Ved første øjekast ligner ’Outlast’ på Netflix endnu et program i rækken af mere eller mindre opfindsomme reality-programmer. Reality har været en del af mediebilledet siden ’Big Brother’ i sin tid ramte skærmene i 2000. Alle handler de om udholdenhed og overlevelse i en nøje regelsat, konstrueret virkelighed.
Men med ’Outlast’ er det snyd og bedrag. Programmet er ikke et designet gameshow med regler og konkurrencer. Der er ingen regler. I stedet handler om den iboende ondskab i mennesket. Og fordi vi som seere er blevet vænnet til reality-programmernes konstruktion, kan man sagtens foranlediges til at betragte ’Outlast’ som ren – og temmelig uskyldig – underholdning. Men det er alt andet.
16 fremmede bliver dumpet i en uforsonlig ødemark midt i det iskolde, canadiske efterår. De bliver alle betegnet som ‘Lone Wolves’ – altså lettere ascociale typer, der bestemt ikke går ind for gruppearbejde, og som har en tendens til at overvurdere sig selv.
De tror, de skal overleve på egen hånd i vildmarken. Men ved ankomst får de at vide, at de skal dele sig i fire hold, og man kun kan vinde konkurrencen som et hold. Og man kan vinde en masse penge – en million dollars.
I starten er der mest tale om en lidt hård spejderlejr, hvor deltagerne giver deres hold navne og prøver at skabe et sammenhold. Der er ikke nogen af dem, som er synderligt gode til at overleve udendørs, det går sløjt med at fiske eller nedlægge vildt. Og det på trods af, at de faktisk er omgivet af en bugnende natur, fyldt med kæmpe krabber, fede laks og masser af bjørne.
De må alle klare sig med muslinger og bær, som var de absolut nederst i fødekæden. Set fra naturens synspunkt er de alle tabere. Produktionen hjælper lidt med at kaste net ned til at fange krabber og giver dem små tips, om hvor laks og ørred gyder.
Nu er det, at programmet begynder at udvikle sig overraskende. På det her tidspunkt i et almindeligt realityprogram ville en vært træde til og forklare deltagerne, at nogen skal stemmes hjem. Men da der ikke er nogen regler, så bliver ens opførsel et spørgsmål om personlig moral.
Paul fra Team Delta beslutter sig for at lade sine holdkammerater i stikken, da den stærke af dem i gruppen bryder sammen og må flyves hjem. Herefter vurderer Paul iskoldt, at de resterende to er svage og ikke overlevelsesdygtige. Så han tager sin sovepose og smutter over til det konkurrerende hold Charlie, mens de to andre er ude at lede efter mad.
Og det er blot starten på et program, som kun udvikler sig i en stadigt mere modbydelig retning. Vi får de absolut værste side af menneskeheden at se. De render rundt som små bakterier i en petriskål og bekræfter de værste anelser, man kan have om os mennesker.
Når vi undrer os over, hvordan så mange mennesker kunne se stiltiende på – eller endda hjælpe med – under nazitiden eller Pol Pots rædselsregimer, så kommer ‘Outlast’ med et svar, som ikke vil hue mange af os: Nemlig, at vi alle under de rette omstændigheder, er villige til at gå meget langt for at passe ind og gøre, hvad der bliver sagt. Også selv om vores handlinger potentielt kan koste andre mennesker livet. Og ikke nok med det – vi kan faktisk finde nydelse i det.
