Advarsel: Nogle dele af handlingen afsløres nedenfor.
For nylig havde den svenske miniserie ’Torka aldrig tårar utan handskar’ (Tør aldrig tårer bort uden handsker) premiere på HBO Nordic. Selvom serien faktisk er fra 2012, er den en del af en større tendens. Der bliver nemlig fortalt tv-historier om hiv- og aids-epidemien som aldrig før.
Serien på tre afsnit foregår i Stockholm i start-1980’erne, hvor vi møder den unge Rasmus (Adam Pålsson). Rasmus er netop flyttet til storbyen efter at have levet sine første 19 år langt ude på landet, så nu skal der endelig ske noget. I Stockholm møder han Benjamin (Adam Lundgren), og sød musik opstår. Den religiøse Benjamin bryder med Jehovas Vidner og flytter sammen med Rasmus. De lever lykkeligt…
… lige indtil aids-epidemien viser sit grimme ansigt. Pludselig er alt forandret. Først tager den mange af vennerne omkring dem, og Rasmus og Benjamin må gå til alt for mange begravelser, hvor der for øvrigt bliver samlet ind til cancerfonden – det måtte jo ikke hedde sig for den efterladte familie, at deres barn var homoseksuel. Men den nådesløse epidemi fortsætter ufortrødent.
Serien er seneste skud på stammen, når det kommer til historier om aids-epidemien, men den er faktisk en del af en større tendens. Flere aktuelle film og serier fortæller om hiv og aids-epidemiens triste og store konsekvenser. Vi ser det bl.a. i den populære serie ‘Pose’, hvor flere af seriens hovedroller kæmper benhårdt mod den dødelige sygdom.
Det samme gør de i den franske film fra 2017, ’120 Slag i Minuttet’. Her følger man den franske afdeling af ACT UP-gruppens kamp for aidsramte, mens de tæller, hvor mange (eller få) af de for deres immunforsvar vigtige CD4-celler de har tilbage. Listen over serier og film, der berør temaet, er støt stigende i disse år og tæller også publikumsmagneter som f.eks. ‘Bohemian Rhapsody’, der skildrede Freddie Mercurys liv.
De forskellige serier og film har det til fælles, at de alle beskæftiger sig med aids’ uretfærdighed og den medfølgende magtesløshed – både hos de sygdomsramte og de pårørende. Den magtesløshed, der opstår, når ens nærmeste dør omkring en. Ofte på det tidspunkt, hvor livet ellers lige skulle til at begynde.
“Hvad havde de ventet, når de lever så umoralsk?”
Noget andet man får indblik i, er datidens reaktion på homoseksualitet. Det ville være synd at påstå, at det dengang blev lettere at være homoseksuel efter epidemiens udbrud. I ’Torka aldrig tårar utan handskar’ siger Benjamins mor bl.a.: ”Hvad havde de ventet, når de lever så umoralsk?”
Da epidemien bredte sig, troede mange, at det kun ramte homoseksuelle mænd, hvilket ikke var tilfældet. I filmen ‘Tom of Finland’ (2017), hvor bl.a. den norske skuespiller Jakob Oftebro spiller med, skildrer de også, hvordan et ellers progressivt sted som Californien ændrer sig markant, da aids-epidemien kommer.
Men det er ikke kun i kunsten, at vi kan se samtidens reaktion. Der er masser af dokumentation – særligt fra den politiske verden. Eksempelvis kom der i 2015 lydfiler fra pressemøder med Reaganadministrationens pressesekretær, Larry Speakes, fra hhv. 1982, 1983 og 1984, hvor spørgsmål til aids-epidemien affødte homofobiske jokes og latter. Alt imens antallet af epidemiens ofre bare steg. Præsident Reagan selv tog ikke ordet i sin mund før 1985.
Vi kan også finde lignende eksempler i Danmark. Da den folkekære skuespiller Susse World blev præsident for AIDS-Fondet i 1986, modtog hun bl.a. anonyme breve, hvor folk skrev, at de ikke længere ville se forestillinger, hun medvirkede i.
“Det var dem, der elskede mest”
Meget er sket siden dengang. Vi er kommet langt, når det kommer til viden, forskning og ikke mindst behandling. I dag kan man leve et langt liv med hiv, hvis man kommer i rettidig behandling. Samtidigt har man f.eks. den forbyggende PrEP-pille, der kan reducere ens risiko for at blive hivsmittet med 99 procent. Man har altså helt andre forudsætninger som hiv-smittet, og det rejser så spørgsmålet: Hvorfor er historierne stadig relevante i dag?
Foruden det åbenlyse argument om, at folk stadig dør af aids, er de også relevante, fordi historierne handler om nogle af de mest grundlæggende menneskelige følelser. Kærlighed. Frygt. Angsten for at dø. Modløshed. Stigmatisering. Historierne er relaterbare, fordi de berører følelser, vi alle i en eller anden udstrækning stifter bekendtskab med. Næppe i samme grad som en aidsramt med kort tid tilbage, men vi føler dem. Samtidig er det vigtigt at forholde sig til den triste fortid. Både for at huske, mindes og ikke mindst lære.
Se traileren til ‘Torka aldrig tårar utan handskar’ her:
Lær mere om hiv og aids her.
