Morgenbeats: “Hvis vi får en Michelinstjerne, har vi gjort noget forkert”, lyder det fra nyt christianshavner-sted

Vi ved det. Det er første mandag i november, og du vil hellere have et søm gennem knæet end at stå op. Her er dine morgenbeats.

1. Åh Patti!

Godmorgen, det er blevet november, men det behøver du ikke fortvivle over, for dine morgenbeats er her til at hjælpe dig igennem det grå efterår, hvor du for første mandag i otte år skal bevæge dig ud i virkeligheden uden Radio24Syv.

Så tænd op i brændeovnen – eller find ‘pejs i en time’ på Viaplay – og kast dig ud i Heartbeats’ guide til den uge, alle fortjener. Du kan starte med at bladre i den her nye fotobog, som Patti Smith har begået sammen med sin gamle veninde, rockfotografen Lynn Goldsmith. Og hvilken finurlig og uimodståelig titel, bogen har fået, ‘Before Easter After’ hedder værket, som er lige så dyrt, som det er eksklusivt. Kun 1.300 eksemplarer kommer bogen i, men så er den til gengæld også signeret og koster “kun” 700 dollars. Hvis man til gengæld kender sin Patti Smith-diskografi, ved man, at et af hendes fineste album fra 1978 hedder netop ‘Easter’ – hvorfra hendes måske største hit, ‘Because the Night”, stammer. Men billederne i bogen stammer helt tilbage til 1975, hvor Smith udgave sin debutplade, ‘Horses’. Bogen kan blandet andet købes hos Taschen.

2. Kulinariske Kamilla

Kamilla Seidler blev på det nærmeste en verdensstjerne, da Claus Meyer ansatte hende på sin restaurant, La Paz, i Bolivia. Inden da havde hun været på en af verdens bedste restauranter, Mugaritz, i Spanien, da hun åbnede restauranten, Gusto, røg den ind på 16. pladsen over Latinamerikas bedste restauranter, og inden hun kunne nå at råbe “soufflé”, var hun på forsiden af alverdens madmagasiner som en rising star indenfor verdensgastronomien. Så det er – for nu at sige det med en kliché – ikke en hvemsomhelst, der om kort tid åbner ny restaurant på Christianshavns Voldgade 54 i den lokale Lille Mølle. Restauranten bliver både en prisvenlig familierestaurant og et socialt projekt, hvor folk på kanten af arbejdsmarkedet kan hjælpe til. “Hvis vi får en Michelinstjerne, så har vi gjort noget forkert. Vi vil meget hellere have en fest end en stjerne,” siger køkkenchefen om Lola, som det nye sted hedder.

3. Hot shit kontorkop

Det her hører helt sikkert til på listen over ting, som du godt kan undvære. For der findes rent faktisk værre ting her i verden end en kold kop te (syfilis og The Minds of 99 på engelsk for eksempel), selvom skaberne af det her keramiske varmekrus fra Ember prøver at få os til at glemme det. Kruset er designet til at holde din te i den perfekte temperatur med et batteridrevet varmelegeme, og man bestemmer selv, hvor varm man vil have den i koppens tilhørende app, som giver dig en notifikation, når den er varm nok. Smart. Og dumt. Mhm.  

4. Bar røv og Shakespeare

Du har sikkert prøvet det. Haft et af den slags mareridt, hvor du pludselig befinder dig uden tøj på foran en masse fremmede mennesker? Eller måske er det noget, du ligefrem tænder på, din frækkert? Som Morgenbeats fortalte om for et par uger siden, er der i øjeblikket fuld gang i ‘En skærsommernatsdrøm’ på Betty Nansen, hvor Elisa Kragerup og Line Knutzon leger med Shakespeares klassiker. Men… og vi skulle lige tjekke kalenderen, og nej, det er ikke ved at være 1. april, nu vil Betty Nansen guddødemig have os til at være nøgne ved en særvisning af forestillingen 14. november. “Ikke for at glo på andres kroppe, men for at mærke sin egen i et rum, hvor tøjet ellers normalt strammer. Og for at få en helt unik kunstoplevelse i et særligt fællesskab, der kun findes denne ene aften,” som teatret formulerer det. Køb billetter her. Tak for kaffe, sukker vi.

5. Ding dong dynamolygte

Festivalen for elektronisk musik og lydkunst er i fuld gang. G((o))ng Tomorrow hedder den og er en årlig festival for eksperimenterende musik og lydkunst. 1.-9. november kan man opleve 50 forskellige artister fordelt på fire spillesteder, og på åbningsaftenen kan du – foruden den virtuose franske strygekvartet Quatuor Diotima – opleve en musikalsk tour de force, når fire amatørbigbands mødes for første gang og uropfører komponisterne Lars Greve og Jeppe Zeebergs nye politiske værk ‘Danevirke’. Det lover festivalen i hvert fald selv, og Heartbeats kan sgu ikke bidrage med så meget andet end sige “go for it”.

Footer graphics