stefan pasborg
Foto: Stephen Freiheit

Musiker med corona-opråb: “Vis danske kunstnere samme respekt som folk i andre brancher”

Corona har vist os, at dem, der skaber kunst og kultur, ikke bliver anset for at være lige så vigtige som alle de brancher, der lever af den, skriver musiker Stefan Pasborg i dette debatindlæg.

Jeg bliver altid lidt beklemt ved at være politisk, fordi jeg langt hellere bare vil spille musik og surfe ovenpå, men jeg føler mig efterhånden forpligtet til at sige min mening. 

For jeg har så svært ved at være vidne til, at kunsten bliver devalueret på den måde, som den gør lige nu i Danmark. 

Det er utroligt hårdt at høre om kolleger, som nu overvejer at sælge ud af deres instrumenter. Det er vores virkelighed som kunstnere, at der igennem de første fem måneder af denne pandemi skulle presses hårdt på for, at vi overhovedet kunne modtage kompensation på lige fod med alle andre brancher.

Kriterierne for at få kompensation blev ændret, så de fleste kunstnere (men ikke alle) kunne søge kompensation fra Erhvervsstyrelsen mellem marts og august. Herfra gik det så igen nedad bakke, da kriterierne blev erstattet af nye rigide regler, der pludselig gjorde det umuligt for langt de fleste kunstnere at søge kompensation via Erhvervsstyrelsen.

Efter hårdt politisk pres fra blandt andre Zenia Stampe (B) blev der etableret en ‘kunst-nødstøtte-ordning’ via Kulturstyrelsen, som musikere kunne søge om støtte fra. Der var altså ikke tale om kompensation, men støtte, hvilket jo i sig selv er utroligt uværdigt, når alle andre brancher bliver hjulpet med ”kompensation for tabt arbejdsfortjeneste” fra Erhvervsstyrelsen.

Men kunst er åbenbart ikke noget, man lever af.

Som om det ikke var nok, viste det sig, at det i første omgang kun var ganske få af os musikere, som kunne modtage hjælp mellem august og december på grund af nogle andre regler.

Stefan Pasborg

Født i 1974, musiker og komponist.

Uddannet ved Rytmisk Musikkonservatorium i København i 2002.

Medlem af bandet Ibrahim Electric, og desuden internationalt anerkendt trommeslager. Vandt i 2017 Gudmanprisen og har gennem tiden modtaget flere DMA-priser. (Foto: Joakim Hagen Abrahami)

Min egen situation var sådan, at jeg var så “heldig” at få aflyst mange koncerter i udlandet og fik aflyst en del koncerter med udlændinge i Danmark. Uden at gå for meget i detaljer betød det nemlig, at jeg godt kunne få kompensation – med møje og besvær. Men hvis jeg derimod kun havde haft koncerter i Danmark med herboende musikere, ville jeg ikke have fået kompensation. Og så kan man jo selv prøve at regne ud, hvor mange der falder udenfor her på landsplan.

Læg dertil, at jeg skulle fremvise et vanvittigt arsenal af dokumentation, og i det hele taget hele tiden fik fornemmelsen af, at jeg blev mistænkeliggjort – HVIS jeg var så heldig at komme igennem på telefonen til de ansvarlige for støtten hos Kulturstyrelsen. Jeg ringede forgæves 20 gange til sekretæren, som hverken kunne lægge en besked eller garantere, at jeg ville blive ringet op. Der blev talt i en tone, som jeg ikke brød mig om, og jeg oplevede det hele som meget uværdigt.

Både sekretæren, som jeg først skulle tale med, og dernæst de andre ansatte hos Kulturstyrelsen, får vel at mærke fast månedsløn for deres arbejde, mens os kunstnere, som de er ansat til at “hjælpe”, må kæmpe for at få hjælp.

For nylig blev reglerne lempet en smule, så langt flere – men stadig ikke alle kunstnere – kunne få hjælp.

For en uge siden blev det så offentliggjort, at selvstændige med tilbagevirkende kraft kan få 30.000 kr. fra december og frem, men det gælder ikke de selvstændige musikere og kunsterne – her er støtten stadig lavere, nemlig på 23.000 kr.

Så nu skal der igen presses på for, at musikere og kunstnerne som jeg selv kan modtage 30.000 kr. på lige fod med alle andre selvstændige herhjemme. Det er endnu ikke afklaret, men det er blot endnu et nedslående eksempel på, at kunst ikke respekteres som et erhverv, folk lever af i Danmark.

Alt dette har fundet sted samtidig med, at vi musikere har været igennem et kæmpe puslespil for at rykke koncerter – uden at få økonomisk hjælp fra spillestederne for de aflyste eller rykkede koncerter.

Her taler jeg vel at mærke særligt om de driftstøttede spillesteder, som modtager millioner hvert år for at kunne præsentere f.eks. nichemusik, og som bliver nødt til at rykke en koncert på grund af Corona. Disse spillesteder får stadig deres driftstøtte, men udbetaler ikke hyren til de musikere, hvis koncerter rykkes. Men dét at en koncert bliver rykket fra efteråret 2020 til efteråret 2021, betyder stadig, at man som musiker ikke får løn for efteråret 2020. 

Hvis et spillested kan modtage støtte for en periode med aflyste koncerter, burde det være logisk, at det samme gjorde sig gældende for musikerne. Sådan er det bare ikke.  

For nylig skulle jeg blive enig med et københavnsk spillested om en dato og pris til en koncert i efteråret 2021 med et af mine egne orkestre. Bemeldte spillested støttes med flere millioner kroner årligt, og personen, jeg kommunikerede med, får en fast månedsløn. Ved forhandlingsbordet forsøgte han at presse mig helt ned i pris, da han åbenbart mente, at det var hårde tider.

Der er sgu noget galt her!

Det kan da ikke passe, at vi som musikere skal presses ned til det absolut minimale lønningsniveau af de folk i branchen, som indkasserer en fast løn på et millionstøttet spillested hver måned. Set i lyset af alt det, som foregår i denne tid, mener jeg, at det er både usympatisk og usolidarisk. Og jeg synes det siger meget om den virkelighed, musikere og kunstnere lever i.

En tid, hvor ansatte i f.eks Kulturministeriet, Slots- og Kulturstyrelsen, Statens Kunstfond, fagforeninger, genreorganisationer og spillesteder bliver betalt i faste lønninger for deres arbejde, virker det usammenhængende, at dem, der skaber selve grundlaget for disse instansers eksistens, ikke støttes på lige fod. Hvorfor er det ikke en selvfølge? 

Når det kommer til stykket, er det, som reelt har ramt mig mest igennem det seneste år, egentlig ikke den økonomiske side af sagen, men mere det faktum, at kunstnerne – dem som skaber kunsten og kulturen – ikke har en vigtigere plads i vores samfund, når tingene spidser til. I min optik er det et billede på et fattigt samfund.

Jeg bliver også ramt af, at vi lever i et af de rigeste lande i verden, men alligevel er vi så åndeligt fattige, at kunsten, kulturen og de folk, der lever i hele fødekæden omkring live-performances, ikke for alvor respekteres som en essentiel og vigtig ressource i vores samfund. Anerkend da i det mindste kulturbranchen på samme måde som andre erhverv anerkendes politisk.

Hvorfor har man fra topplan ikke mere respekt for de mennesker, der skaber kulturelt indhold i samfundet?

Jeg kan simpelthen ikke forstå det livssyn, og jeg ville ønske, at vi allesammen kunne sige kollektivt stop, sige “nej tak” til den behandling og gennemføre en strejke. Bare sige stop. Og så må folk jo blive hængende på Netflix.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics