barsel
Foto: Privatfoto fra en af de sjældnere dage i det fri.

Farsel er nok den bedste forberedelse på en coronakrise, man kan ønske sig

Når man passer sit lille barn, lever man i forvejen med kronisk kabinekuller, og så føles det trods alt lidt nemmere at være i karantæne, skriver Thomas Balslev, der lige har været på farsel.

Jeg har været på farsel. Gud, hvor jeg egentlig hader det ord, men for en god ordens skyld bør det nok forklares: Farsel er noget, man siger, når far går på barsel. Det minder for meget om ordet ’fars’ til min smag, men det er en anden snak. Sagen er, at jeg har været på farselsorlov indtil i mandags.

Og det er jeg glad for.

Det er der mange grunde til. Selv om det kan være svært sådan umiddelbart at se nogen som helst mening med noget som helst, når man står og skifter en gennempisset feberbaby med skoldkopper klokken lidt i fire om natten, så er jeg alligevel lidt glad for, at jeg har gennemlevet det nu. Kaos altså. Og det på daglig basis.

At passe et spædbarn er nemlig at brænde mad på hele tiden, det er kødsovs på væggen, at skændes og smadre små ting i afmagt, mens man langsomt ser sig selv blive til typen, der kommer for sent til alt. Det er at gå på toilettet foran et andet menneske, fordi man ikke har et valg, når to lige store udfordringer som opsyn og trang lever i tvungen sameksistens. Og så er min ellers nye sofa ødelagt af babymos. For ingen børn er født med rettidig omhu, sådan er det bare.

Det kan godt være, at det ser anderledes ud på min Instagram, men barsel – eller et liv med små børn i det hele taget – er det ultimative kontroltab. Eller sagt på en anden måde: Det er undtagelsestilstand på et privat plan hver dag. Lad mig bare indrømme, at jeg ikke hører til dem, der elsker det ubetinget.

Hvis jeg selv kunne bestemme, havde jeg ikke behøvet at høre Kaj og Andrea på repeat tværs over Fyn og Jylland, på vej til det sommerhus, jeg nu sidder forskanset i. Formelt er det det, vi den seneste tid har lært at kalde en afbødningsstrategi – i mit konkrete tilfælde for at undgå at babygråden kom op på den stejle kurve. Jeg er mere til begrebet tortur. 

Men i en pandemisk tid som denne har jeg lyst til at se min orlov som en slags forberedelse på krisen trods alt. Coronaen har jo på sin vis sendt os alle sammen hjem på kollektiv barsel – der bliver i dén grad passet børn hjemme hos hr. og fru hakkebøf i de her dage. Folk lider. Nogle gør i hvert fald.

Jeg kan i det mindste lune mig ved tanken om, at jeg er inde i rytmen. Nu hvor jeg arbejder hjemme, er den ganske vist blevet udvidet til en art polyrytmik med et relativt sindssygt off beat, men alligevel: Jeg led i forvejen den tort at blive afbrudt af lort derhjemme hele tiden.

Desuden har jeg længe før coronaen lært at leve et indelukket liv med kronisk kabinekuller, hvor man ikke kan ses med sine venner, når man vil, ikke gå i byen eller i biografen. Jeg siger ikke, det er nemt, men de seneste måneder har jeg røget en del fredspibe med mine længsler.

Før jeg gik på barsel, havde jeg planer om, hvordan det skulle være. Vi skulle tage på ture i naturen og i svømmehallen, vi skulle ind i en rutine, mig og min søn, og jeg forestillede mig, at vi skulle bonde helt vildt. Det gjorde vi også, og jeg vil slet ikke underkende de positive ting ved, at vi har siddet lårene af hinanden over en længere periode, men mit realistiske bud er, at én ud af ti dage gik, som jeg havde planlagt. Resten var ren skuddermudder.

Nu er det ikke for at sidestille alvoren i den nuværende coronakrise med et simpelt barselskaos, men det er for at minde om, at force majeure antager mange former. Den kan ligge på bunden af en ble, og den kan være en næsten usynlig organisme, som bider sig fast i kroppens receptorer – uanset hvad er det den akutte påmindelse om, at tilfældet ikke har nogen styrepind, der kan bemægtiges af nogen af os.

Lige nu mere end nogensinde virker det som en ret nyttig erfaring, fordi mange af os står op disse dage uden at vide helt præcis, hvad der kommer til at ske. Det kan måske lyde lidt underligt, men det er ment absolut på den kærlige måde, når jeg nu kan sige til min søn: Tak for lort.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk. Hvis du kunne lide, hvad du læste, så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev HER eller hoppe hen på forsiden og læse mere HER. Du må også meget gerne dele os med dit netværk, så vi kommer bredere ud. Tak

Find mere om
Footer graphics