Nazila Kivi giver forbudte iranske bøger et liv i Danmark: “Kvinderne har altid været bannerførere for politisk og social forandring”

Efter at have overværet en 15-årig pige have sex med en gartner i et drivhus beslutter Mahdokht sig i væmmelse for at plante sig selv i jorden og blive til et træ. Hun vil gøre det for en iransk kvinde utopiske: optage plads. Hun vil skyde knopper, blæse sine frø ud i verden og dække hele kloden i mahdokhttræer.

Mahdokht er en af kvinderne i iranske Shahrnush Parsipurs novelleagtige roman ‘Kvinder uden mænd’, hvor naturen gennemgående er et billede på det moderlige, seksuelle og paradisiske. I 2019 udkom bogen i dansk oversættelse i Gyldendals Skala-serie, der genopdager oversete værker fra det 20. århundrede. Den er en både smuk og brutal fortælling om fem kvinder, der finder frigørelse under det vestligt støttede statskup i 1953, hvor Irans demokratisk valgte premierminister blev væltet.

Nazila Kivi er kvinden bag oversættelsen, og hun har i alt oversat og udgivet tre værker af den iranske eksilforfatter. Og så er hun selv iraner uden for Iran. Hendes familie flygtede til Danmark, da hun var ti år, i kølvandet på Iran-Irak-krigen, der sluttede i 1988. Arbejdet med bøgerne har et helt klart og andet formål end bare at underholde, for hun mener ikke, vi danskere er oplyste nok.

“Selvfølgelig kan man ikke udgive tusindvis af iranske bøger på dansk, når vi er så lille et land. Men vi ved ret lidt om den ikke-engelsksprogede verden. I Iran bliver store værker lynhurtigt oversat til persisk, både før og efter revolutionen (i 1979, red.). Det gør, at iranere ved meget mere om verden uden for Iran og vores liv, end verden ved om dem. Mine oversættelser er bare et lille bidrag til at ændre denne ulighed,” siger hun.

Hele verdens øjne er i disse dage rettet mod Iran. I nyhederne, på Twitter og Instagram bliver vi dagligt eksponeret for den kamp, som mange iranere lige nu udkæmper på deres gader. Kampen for at bestemme over egne kroppe, for friheden til at kunne udtrykke sig, for at gøre en ende på diktatur, hykleri og ydmygelse.

“De brænder ikke et symbol på islam, men et symbol på den daglige ydmygelse. Det er ydmygende, at der står folk med knipler og truer dig til at trække dit tørklæde op, så det dækker alt dit hår. Det er magtudøvelsen, som folk vender sig imod. De har fået nok,” fortæller Nazila Kivi.

Siver ned i fiktionen

Protesterne er de største i Iran i årevis, antændt af moralpolitiets drab på 22-årige Mahsa Amini den 16. september. Men det, som så mange iranere i disse dage bekæmper med livet som indsats, er ikke nyt. Og det er rigt beskrevet i litteratur og på film, både i nyere og ældre tid.

Lige nu vrimler det også med iransk kultur herhjemme. De social-religiøse spændinger er blevet portrætteret i filmene ‘Balladen om den hvide ko’ og ‘Holy Spider’ på danske biograflærreder dette efterår. Cinemateket sætter lige nu spot på hykleri og særregler for “den usynlige halvdel” af befolkningen med temaet ‘Irans kvinder på film’. Og lige før sommerferien udkom tredje danske oversættelse af Shahrnush Parsipurs forfatterskab, romanen ‘Mænd fra forskellige civilisationer’.

“Først og fremmest er det bare god skønlitteratur. Hun er en radikal forfatter og tænker, og hun er i stand til at tale om alt mellem himmel og jord på meget lidt plads,” fortæller Nazila Kivi.

‘Kvinder uden mænd’ er forbudt i Iran, men blev populær i Danmark, da den ifølge Nazila Kivi ramte en feministisk bølge. Men det tog tid, før timingen var rigtig. En masse arbejde gik forud for, at hun kunne få den magisk-realistiske bog udgivet til et dansk publikum.

“Jeg sendte den til nogle store forlag omkring 2009-10, hvor de indrømmede, at den var god, men de var ret sikre på, at den ikke kunne sælge. Jeg fandt en af mailsene fra 2010, hvor der står, at redaktøren ikke troede, at danske læsere ville være interesserede i at læse om kvinder i Iran i 1950’erne. Men det var jo lodret forkert, for ‘Kvinder uden mænd’ har solgt i hvert fald 13.000 eksemplarer herhjemme,” siger Nazila Kivi. Ifølge forlaget er bogen trykt i omkring 20.000 eksemplarer. 

En magisk skat fra Tyskland

Det var faktisk lidt af et tilfælde, at Nazila Kivi stødte på Shahrnush Parsipur og hendes forfatterskab og et årti senere fik det udgivet på dansk. For det var sådan, det gik til. I en lille bitte iransk boghandel i en tysk industriflække, hvor hun var på besøg hos noget familie, faldt hun en dag over det, der skulle blive hendes første oversættelse af Parsipur.

“En dag i 2008 så jeg den her bog, som var så spændende. Jeg så ryggen, hvor der på persisk stod ‘Kvinder uden mænd’ og så Shahrnush Parsipur. Hun var ikke så kendt dengang, så hendes navn sagde mig ikke noget. Da jeg så titlen, tænkte jeg straks på Ernest Hemingways maskuline klassiker ‘Mænd uden kvinder’, og om der var nogen, der havde skrevet et gensvar til ham, eller om det var en satire over hans værk,” fortæller Nazila Kivi.

Den lyserøde paperback kostede cirka tre euro og så ikke prangende ud i sin indpakning. Ud over at Parsipur er “en ekstremt belæst kvinde,” der bruger mange referencer fra både østlig filosofi, vestlig litteratur og globale fællesmyter, var der ikke meget Hemingway over bogen. På vej hjem i toget til Danmark slugte Nazila Kivi hurtigt ‘Kvinder uden mænd’.

“Jeg var virkelig betaget og tænkte, ‘hvor er det vidunderligt, at nogen kan skrive på den her måde’. Og så tænkte jeg straks, at jeg blev nødt til at dele den her bog med andre.”

Og det gjorde hun så. Først som simultanoversatte godnathistorier for sin ikke-persisktalende kæreste. Langsomt begyndte hun at skrive de små kapitler ned på dansk. Hun kontaktede Shahrnush Parsipur, der i dag lever i Californien, for at spørge, om hun måtte læse oversættelserne op.

Først læste Nazila Kivi blot op for begejstrede venner. Senere blev det på biblioteket og litteraturfestivaler. Alt det foregik, inden den korte roman overhovedet var udgivet i Danmark.

“Den havde et undergrundsliv i Iran; den blev forbudt, ret kort tid efter den kom i 1989. I Danmark var den selvfølgelig ikke forbudt, men krævede en stor indsats for at udkomme, og derfor fik den også en slags undergrundsliv her, hvor der var rigtig mange, der kendte til den og til min oversættelse, inden den overhovedet var udgivet,” siger Nazila Kivi.

Det var forfatter Olga Ravn, der på det tidspunkt var redaktør på Gyldendal, der hev fat i Nazila Kivi, og sammen fik de realiseret ‘Kvinder uden mænd’ på dansk.

De kollektive traumer

Egentlig skulle dette interview bare have handlet om bøger og mellemøstlig kulturs øgede tilstedeværelse i Danmark. Men vi kan ikke lade være at lede samtalen hen på alt det, der sker i Iran i disse dage. Det fylder hos Nazila Kivi, selvom hun med et lille barn og en nyopstartet ph.d.-stilling prøver at trænge det i baggrunden.

“Jeg har været ramt af en stor sorg og håbløshed. Jeg har efterhånden været vidne til så mange oprør, som er blevet slået ned. Behandlingen af de folk, der tør gå ud og gøre noget, er brutal. I denne omgang har jeg på grund af mit behov for at være indadvendt oplevet at blive beskyldt af en anonym iransk troll for, at jeg ikke støtter bevægelsen nok. Det er virkelig hårdt at have den slags følelsespoliti på sig,” fortæller Nazila Kivi. 

“Selvfølgelig håber jeg, min håbløshed og pessimisme bliver gjort til skamme. Over at overmagten er for stor, for magtfuld, for stærk, for bevæbnet og vil slå dem ned igen. Det er jeg bange for vil ske. Bare jeg ser nogle få videoer, hvor der skydes på studerende, mister jeg lidt håbet.”

Selvom hun har oplevet krig som barn, er kollektive traumer fra familie og venner nedarvet og lagret i hende. Derfor er det at blive væk fra demonstrationer en del af hendes ‘self-care’, fordi det er triggende at blive “tåregasset af politiet sammen med børn og ældre,” som hun engang oplevede til en demonstration for at lukke udrejsecentrene. Men hun ved godt, det er privilegeret:

“Det er et luksusvalg at kunne tage. Jeg tror, at de folk, der går på gaden i Iran, ikke har noget valg. Der er ikke noget alternativ. Den måde, de lever på nu, er måske ikke et liv,” siger hun.

Heldigvis er der andre måder at stemme i på. Nazila Kivis del af kampen er ikke at demonstrere, men at oplyse som underviser, oversætter og offentlig tænker. Hun mener, at vi med mere viden vil få større forståelse for de iranske liv og grusomheder.

“Jeg vil ikke diktere, hvad folk skal lære af bøgerne, men vil gerne vise, at det her findes. Der findes en anden menneskelighed, kvindelighed, dyrelighed, naturlighed.”

Viden er vejen frem

Trods hendes frygt for alt det onde, der sker i Iran lige nu, ser hun lyspunkter i ungdommen:

“Jeg har fuld tillid til de iranske unge. De følger med, når der normalt er god internetadgang i Iran, de er dygtige til engelsk, de er veluddannede, der er flest kvinder på universiteterne. De følger rigtigt godt med, når der er protester for Black Lives Matter og #MeToo i udlandet, og er utroligt oplyste om, hvad der foregår i verden.”

Ikke så mærkværdigt banker hendes hjerte især for at ændre måden, vi ser på iranske kvinder. Det er dem, kampene handler om lige nu.

“Iranske kvinder bliver ofte læst med et hostage narrative: ‘Sikke nogle stakkels undertrykte kvinder, lad os redde dem’. Med mine efterord i bøgerne vil jeg gerne sætte dem i den rette kontekst. Jo, selvfølgelig er der iranske kvinder, der er undertrykt, men man kan også prøve, om der er noget, vi kan lære. Vi er ikke oplyste om, at selvom Iran på mange måder er et patriarkalsk samfund, er kvinderne ikke bly violer, der er underlagt mænd. Ligesom overalt i verden er det i virkeligheden kvinderne, der både historisk og i samtiden er bannerførere for politiske og sociale forandringer, men ligesom alle andre steder i verden bliver de aktivt skrevet ud af historien og glemt,” siger hun.

Hun er loren ved at tale om paroler som solidaritet, da det efter hendes opfattelse ofte misbruges. Men jeg spørger hende alligevel om, hvad det skal hjælpe at læse iransk litteratur, mens hår klippes, tørklæder brændes, og liv mistes.

“Det kan føles privilegeret at tale om forbrug af litteratur, når folk kæmper for deres liv, men samtidigt er litteratur meget, meget virkeligt. Shahrnush Parsipur har siddet i fængsel og er blevet opfattet som en dissident, fordi hun skrev om kvinders seksualitet og frihed. Derfor er det altid relevant og vigtigt, hvad der sker med kvinder i Iran og verden, også når det ikke er breaking news. Det er vigtigt, at vi holder fast i, at der er tale om virkelige mennesker, ikke stereotyper fra dårlige amerikanske film.”