Jeg har brugt hele weekenden på at læse så meget som muligt om Christian Tafdrups nye gyser ’Speak No Evil’, og nu er jeg på vej ind i biografen for at se den.
Jeg aner ikke hvorfor.
Alle medier skriver, at den er decideret modbydelig. Politikens anmelder vil direkte fraråde folk at se den, men giver alligevel fem hjerter. De sidste tyve minutter flår skindet af dig, skriver Joakim Grundahl. I podcasten ’Det Sidste Måltid’ siger Lærke Kløvedal til sin gæst, filminstruktør Christian Tafdrup, at det var ræd-sels-fuldt at se hans film, og Indiewire skriver, at ’Speak No Evil’ er en film, der synker dybt ind i dine knogler og bliver der.
Jeg tør på ingen måde se gyserfilm.
Jeg gjorde det en gang i biografen, og jeg tror stadig, at min sidemand har neglemærker i lårene fra alle de gange, jeg måtte afreagere.
Alligevel virker Tafdrups tredje film af årsager, jeg ikke forstår, virkelig dragende på mig.
Jeg har set ham i ‘Deadline’ og ‘Aftenshowet’ fortælle, at konfliktskyhed kan være med til at tillade, at ondskab kan finde sted. Jeg har set traileren og alle de klip, jeg har kunnet finde, for at få konturerne af historien om den danske familie, der møder et karismatisk hollandsk par på en ferie til Toscana, og som efterfølgende, selvom de ikke rigtig har lyst, takker ja til invitationen om at besøge deres nye ferievenner hjemme hos dem i deres hus i en skov i Holland.
For hvad er det værste, der kan ske?
Bare en film
Det er den sværeste biografbillet, jeg har bestilt. Jeg kunne fysisk mærke mit hjerte hamre løs i brystet på mig, da jeg reserverede et sæde i Palads tirsdag klokken 11:45 – det mindst gyseragtige tidspunkt, jeg kunne komme i tanker om.
Jeg er nødt til at vide, hvad det ender med. Jeg vil vide, hvad det grusomme består i.
Min redaktør siger, at jeg virkelig ikke behøver at gøre det for artiklens skyld. Han er vist oprigtigt bekymret. Er jeg sikker på, at jeg vil se den?
Det er jeg ikke. Men nu er jeg gået så vidt i min besættelse, at jeg er nødt til det. Det er jo bare en film.
Og netop det skal jeg fokusere på, når jeg ser den, siger Mathias Clasen, der er lektor ved Aarhus Universitet med speciale i gyserfilm.
”Hvis du kan mærke, at nu er det ved at blive for meget, er der kognitive greb, du kan bruge. Du kan arbejde med din egen tænkning, når du sidder i biografen, simpelthen minde dig selv om, at det bare er en film. Læg mærke til de æstetiske aspekter, hvordan den er filmet, skuespillet, musikken og kameraføringen. Det kan hjælpe dig til at øge den psykologiske distance til filmen og dermed reducere din frygt,” siger han.
Hvorfor tror du, at jeg er draget af en film, jeg godt ved, bliver decideret ubehagelig at se?
”Det er et udtryk for en morbid nysgerrighed, et personlighedstræk, vi alle sammen har i en eller anden grad, men den kommer forskelligt til udtryk. Nogen får afløb for den ved at lytte til true crime, andre tager til boksekamp for at se, hvordan det ser ud, når de slår hinanden, og andre kan lide gys.”
Men jeg kan ikke lide gys…
”Nej, men der findes alligevel en mekanisme i os, der drager os mod det væmmelige, skræmmende og dystre, en biologisk læringsmekanisme, hvor vi kan lære om det farlige i verden. Det er en helt naturlig fascination, som du i dit tilfælde kan mærke, når du søger så meget information om den her film. Du tænker, at det her skal du ikke se, men det skal du så alligevel. Det er ligesom, når vi kører forbi et trafikuheld og ikke kan lade være at kigge.”
Hvad kan jeg bruge den her oplevelse til?
”For det første tror jeg, at der er en rimelig reel sandsynlighed for, at du får en meget dårlig oplevelse.”
Men kan der komme noget godt ud af det?
”Der kan komme masser af godt ud af at opsøge gys. Du kan opbygge en vis modstandsdygtighed over for frygt. At se en gyserfilm kan fungere som en slags frygtvaccine, hvor du får et lille skud frygt i trygge rammer, hvilket kan hjælpe dig til bedre at håndtere frygt, hvis du møder det i virkeligheden.”
Vil du råde mig til at se den?
”Nej, det vil jeg ikke. Alt, hvad du siger, fortæller mig, at den her film vil skræmme dig i for voldsom en grad. Det vil ikke være en god oplevelse for sådan en som dig. Men du kan gøde jorden, forsøge at arbejde målrettet med at skabe de bedste betingelser for at se filmen, så du bliver skræmt, men ikke for skræmt. Så du føler, at du har været vidne til noget væsentligt, og at det var meningsfyldt for dig at blive bange. Men hvis du bare går ind og læner dig tilbage og lader dig blæse igennem af horror og rædsel, kan du nok se frem til et par uger med mareridt.”
Jeg kan jo altid holde mig for øjnene, hvis det bliver for meget.
”Det skal du lade være med. Det er den hyppigste måde at frygtregulere, men du får stadig lyden ind, og det kan skabe nogle meget værre billeder. Du kan godt stikke to fingre i ørerne, men lydsignalet går ikke kun gennem ørerne, det går også gennem knoglerne. Når du sidder i biografen, kommer lyden fra kæmpe subwoofers, der bruges til de her dybe, ildevarslende toner, der sætter hele kroppen i bevægelse.”
Okay…
”Et sidste tip: Sæt ti minutter af, lige efter du har set filmen, til at spille Tetris. Så reducerer du risikoen for at få flashbackagtige dårlige oplevelser. Så renser du hovedet, inden minderne fra filmen bliver lagret alt for effektivt. Hvis det alligevel er en helt vild dårlig oplevelse, ville jeg blive ved med at se filmen, til den ikke er så ubehagelig mere. Hvis du tænker: hold kæft hvor var det dumt at gøre i journalistikkens navn, så se den igen, men gør det med en du holder af, som har mere gyseroverskud, end du har. Og tal om den, prøv at analysere den, kig på tematikken, prøv at skille den lidt ad, så mister den noget af sit bid.”
Med de ord kommer jeg ind i biografen, efter reklamerne er gået i gang. Jeg skulle lige nå at tisse en ekstra gang og downloade Tetris. Kom helt febrilsk til at downloade to udgaver, aner ikke, hvad de kostede.
Jeg fatter ikke, at folk i salen har købt popcorn. Hvordan kan de tænke på at spise? Jeg har ikke købt slik, og dem, der kender mig, ved, at det siger en del.
Jeg har været decideret nervøs over det her, siden jeg bestilte min billet, nærmest haft mareridt på forhånd. Jeg har været oprigtigt i tvivl, om det er en god idé. Jeg har to små børn, jeg har meget at se til, jeg har ikke brug for at få forstyrret min nattesøvn.
Skal det være sådan at gå i biografen?
Græd af skræk
Nu har jeg gjort det, jeg har set ’Speak No Evil’.
Pludselig, og gudskelov for det, kom rulleteksterne, og 97 rædselsfulde minutter var forbi. Jeg gik direkte ud på en bænk for at spille Tetris i solen. Jeg forbedrede min score ret meget fra første til andet spil, mens jeg prøvede at fokusere på brikkernes former og ikke på de decideret fucking overdrevet klamme og modbydelige billeder, jeg lige frivilligt har ladet passere forbi mine øjne i sal 5.
Jeg håber virkelig, at det hjælper med Tetris.
Jeg sidder på en café og prøver at gøre det rart for mig selv. Jeg har bestilt en tebolle med smør og ost og en kop kaffe. Men min puls er stadig høj, og det er 24 minutter siden, filmen sluttede.
Jeg har aldrig været så fysisk påvirket af at se en film.
”Så er der en matcha-latte på laktosefri mælk,” siger hende, der arbejder i Emmerys, til en kunde. Godt at blive mindet om, hvor underlige kaffevaner nogle mennesker har, i forhold til hvor decideret grusomme andre (fiktive) mennesker er.
Det, der foregik i biografen, var absurd. Det værste sted i filmen fik mig til decideret at græde af skræk. Jeg skreg også. Jeg ved ikke, hvor højt det var, og om de andre hørte det, for der foregik nogle absurd ubehagelige og larmende ting på lærredet imens.
Stik imod Mathias Clasens anbefalinger måtte jeg holde mig for både øjne og ører. Og jeg er enig med ham i, at det ikke ubetinget er en god idé. Resten af tiden holdt jeg hånden over mit hjerte, der dunkede derudaf, eller begge hænder om mine kinder som for at passe lidt på mig selv.
Jeg kiggede også virkelig meget på min telefon. Jeg skrev til min veninde, der er totalt gyserentusiast, men alligevel ikke ville med mig ind og se filmen, og min mand, som jeg bad skrive noget sødt og rart til mig undervejs. På et tidspunkt skrev jeg til dem begge: Det klamme er ikke engang startet, og mine ben ryster.
En gang i fordums tid løb jeg et halvmaraton, og de næste dage syrede mine ben til, og jeg kunne nærmest ikke gå. Sådan føltes det i Palads for lidt siden. Mine muskler, eller var det nerver, i lårene, dirrede i mange, lange minutter og ad flere omgange ved synet af det, Christian Tafdrup viste på lærredet.
Gang på gang får det danske par overskrevet deres grænser, men de får ikke sagt fra i tide. Der er så mange gange, de kunne være rejst hjem. De havde så mange chancer for at undgå den grumme skæbne, der ventede dem i det øde, hollandske landskab. På et tidspunkt er de endda på vej hjem, men så kan deres datter ikke finde sin elskede kaninbamse, og de vender om.
Hvad man som biografpublikum helt konkret bliver udsat for i den sidste del af filmen, må man jo overveje, om man selv vil finde ud af i biografmørket.
Men det, jeg sidder tilbage med, det er: Hvad sker der oppe i hovedet på Christian Tafdrup for at have fundet på det her, hvor kommer det fra?
Det er så modbydeligt klamt, og som anmeldelserne havde advaret om: Umuligt at ryste af sig.
Og jeg ved stadig ikke, hvad pointen med al den ondskab er. Men jeg er glad for, at jeg har set ’Speak No Evil’.
Et af Mathias Clasens råd formåede jeg at følge, nemlig at fokusere på skuespillet, og uden at være anmelder vil jeg bare sige, at det er fuldstændig brillant. Umuligt at forestille sig, at den karismatiske og psykopatiske hollandske far ikke er sådan i virkeligheden.
Det var en virkelig stor oplevelse at se filmen.
Men jeg vil ikke råde andre til at gøre det samme.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
