ikke er blevet fuldstændig loco. Men vi bør nok ikke afskrive muligheden helt. Vi ved jo, at god kunst ofte opstår lige der, hvor man er lidt i tvivl: Er det galt eller genialt? 

Med musikeren Kristian Finne Kristensen er det svært at sige, og så kan vi jo foreløbigt lige så godt lade tvivlen komme ham til gode. 

Måske er det mest relevante egentlig, at Kristian Finne Kristensen, der nok er bedre kendt under kunstnernavnet Chorus Grant og som den ene del af duoen Cancer, blev far til et lille barn for tre år siden. Det var nemlig sådan, det hele startede. Med lange gåture i de labyrintiske stisystemer på Holmens Kirkegaard på Østerbro. Nødvendigt og monotont arbejde, der satte tanken fri. 

Mens han gik der, begyndte Kristian Finne Kristensen at nynne. En hel del faktisk.

Små uartikulerede melodier opstod i hobetal uden noget endemål. Det var en slags improviserede piruetter på stemmebåndene, der ligesom bare trængte sig på i hans indre. Og hvad stiller man op med dem? Den nynnende babylufter tændte sin telefon og begyndte at optage.

På et tidspunkt var hans telefon så helt og aldeles fyldt med nynnen, at den sagde stop. Så tømte han den for lyd, rullede ud med barnevognen og nynnede videre. Ikke at han vidste, hvad han egentlig havde gang i.

“Og deri lå en stor frustration,” siger Kristian Finne Kristensen.

“Jeg var enormt selvbevidst, når jeg gik rundt der med min telefon og min barnevogn. Og jeg fik lyst til at råbe til folk, der passerede mig: “Det er Politikens app, det er ikke bare Facebook, jeg er på.” Hvilket jo egentlig er noget mærkeligt noget.”

kristian finne kristensen underbelly chorus grant Fotograf Rita Kuhlmann

Vi er på Holmens Kirkegaard. Det er en af forårets første smukke dage. Kold og klar. Planen er at genbesøge de gamle ruter, at gå i de samme uendelige ottetaller, mens vi prøver at forstå, hvad det har lært ham at nynne dag ud og dag ind i en periode på flere måneder. 

Den formelle anledning er, at han har udgivet ‘Underbelly’ under eget navn – et album med otte sange, der springer direkte ud af hans nynne-optagelser. Og: At han samtidig har udgivet en podcast med samme titel, hvor han afsøger og forklarer tankerne bag hans uforklarlige – og mystiske – nynnen. 

Sit eget sted

Faktisk har Kristian Finne Kristensen altid nynnet. Han har bare ikke rigtig været klar over det, før han – som han siger – begyndte at tage sin nynnen mere seriøst. Typisk var det noget, han gjorde, inden han skulle spille koncerter. Halvt som et nervøst tic, halvt som opvarmning af stemmen. Men her for enden af barnevognen var hans nynnen anderledes, dybere og smukkere, fortæller han.

“Jeg blev bevidst om, at der også var en fornemmelse af tryghed og landen-i-sig-selv ved at nynne. Når vi i vores sociale relationer oplever, at nogen nynner, ved vi også, at han eller hun er i sit eget sted. Vedkommende er på en eller anden måde ikke tilgængelig. Det er en dejlig ting.”

Samtidig havde Kristian Finne Kristensen en fornemmelse af, at han fangede noget skjult, når han gik der og nynnede. At han slog hul i overjegets fernis og fik adgang til en indre verden, der var ren og uartikuleret. En kilde af strømmende kreativitet.

Først kunne han næsten ikke tro sit eget held. Og han forestillede sig naturligvis, at han skulle omsætte sine spontane idéer til stor musikalsk kunst med hjælp fra sin guitar, præcis som han plejede og havde gjort det i årevis. Men det ændrede et citat fra en gammel forelæsning af den amerikanske komponist og musikteoretiker John Cage på. 

“Cage sagde engang, at når en kunstner beslutter sig for at skabe noget snarere end at acceptere tingenes tilstand, og i den proces gør dét bedre og mere ornamenteret end før, har kunsten kun det at gøre med livet, at det er adskilt fra det,” siger Kristian Finne Kristensen.

kristian finne kristensen underbelly chorus grant Fotograf Rita Kuhlmann

“Det ramte mig som et baseballbat lige i knolden, det der.”

Hvorfor?

“Fordi alt det, jeg tidligere har siddet i mit laboratorie og lavet, er blevet til i en proces, hvor jeg har siddet og skåret til og skåret til for at komme ind til benet og for at gøre resultatet smukkere, men selve det rå materiale er måske faktisk mere i vibration med selve livet. Og hvem vil ikke gerne være det?”, spørger han. 

Våde akvareller

Når man lytter til hans album, er det tydeligt, at der er blevet skåret mindre til og redigeret mindre end i det musik, vi er vant til at lytte på. Genremæssigt er vi ovre i en ordløs ambient-verden, hvor alle lyde ligesom flyder rundt. Nynneklang blander sig med sparsom akustisk guitar som våde akvareller, mens fuglekvidder og lyden af et barns legen pludselig toner ind. På en gang er det et glasklart og forstøvet udtryk, der mest af alt er påfaldende behageligt at færdes i. 

“Det vil ikke præge nogen i nogen retning eller dominere dig. Det vil bare vise dig din egen verdens skønhed,” som Kristian Finne Kristensen så præcist formulerer det.

Og selvom det, når det beskrives sådan, godt kan virke som noget, der kræver noget ekstra af sin lytter sammenlignet med en basker af Beyoncé, kunne intet være mere forkert. For Kristian Finne Kristensen er det derfor også en del af hans ambition, at ‘Underbelly’ mod alle odds får et bredt publikum.   

“Jeg har sådan lyst til, at der er flere, der skal lytte til det. For det er ikke noget, man skal være særlig opmærksom på for at få nydelse ud af. Og jeg har en fornemmelse af, at lytningen af albummet og podcasten er en ret så positiv og meditativ håndsrækning i forhold til det at være i nuet,” fortæller han.

Med en karriere som Kristian Finne Kristensens er det måske ikke så mærkeligt, at nuet pludselig blev så vigtigt. 

Han har spillet musik og sunget det meste af sit liv. Som 16-årig flyttede han fra Bornholm efter at have vundet DM i Rock med sit band Soft Porn – det var i 1998, og siden da har han turneret verden rundt som rockmusiker, han har krænget sig selv ud i flere bands end de fleste. I dag er han 39 år og velsagtens det, man kalder en veteran. 

At det lige blev nynnen, der gav ham et kreativt klarsyn, virker trods alt besynderligt.

kristian finne kristensen underbelly chorus grant Fotograf Rita Kuhlmann

Men den musik, han plejede at spille, har stort set altid været på vej mod et på forhånd fastsat sted; klimakset er som bekendt popmusikkens raison d’être. I ‘Underbelly’ er spændingskurven anderledes flad. Og alt den rumlen, der normalt florerer ubemærket i baggrunden eller indeni os allesammen, får lov at spille førsteviolin.    

“I modsætning til at krænge det indre flammende ud og tage lytteren et bestemt sted hen, bilder jeg mig ind, at det her nynne-musik og de her dokumentariske optagelser af reallyd gerne vil vise dig dit eget sted. Det, synes jeg, er en flot ting. Måske kan det være et indspark til at forstå din egen tilstedeværelse. Og det handler om præcis det at være og at have det godt med sig selv der, hvor man er,” siger Kristian Finne Kristensen.

Han holder en pause. Tager kasketten af og pjusker i håret. Sætter den på igen dér, hvor den sad.

“Jeg håber, det giver noooget mening,” siger han så.

Verdens musik

Normalt er det forbundet med en ret stor nervøsitet, når Kristian Finne Kristensen står på tærsklen af en udgivelse. Sådan har det ikke været denne gang. På sin vis er han ikke engang overbevist om, at musikken egentlig er hans – måske snarere verdens, som han siger, mens vi sætter os på en bænk i solen, og han fisker sin anden cigaret frem, en rød Kings.

“Jeg har ikke konstrueret det. Jeg viser det bare. Og det gør jeg egentlig med en stor stolthed, fordi jeg har en fornemmelse af, at man går glip af noget, hvis man ikke hører det.” 

“Hvis jeg havde sagt sådan om min nye singer/songwriter-plade, ville jeg syntes, det var så prætentiøst, men her er det lidt anderledes. Måske fordi det er alment menneskeligt. Vi deler alle sammen den her underverden, den her underbelly af uartikulerede og gemte lyde, som rummer magi.”

kristian finne kristensen underbelly chorus grant Fotograf Rita Kuhlmann

Alle kan selvfølgelig nynne. Det kræver ikke nogle musikalske forudsætninger, og det lyder jo aldrig dårligt, siger han og fremhæver straks sin svigermor som en fremragende nynner. Selv tror Kristian Finne Kristensen dog, at han er færdig med at nynne – i hvert fald for nu. Ordene kalder.

“Den umiddelbare fascination af et mentalt rum, som jeg har oplevet, forsvinder, hvis jeg genbesøger det for tit. Og jeg synes, man skal have respekt for magien. Nu vil jeg gerne til at synge ord igen. Men jeg har lært, at jeg ikke må tænke for meget,” siger han. 

“Lige nu er jeg en turist, der kommer hjem og siger: “Prøv at tage derhen.” Men jeg er ikke nogen kender, og jeg kan ikke formulere det mere præcist. Det er virkelig trippet, det kan jeg godt høre.”

Og dog. Måske er det slet ikke så trippet endda. I en hyperconnected tid er det vel ikke så underligt, at man sommetider har brug for at finde sit eget indre sted.

For Kristian Finne Kristensen blev den formålsløse og i udgangspunktet fuldstændigt unyttige nynnen fundamentet for to kunstneriske udgivelser, der må siges at være uforlignelige. Helt igennem deres egne. Og når han står her og kigger tilbage på det hele, har de seneste års intense nynnen i hvert fald lært ham én ting, som ikke blot bør ses som en erkendelse, men også en opfordring.

“Jeg vil gerne have lov til at lege med virkeligheden. Have en leg med det at være til. For det er jo for fanden hver dag det, der skal holde os i live. At leve, hvor det er spændende at være til. Selv hvis man er låst til håndtaget af en barnevogn.”


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics