Elliott kæmper for at komme til tops i mediebranchen, men uden held. Han mener ellers selv, han har hvad der skal til for at gå hele vejen. Med en narcissistisk selvtilfredshed og psykologisk manipulation, der grænser til det psykopatiske, lader han sine karrierefrustrationer og tilsyneladende lave selvværd gå ud over godtroende og nøje udvalgte kvinder, som ikke har haft et nemt liv fyldt med kærlighed og støtte. Systematisk holder Elliott regnskab over sine sårbare scoringer, som han aldrig omtaler ved navn, men i stedet har øgenavne til som ”Hvalpefedt” og ”Ørnenæb”.
Elliott er selvfølgelig fiktiv, i hvert fald i det her tilfælde. Han er hovedpersonen i Morten Eisbys psykologiske debutroman ’Fandens Karl’. Men hvorfor skriver man en bog i 2023 om en misogyn mandlig karakter, ingen har lyst til hverken at være eller være i nærheden af?
“Elliot er en posterboy for toksisk maskulinitet,” siger Morten Eisby.
Han er det værste produkt af et samfund og en kultur, der er blevet for individualiseret og for præstationsorienteret. Elliot er en ensom mand, der på grund af manglende fællesskab aldrig bliver udfordret på sin problematiske adfærd.
Han kunne godt have skrevet bogen ud fra et voldsoffers synspunkt, men Morten Eisby er mere fascineret af usympatiske karakterer.
”Hvis man skal forebygge noget, så skal man også kunne forstå det. Jeg tror, vi er et sted lige nu, hvor vi lukker øjnene for de her forfærdelige ting. Jeg kan se, at vi fra det omkringliggende samfund prøver at holde os rene. Der er noget forfængelighed i, at når vi møder et menneske som Elliott, så siger vi: puha, vi tager afstand. Jeg skal ikke have noget med vedkommende at gøre. Jeg synes, der mangler en form for inklusion for at komme sådan en adfærd til livs.”
Isolation er fjenden, mener Morten Eisby. Og figuren Elliot er et symbol på nogle strukturer, hvor man enten er en vinder eller en taber. Ingen gråzoner, enten er man succesfuld, ellers er man en taber.
”Jeg tror, fællesskaber kan gøre meget mere, end vi går og tror. Elliott er et produkt af, at vi skal præstere noget hele tiden. Hans verdenssyn er meget unuanceret. Det værste, man kan være, er en taber, og hvordan bliver man så en vinder?”
Det lyder som om Elliott er et offer?
”Nej, det er han ikke. Han har et individuelt ansvar for at opføre sig pænt, og det skal han også. Men han er det værst tænkelige produkt på alle de forfærdelige strukturer, vi bygger op for hinanden, og når vi så fratager de nære relationer og muligheden for at tale med andre, så bliver det kun forstærket.”
Vi former hinanden
Når Morten Eisby ikke skriver, arbejder han for NGO’en LittleBigHelp, der hjælper udsatte børn og kvinder i Indiens slumkvarterer. Udover det sidder han i bestyrelsen for den feministiske NGO ’Center for Voldsforebyggelse. Emnet i bogen ligger derfor ikke helt fjernt for ham, og han synes, især mentaliteten i Indien er noget, vi kan lære af herhjemme.
”Jeg er ofte i Indien, og når jeg spørger, hvad de unge kvinder eller børnene drømmer om, så er drømmen et middel til mål om at gøre livet bedre for hinanden, for familien, lokalmiljøet, for efterkommere, børn og partnere. De vil gerne bringe sig selv i en position, hvor de kan blive noget for andre. Det synes jeg, vi kan mangle i Vesten.”
Og så oplever Morten Eisby selv at være et sted, hvor han er blevet så selvstændig, at han ikke har brug for nogen.
”Det kan godt komme til udtryk i noget negativt for eksempel i parforhold. Nogle gange har jeg tænkt, hvad jeg egentlig skal bruge en kæreste til, når jeg kan alting selv, og det kan være ret destruktivt, synes jeg.”
Ingen dum skurk uden en helt. Midt i bogen møder Elliot sin tidligere kæreste, Ida. Hun har ikke ændret sig særlig meget, siden de slog op, og hun får Eliot til at indse nogle ting om sig selv. Ida er symbolet på, at mennesker er relationelle væsner og bare det at ét menneske kan se det gode i Elliott, giver ham nye perspektiver.
”Bogens tanke er, at vi former hinanden. Vi er mennesker, som bliver skabt af hinanden hver dag. Vores moralske kompas bliver skabt af hinanden. Jeg havde selv en periode for et par år siden efter et break-up, hvor jeg følte en skam over mig selv. Mine venner købte hus, fik børn og havde styr på deres liv. Jeg isolerede mig fra dem. Jeg kunne ikke være en del af den lykke, og der gik det op for mig, hvor meget jeg manglede moralske anvisninger.”
Og så fantaserede du selv om at gøre som Elliot?
”Det gjorde jeg jo nok, hvis jeg skal være ærlig. Fantasi og tanker er jo frie og ufarlige, trods alt. Tanker kan man ikke styre. Men man kan vælge, om man vil handle på dem, og der ligger forskellen. Hvis vi kan tale om de tanker, vi har, åbent og frit, så kan vi hjælpe hinanden, individuelt og kollektivt til at komme et sted hen, hvor vi ikke agerer på de destruktive, farlige impulser og tanker. Men vi tør ikke tale højt om de tanker, fordi vi er blevet en smule forfængelige. Vi vil ikke mistænkeliggøres og fordømmes, og det er jo naturligt.
Magten i sproget
Morten Eisby går meget op i det her emne, så han har taget et debatindlæg med til interviewet, skrevet af Center for Voldsforebyggelse. Et debatindlæg med fokus på, hvordan mænd skal blive bedre til at regulere deres følelser og blive bedre til at sætte ord på dem. Men hvordan skal man så nå derhen, hvor fællesskaber fylder mere i samfundet? Og for mænd som Elliot?
”Lige nu er vi i en proces, hvor vi er ved at nedbryde det såkaldte patriarkat. Det er en god ting, men i den proces tror jeg især mænd bliver skræmt væk, når det bliver for fordømmende. Jeg tror, mange mænd har svært ved at finde deres plads i den nye verden, og det skal de, men jeg tror, vi når hurtigere derhen ved at lave nogle fællesskaber og nogle ikke-fordømmende offentlige debatter og samtaler. Jeg er feminist, og jeg kæmper for den verdensorden.”
Generelt giver Morten Eisby ikke meget for retorikken omkring folk, der ikke opfører sig passende indenfor samfundets rammer. Det er svært ikke at komme til at tænke på begrebet incel, mænd, der lever i ufrivilligt cølibat og føler sig svigtet af kvinder i forbindelse med ’En fandens karl’, på trods af at Elliot ganske vist ikke lever i cølibat.
Men det begreb bryder Morten Eisby sig ikke om, da det er uproduktivt for debatten at putte folk i kasser.
”Incels er nogle ekstremt ensomme mænd – uden fællesskaber og ofte uden identitet. Når de så får fællesskaber, er de ofte destruktive, hvor de på en eller anden måde bekræfter hinanden, så deres amoralske kompas, bliver kun forstærket. Ligesom det i positive fællesskaber kun vil blive positivt forstærket.”
Gennem sit arbejde for Center for Voldsforebyggelse har Morten Eisby snakket meget med sine kollegaer om vold i sproget. Derfor mener han, at man kan bremse krænkende adfærd ved at tale åbent om frustrationer og eventuelt kvindehad.
”Et tænkt eksempel: Lad os sige, at en mand siger til en gruppe af mennesker, at lige nu hader han kvinder lidt. Det ville man jo aldrig gøre i offentligheden, men hvis man kan tage den samtale om, hvordan det dog kan være. Er det nogle kønsroller? Hvordan har du det med din mor? Stammer frustrationen fra et andet sted i livet? Jeg tror, vi skal blive bedre til at kunne tage ikke-fordømmende og åbne samtaler, før de tanker bliver til handling.”
Er det samfundets ansvar?
”Det har jeg lidt svært ved at vurdere. Men, når man taler ansvar, pålægger man også en skyld, hvis folk ikke kan leve op til det ansvar. Jeg vil gerne omvende ordet ansvar til potentiale. Vi har et individuelt ansvar for, hvordan vi agerer, men vi som samfund har så mange muligheder for at komme det her til livs og forbygge det i stedet for at slå nogen i hovedet. Vi har alle sammen et ansvar, og i sidste ende er det også individet, der vælger, hvad vedkommende gør. Som samfund har vi ret mange kort på hånden, som vi ikke bruger.”
Hvis man læser Elliott som et dumt svin, har man muligvis læst bogen forkert. Som udgangspunkt er Morten Eisby dog åben for, at bogen kan læses på forskellige måder, men nogle af de reaktioner han har fået viser, at mange genkender sig i Elliott. Så måske er der lidt Elliott i os alle sammen.
