Rygtet siger, at manden inde på pladeselskabet EMI begyndte at græde, da han hørte den færdige version af Talk Talks album ‘Spirit of Eden’ for første gang. Ikke på grund af dets enorme skønhed, men fordi han vidste med det samme, at det ikke ville sælge særlig godt.
Muligvis også fordi han og resten af pladeselskabet havde postet en betragtelig sum engelske pund i netop dén plade. I slutningen af 80’erne var Talk Talk nemlig en god aktie på vej op: De var et populært band, og deres new wave-inspirerede popmusik havde på de tre foregående album hvervet en solid skare af fans. De var ikke som de andre bands, men havde hits, og anmelderne var glade.
Da Talk Talks tredje plade ‘The Colour of Spring’ udkom, turnerede de så heftigt, at det var ved at tage livet af dem. Alligevel fandt de 1987 energien til at lave deres måske bedste album af dem alle, ‘Spirit of Eden’. Et album, der er et klassisk eksempel på at være forud for sin tid.
Manden inde på pladeselskabet fik nemlig ret. Pladen solgte stort set ikke noget. Der er seks sange på, men ikke én egnede sig som single. Rolling Stone Magazine gav pladen en ud af fem stjerner, og generelt var modtagelsen lunken hos anmelderne, der blandt andet kritiserede Talk Talk for at være blevet for selvhøjtidelige.
“I stedet for at blive bedre eller dårligere, er det her band blot blevet mere prætentiøst for hvert år,” som en skrev.
I dag vil man kun give ham delvist ret, for ‘Spirit of Eden’ er ganske vist hamrende prætentiøst, men det er også virkelig godt. I manges øre regnes det for at være det første postrock-album nogensinde og for at være definerende for en bølge af alternative rockbands som fx Radiohead, Mogwai og Low (herhjemme kunne man nævne et nyere band som Lowly).
Genremæssigt er ‘Spirit of Eden’ mest af alt en eksperimenterende hybrid, der blander pop, rock og jazz på en sælsom måde, som i sidste ende fremtræder som ambient avantgarde. Når man siger sådan noget, er der sikkert mange, der bliver skræmt, men sagen er nok nærmere, at både din mor og din skeptiske ven vil kunne lide det her album.
Der er ikke rigtig nogle omkvæd, ikke nogle almindelige sangstrukturer, men stemningsmættede forløb, der bevæger sig roligt fremad og rundt som fiskestimer indhyllet i et ocean rumklang, klaver og dæmpet trompet. Meget af tiden er der ingen, eller næsten ingen lyd – og hvis man vil intellektualisere over det, ville man nok sige, at det er en kunstnerisk undersøgelse af samspillet mellem fænomenerne stilhed og lyd.
En illusion med 16 gæster
Sangskriveren og forsangeren i Talk Talk, Mark Hollis, er herostratisk berømt for engang at have udtalt, at det er bedre at spille én tone godt end at spille to toner dårligt. Han havde den holdning, at hvis man skal bryde stilheden, skal man have en grund til det, og det er ‘Spirit of Eden’ en fuldbyrdet refleksion af – kun overgået af Mark Hollis’ selvbetitlede soloalbum fra 1998, som var så minimalistisk, at en anmelder kaldte det for det “muligvis mest stille og intime album, der nogensinde er lavet.”
På ‘Spirit of Eden’ er der sjovt nok en imponerende liste af krediterede musikere, som udover bandets fire medlemmer, tæller mere end 16 instrumentalister – fra obospiller til violinist og kuriøse instrumenter som kontrabas og den sidenhen famøse bue-guitar, der mange år efter blev det islandske postrock-band Sigur Rós’ adelsmærke. Altsammen skaber en enorm detaljerigdom i musikken, som ved første lyt virker næsten tilfældig, men intet kunne være længere fra sandheden. ‘Spirit of Eden’ er redigeret ned til mindste detalje.
“Jeg ved godt, at albummet lyder som om, der står syv mand og spiller live i et rum, men hver eneste tone er ‘placeret’, hvor den er. Albummet er en illusion,” har Phill Brown, der var tekniker, engang sagt om ‘Spirit of Eden’.
Selve indspilningsprocessen forløb over 11 måneder, hvilket er relativt lang tid, men Talk Talk havde fået meget frie tøjler fra pladeselskabet til at gøre, hvad de ville. De indlogerede sig i Wessex Studios, der er en gammel kirke, hvor de stort set slukkede alt lyset og skabte en kulsort katedral for kreativiteten. Efter sigende skulle der blot have været et par bordlamper i kontrolrummet og et lydstyret stroboskop, som var koblet på Lee Harris’ trommesæt, plus en gammel oliehjulsprojekter, som indhyllede rummet i farvede bobler. Tilsæt så et blåt tæppe af røg fra bandets hjemmerullede cigaretter, og så har du den nogenlunde.
Bandet mødte ind hver dag kl. 11 og arbejde til midnat fem dage om ugen. Nogle dage kom der en for at spille mundharmonika et par timer, en anden dag kom der en violinist og improviserede, den tredje en mand med en obo. I sidste ende ville bandet måske ende med at bruge et par sekunder af deres arbejde.
På sangen ‘I Believe in You’ havde bandet endda fået et kor til at komme og synge, og det skulle efter sigende have været så smukt, at te-kvinden, som arbejdede i studiet, brød ud i tårer. Dagen efter besluttede Mark Hollis dog at slette deres indspilning fuldstændig, fordi han ikke var tilfreds – sidenhen er korets indspilning blevet erstattet af et drengekor på seks kerubiske sopraner.
Da de var færdige med at indspille, var de sikre på, at pladen ville gå platin, fuldstændig som deres forrige, men ‘Spirit of Eden’ endte med at sælge 500.000 i alt, og det var så godt som ingenting for datidens pladeselskaber.
Verden var simpelthen ikke klar, og selvom Talk Talk fulgte op med endnu et album et par senere, indstiftede floppet omkring pladen den krise, der fik bandet til at gå i opløsning i 1991.
Bandets kreative geni, Mark Hollis, trak sig fuldstændig fra rampelyset for at hellige sig familien, og offentligheden hørte stort set ikke noget fra ham frem til hans død i 2019. Sammen med sit band efterlod han med ‘Spirit of Eden’ et originalt aftryk i musikhistorien, der er blevet genanmeldt flere gange til fuld plade.
Som én af dem skrev: “Hvis paradisets have virkelig havde en lyd, ville det være denne.”
