Det er onsdag formiddag, og i Kjøbenhavns Boldklub på Frederiksberg er et par af tennisbanerne optaget af formiddagsfriske spillere, der træner serv eller arbejder på at få lidt mere smæld i baghånden. For Louise Willerslev-Olsen, der har fast banetid her, er træningen godt nok overstået, men det betyder ikke, at dagens tennisprogram er færdigt. Nu gælder det PR-delen – som for hende er noget af det sværeste ved at spille tennis på eliteplan.
Louise Willerslev-Olsen har nemlig i tidligere interviews beskrevet sig selv som ‘den introverte type’. Så for hende er det med pressen svært. Alligevel gør hun det, så hvilken udfordring er mon størst for hende – at spille kamp mod verdensranglistens nummer 3 eller at skulle deltage i ‘Go’ Morgen Danmark’ foran tusindvis af seere?
”Hos ‘Go’ Morgen Danmark’ bliver der taget godt hånd om en, mens man som tennisspiller står meget alene med opgaven. Så det er nok mere udfordrende at spille mod ranglistens 3’er, men det er et godt spørgsmål. For som atlet har man på en eller anden måde en forpligtelse til både at vise andre folk med handicap, hvad man kan, men også vise, at sportsgrenen findes, da kørestolstennis ikke er en stor sportsgren i Danmark”.
Sjælden virus og en ph.d.
Louise Willerslev-Olsen er 34 år og vokset op nordvest for København. Hun har en ph.d. i økonomi, arbejder til dagligt med data og tal i konkurrence- og forbrugerstyrelsen og dyrker kørestolstennis. Som spæd blev hun ramt af den yderst sjældne nervesygdom, transversel myelitis, hvilket i første omgang lammede hende fra skuldrene og ned. På trods af lægernes værste forudsigelser endte Louise Willerslev-Olsen med at få en vis gangfunktion og førlighed tilbage i kroppen, dog ikke nok til at kunne spille ’rasktennis’, som den tennis, de fleste kender, refereres til. Selv beskriver hun forløbet sådan her:
”For at kunne bevæge musklerne i benene har vi mennesker nogle ledninger ned gennem rygraden, som forbinder hjernen med benene. Min sygdom svarer til, at nogle af de ledninger er brændt over. Selve virussen er der ikke længere. Den rasede af, og så er jeg efterladt med de her brændte ledninger”.
Drømmen om fuld helbredelse er dog ikke noget, der spildes for meget krudt på:
”Der kommer måske noget behandling om nogle generationer, men jeg tror ikke, der kommer noget i min tid. Så i stedet for at sidde og drømme om det, siger jeg hellere: ’Nu er det, som det er’, og så lever man sit liv. Hvis man bare sidder og venter på helbredelse, misser man mange muligheder.”
I sport handler det i høj grad om mentalt at overbevise sig selv om, at man hele tiden kan opnå mere. At bestige bjerge et skridt ad gangen. Hvordan har du kunnet trække på dine livserfaringer der?
”Der er nok lidt den samme fighter-ånd over begge ting. Snarere end at tænke aktivt over det, ligger det dog bare til mig hele tiden at ville afsøge, hvor jeg kan blive bedre. Så der er måske et lille overlap, men det hænger også sammen med, at dem, der søger sporten, naturligt har det i sig hele tiden at ville prøve grænser af. Det tror jeg, de fleste, der har et handicap, automatisk gør, for du vil gerne se, hvor langt du kan komme. At finde ud af, hvor begrænsningen egentlig ligger henne, og hvor meget kan den flyttes”.
Vejen til Tokyo 2020 er lang og dyr
Tennisåret opdeles i forskellige faser af træning og turnering. I takt med de flere solskinstimer har Louise Willerslev-Olsen for længst forladt vinterstadiet, hvor træningen møntes på specifikke detaljer ved spillet og har nu overstået forårsstadiet, der primært skal forberede hende på sommerens og efterårets mange turneringer. Målet er klart: Kvalifikation til de paralympiske lege i Tokyo i 2020.
Den endelige deltagerliste viser sig at være summen af et større regnestykke, der indeholder variabler som position på verdensranglisten, sejr ved specifikke, adgangsgivende turneringer, wildcards og regler om maksimum antal deltagere fra en given nation.
”Omkring nummer 25 på verdensranglisten ville være et godt sted at ligge (dags dato ligger hun nr. 54, red.). Jeg tror, chancen for det er 50/50. Det er ikke umuligt, men det er heller ikke givet, at jeg kommer med. Det er vel egentlig meget godt, at det er sådan. Hvis det var alt for let at opnå, ville det heller ikke være samme oplevelse. Sådan er det jo i sport”.
De største sportsstjerner indenfor de mest populære sportsgrene i verden nyder godt af kontrakter, sponsorater og præmiepenge, som gør det ikke bare muligt, men decideret lukrativt at leve af sporten. For de fleste idrætsudøvere er virkeligheden dog anderledes, og det kan især mærkes på det økonomiske aspekt af OL-deltagelsen. I de mindre sportsgrene står atleterne typisk tilbage efter OL med et lån, fordi de selv har måttet dække alle omkostninger. På det punkt minder situationen lidt om kørestolstennis:
”Man er nødt til at have et job for at kunne financiere sin sportsgren. Tenniskontingent og træning dækker jeg selv, men jeg har været så heldig at få elitestatus hos Parasport Danmark, der giver adgang til noget elitestøtte, som er med til at financiere turneringsudgifterne i år. Derudover skal jeg jo så selv financiere det løntræk, jeg får, fordi jeg kun har fem ugers ferie, som er for lidt til at spille 15-20 turneringer”.
Kørestolstennis er ikke bare hygge
Louise Willerslev-Olsen slår sine folder i KB’s tennisafdeling, hvor spillerne kender hende og hendes særlige sportsgren. Men udenfor paraidrætten kender de færreste til de mange forskellige discipliner og pendanter til de etablerede raskversioner af sportsgrenene. Der findes f.eks. også unikke paraidrætsgrene (som f.eks. goalball) – og paraatleterne oplever derfor ofte, at folk forestiller sig, de har et lidt mindre seriøst forhold til deres idræt end andre topatleter.
Derfor har Louise Willerslev-Olsen en toptunet, personlig hjemmeside, der både har til formål at skildre hendes bestræbelser på at komme til PL i Tokyo og fremvise kørestolstennisens verden.
”Jeg kan ellers godt være typen, der tænker: ’Vi gemmer os bare lige herovre. Der er ikke nogen, der skal høre om det’. Men så sagde min sponsor, at det handler om at fremvise det projekt, man har gang i, og hvad det i øvrigt vil sige at være en paraatlet. Så vi får flere tilskuere og mere mediebevågenhed, og flere finder ud af, at kørestolstennis overhovedet findes. Tanken er derfor, at hjemmesiden er et blik ind bag kulisserne, der kan hjælpe med at eksponere kørestolstennis og livet som paraatlet”.
Folk, der ikke kender til din verden, tror ofte, at paraidrætten er lidt mere hygge og ”bare-fedt-at-være-med”-stemning. Hvad ville du ønske, at flere vidste om det at være paraatlet?
”Hvor professionelt set-uppet er. Når man siger, at man vil prøve at kvalificere sig til PL, siger mange: “Ej, hvor spændende! Det sker helt sikkert”. Ja, ja, men det er altså en professionel sport, vi taler om, og det kræver en lang, stor og seriøs indsats. Man ville jo aldrig kalde det ”sjovt og hyggeligt” om en, der løber hækkeløb. Det er ikke en kritik af folk, for mange kender jo ikke til denne verden, så de tror måske, at det er lettere at komme med til PL, end det egentlig er. Når man så forklarer sporten for dem, forstår de det godt”.
Fremtiden og kunsten at vælge fra
Vi er så småt ved at være igennem bunken med spørgsmål. Solen står højest på himlen, og et større hold danske og udenlandske hobbytennisspillere har netop indtaget bistroens udendørsområde hver med en kildevand og en friskbagt croissant i hånden. Det korte øjebliks distrahering giver anledning til at løfte blikket og snakke lidt om, hvad der venter ude i fremtiden.
Indenfor kørestolstennis er det ikke usædvanligt, at folk fortsætter til op i 40’erne, så Louise Willerslev-Olsen har masser af tid endnu. Tid til at blive bedre, kvalificere sig til de paraolympiske lege og til at udbrede kendskabet til hendes elskede sport.
Men det betyder jo naturligt, der går tid fra andre ting, som hun også har planer om at skulle lave. Og listen er lang:
”Jeg har simpelthen ikke liv nok til alle de ting, jeg gerne vil! At ro kajak, svømme og eventuelt en triatlon som handicapatlet. Jeg skal selvfølgelig også spille boccia og petanque. Jeg vil også gerne lære at spille bridge og spille mere golf plus en masse ting på arbejdsmarkedet. Jeg er simpelthen bange for, at jeg ikke har tid til alle de ting, jeg gerne vil nå!”
Familie? Børn?
“Nå, ja – også det! Måske .. (griner). Det er faktisk ikke noget, jeg har fokuseret så meget på. Jeg har en kæreste, der cykler en del, og det er også et puslespil at få det hele til at gå op. Indtil videre lykkes det, og det hjælper at være sammen med et sportsmenneske – en sportsidiot – for så forstår de det godt. At tennis er vigtigt for mig og kommer til at tage meget tid, men også gør mig glad. Det kunne være rart at have lidt mere tid til det private. Men så skal man jo vælge noget andet fra”, siger Louise Willerslev-Olsen og smiler bredt.
