Alle, som elsker tv-serier (rundt regnet 9/10 af alle levende mennesker…) ved, hvor svært det kan være at holde fast i gejsten, når sæsonerne skrider frem. Som regel bliver serierne nemlig dårligere, engang imellem holder de niveauet og endnu mere sjældent bliver de bedre. Men ét særligt punkt er og bliver tv-seriernes akilleshæl, noget som udgør den måske største kreative udfordring for en given tv-serie: At slutte det hele af.
Sæsonafslutninger er i forvejen svære, så det giver næsten sig selv, at afviklingen af en serie, som måske har løbet adskillige år og måske endda har et dusin uforløste konflikter hængende i luften, kan få selv det mest benhårde produktionshold til at dirre af angst og bæven. Man siger, at al begyndelse er svær, men for tv-seriernes vedkommende er afslutningerne altså en betydelig mere krævende affære.
Men – og det er altså lidt vildt – der findes gode serieafslutninger. Ja, der eksisterer faktisk decideret mesterlige konklusioner, også selvom de ikke ligefrem vokser på træerne. Derfor, kære læser, i anledning af det sørgelige faktum at ‘Game of Thrones’ lakker mod enden (jo, den gør), får I en grådlabil homage til de fem bedste tv-serieafslutninger efter år 2000.
Men hvad nu hvis du har afslutningen på nogle af serierne til gode? No worries, slutningsbeskrivelserne er nemlig markeret med SPOILER ALERT, læs du roligt videre.
5. ‘Battlestar Galactica’ (2004–2009)
Vi lægger ud med en serie, som forbavsende få kender, men som beviseligt hører til blandt de absolut mest seværdige serier produceret i vores årtusinde, og har du ikke set den endnu, så kom lige ind i kampen! ‘Battlestar Galactica’ revitaliserede sci fi-genren på tv (om end det foregik gennem genrekanalen SyFy) og skabte i kølvandet på vores nye terrorvirkelighed en mørk, dragende og uhyre ambitiøs produktion centreret omkring det hæderkronede sci-fi trope: Onde robotter. Menneskeheden er på randen af ødelæggelse og forfølges gennem et tomt og øde univers af en armada af fanatisk religiøse androider.
LÆS OGSÅ:
Serien strakte sig over fire sæsoner og tillod sig at gøre noget så grusomt, som (SPOILER ALERT) at afslutte løjerne med en afvikling af den højteknologiske menneskelighed og, med hjælp fra den uvurderlige huskomponist Bear McCreary, at lade mennesket vende tilbage til udgangspunktet, nemlig en arkaisk væren i naturrummet. (SPOILER SLUT) Jøsses, en slutning – også selvom der fortsat findes horder af vantro niddinger, som afviser slutningens indlysende sakrale skønhed.
4. ‘Breaking Bad’ (2008–2013)
Der skal dog også, bare engang imellem, være plads til de halvkedelige valg. Et sådant er ‘Breaking Bad’s afslutning, for den er i bund og grund blot lige ud ad landevejen og kommer langsomt og træfsikkert i mål. Når den alligevel fortjener at komme med her, hænger det sammen med dens voldsomt stilsikre afvikling af seriens ellers vildtvoksende narrative forløb (Walter, kræftramt kemilærer, presses af omstændighederne til at fabrikere stoffer). Det sjove forhold er så, at den ellers klimatiske energiudladning, som ofte finder sted i tv-serieafslutninger, IKKE forløses i dette tv-serielandskab. I stedet (SPOILER ALERT) afrundes der lige så nydeligt ting og sager, regnskaber gøres op, aftaler iværksættes og nå ja, så ender Walter med at ligge der og dø på gulvet i sit laboratorium, blandt de skinnende remedier brugt til at ødelægge tusindvis af menneskeliv med. (SPOILER SLUT)
3. ‘Six Feet Under’ (2001–2005)
Hvis du er fast læser, vil du vide, at ‘Six Feet Under’ har en høj stjerne hos denne signatur. Det hænger naturligvis sammen med, at serien i bund og grund, sammen med f.eks. ‘Battlestar Galactica’, er decideret uafviselig og det på flere planer. ‘Six Feet Under’ kørte over fem sæsoner og var underlagt et kollektivt og emotionelt krav om at levere en ganske særlig afslutning, al den stund at serien netop kredsede om døden. Bedemandsfamilien Fisher havde gennem alle afsnit troligt fulgt et væld af nyligt afdøde mennesker til den absolut sidste afgrund, så det lå ligesom i kortene – at der skulle leveres noget ganske særligt.
Dét gjorde holdet så også, for (SPOILER ALERT) sidste afsnit udgør ikke kun en hjerteskærende afsked med husets yngste (som flytter hjemmefra) og husets ældste (der løber ud i intetheden som et grådfremkaldende og traurigt spøgelse), men også alle seriens øvrige karakterer. Alle dør, og vi ser det ske, og vi får banket deres død i ansigtet, og vi efterlades langt ude i fremtiden med den yngste. Hun ligger nu selv som en gammel kvinde på sit dødsleje omgivet af sin familie, og vi ser livet gnistre uforfærdet i hendes øjne, og så er det forbi. Alt er forbi. (SPOILER SLUT) Føj, for satan.
2. ‘Hannibal’ (2013–2015)
Ja, serien om kannibal-lægen Hannibal (den med danske Mads Mikkelsen) var ikke kun en formidabel horror-serie med en uforlignelig billedside, den havde også den velsagtens mest erotisk pirrende og stakåndede serieafslutning nogensinde set. Den kørte over sølle tre sæsoner (den havde simpelthen ikke seere nok) og blev aflyst et par måneder, før sidste afsnit kørte henover skærmen. Det betød også noget for udformningen af afslutningen, nemlig at den skulle kunne gå begge veje: Både stå på egne ben i tilfælde af en trist afvikling (som så skete) og omvendt kunne bruges til at lade alt fortsætte (hvis guderne var nådige).
Dén kattepine løste produktionsholdet med en enestående og (SPOILER ALERT) seksuelt ophidsende kampsceneafslutning mellem The Red Dragon og så Hannibal og Will på den anden side. Den tonstunge homoerotiske tiltrækning som dirrede i serien fra dens spæde begyndelse, får her endelig (sort of) afløb med utallige (kniv) penetrereringer og støn og favntag og blod over det hele. (SPOILER SLUT) Hvilken salig og velgørende udmattelse.
1. ‘The Sopranos’ (1999–2007)
Den største af alle tv-serieslutninger er dog stadig den, som foldede sig magisk ud i 2007, da grusomhedsperlen ‘The Sopranos’ sluttede efter seks sæsoner. Du ved givetvis allerede, at serien er et mesterværk, ligesom reelt set alle serier på lige netop denne liste er, men er du klar over, hvilken decideret afsindig afslutning serien også kan bryste sig af? En virkelig potent finale skal gøre noget vildt, uagtet om vi her taler narrativ-, seksuel- eller emotionel forløsning.
Forløsning skal der til, og det er lige netop dén narrative regel som (SPOILER ALERT) skaberen af ‘The Sopranos’ lader hånt om med en knusende ligegyldighed. Serien slutter, efter en tilintetgørende hård sæson, med et mesterligt restaurantbesøg, hvor bad-guy-psyko-protagonist Tony sætter et nummer på jukeboksen. Musikken overtager fuldstændig rummet (hvad den jo som bekendt ikke skal gøre), og så består de efterfølgende minutter af dette: Venten, så kommer de andre og se engang – der er datteren, og sikke hun kæmper med en parallelparkering, og hvem er den skumle fyr derovre? Dét latterligt banale set-up bliver den mest imponerende form for audiovisuel suspense-trolddom nogensinde frembragt og så til sidst den helt igennem sadistiske triumf: Den vederstyggelige in medias res ved, at det hele bliver sort. (SPOILER SLUT) Hold nu kæft, en mere foruroligende, hjemsøgende og dæmonisk afslutning kommer vi ikke til at se i vores tid.
