1. Verdens bedste fotos
Politikens Hus åbner dørene for årets World Press Photo-udstilling, hvor du kan opleve nogle af de bedste pressefotografier. Den verdensberømte udstilling skulle under normale omstændigheder have været vist i mere end 100 byer i 45 lande og blive set af over fire millioner mennesker. Udstillingen vises i Politikens Hus fra 25. september til 18. oktober.
2. Kom med i en performance
Det interaktive performance-værk ‘Break’, inviterer 16. september til 10. oktober til et publikumsinddragende performance. Man vil blive aktiveret gennem et manuskript og bedt om at tage stilling til spørgsmål om vold, privilegier, magtdynamikker, racisme og omsorg. Publikum vil blive placeret i skellet mellem fiktion og virkelighed, så hele performancesituationen vil blive til et redskab for kritisk refleksion over, hvordan roller og positioner forhandles og fordeles i hverdagen.
3. Oplæsning for klimaet
Forfattere gør oprør sammen med Extinction Rebellion. Det bliver en open-air begivenhed, hvor litteraturen vil inspirere, provokere, opfordre og oplyse mod og handling for en beboelig planet og et mere retfærdigt samfund. Forfatterne vil læse deres tekster højt fra en scene, og det vil handle om naturen, klimakrisen og den truede biodiversitet. Det hele kommer til at foregå i indre København fredag 18. September fra kl. 15 til 18.
4. Hvem er den anden?
Den fransk/algeriske kolonihistorie, dens efterdønninger og fransk kunsthistories stereotypiske skildring af ‘den anden’ er det samlede omdrejningspunkt for Johannes Sivertsens store soloudstilling. Fra 12. september til 8. november inviterer Overgaden til en række malerier tilegnet frihedskæmpende kvindeskikkelser fra Algeriets historie – fra kolonitiden og op til i dag.
5. Indre ro
Den nyudklækkede kunster Line Sara Heiberg holder en lille, intim og coronavenlig fernisering i Y.S. Studio 24. september. Udstillingen består af malerier, der alle illustrerer hendes egen og andre kvinders beretninger om rejsen mod indre ro, formål og plads i tilværelsen.