Den københavnske lifecoach Andreas Mertz er vendt hjem til sin fødeby Silkeborg for at sælge selvhjælpsfloskler til byens borgere. Nu sidder han og venter på et tv-hold fra TV Midtvest nede ved Hjejlen. Verdens ældste hjuldamper, der for indfødte silkeborgensere på godt og ondt har samme status som H.C. Andersen har for odenseanere, om end den kun tøffer lidt frem og tilbage på Gudenåen, fra iskiosken nede ved havnen og ud til Himmelbjerget. Danmarks muligvis og måske højeste punkt. En bakke, du kan bestige på syv minutter, hvorefter det første du ser er to andre bakker i nærheden, der åbenlyst er højere.
Andreas Mertz vil gerne filmes gå om bord på Hjejlen og sejle til Himmelbjerget. Det har tv-holdet ikke tid til. De skal videre og dække en 100-årsfødselsdag.
Jeg er selv fra Silkeborg, ligesom Simon Kvamm. Vi er jævnaldrende. Og den første scene i hans nye tv-serie, ’Guru’, siger egentlig det hele. Om seriens hovedperson, hvad vi kan vente os af de seks afsnit, der alle er tilgængelige på dr.dk nu – og om vores fælles fødeby.
Kvamm spiller selv hovedfiguren Andreas Mertz, og har skrevet ’Guru’ sammen med sin hustru Stine Ellerbæk og psykologen Svend Brinkmann. Brinkmann blev selv kendt efter en række populære selvhjælpsbøger, og selvironien skinner da også igennem. ’Guru’ gør tykt grin med den moderne selvhjælpsindustri, som alle elsker at hade, men alligevel kaster penge efter. Og som derfor til stadighed tiltrækker typer om Andreas Mertz, der i serien skriver en floskelfyldt bog, holder foredrag og kontinuerligt suger penge op af kommunens og cityforeningens kasser.
Ovre i hovedstadsområdet går tingene ind imellem så hurtigt, at man helt glemmer at stoppe op og pege fingre af idiotien. Derfor er det et genialt greb at henlægge handlingen i ’Guru’ til centrum af Søhøjlandet. Og Kvamm kender mentaliteten og menneskerne i Silkeborg. En by, hvor en durumrulle stadig hedder en rullekebab, og hvor man i hvert fald godt kan gennemskue hurtigsnakkerne ovre fra Djævleøen. Men også en by med et mindreværd, ikke mindst i forhold til de større naboer fra Aarhus og Herning.
Både i virkeligheden og i ’Guru’ kommer det især til udtryk gennem fodbold.
”FC Midtjylland har en ulv som maskot, mens Silkeborg har en odder,” gør Mertz fortørnet opmærksom på under et kursus på byens stadion.
Odderen hedder Theis, og jeg kan tilføje, at den har en søn, der med vanlig silkeborgensisk lune hedder Tyson. Og at jeg i øvrigt var til stede på stadion den dag, manden inde i Theis friede til sin kæreste. Uden at tage hovedet af først.
Nogen synes måske, det kan virke pinligt. Men her skal man huske på, at Silkeborg er byen, der engang fejrede, at stadion havde fået Danmarks længste bandereklame – og at en lokal virksomhed engang lod deres sponsorat til fodboldklubben afhænge af, hvor mange fadøl en fan kunne drikke i pausen.
En by, hvor en durumrulle stadig hedder en rullekebab, og hvor man i hvert fald godt kan gennemskue hurtigsnakkerne ovre fra Djævleøen
’Guru’ er en satirisk lussing til selvhjælpsindustrien og dens varme luft, men for os indfødte er det ligeså meget et portræt af vores hjemstavn, på godt og ondt. Mange af byens borgere spiller med i mindre roller, og alt er filmet on location. Fra de nyanlagte mountainbikespor ved Østre Badeanstalt (Silkeborg har apropos retoriske ligegyldigheder branded sig selv som ”The Outdoor Capital of Denmark”) til glaspusteriet – der ligger lige om hjørnet fra Nygade, hvor vi stadig er stolte af, at prins Joachim drak sig stiv på Café Chaplin, lige inden Alexandra skred fra ham.
Ikke mange hundreder meter derfra ligger den gamle papirfabrik, hvor Kvamms figur Mertz nu bor i det nybyggede, luksuriøse Papirtårnet. Tårnet er et prestigeprojekt, et midtjysk fallos, for hvis Bestseller kan lave den slags i Brande, så kan vi fandeme også i Silkeborg.
I virkelighedens verden skal lejlighederne gerne sælges til nyrige automobilforhandlere og reklamefolk. Indtil videre har de dog været lidt svære at afsætte, hvisker folk i byen om. Ikke uden glæde i stemmen.
Apropos reklamefolk, så er også byens borgere ypperligt spejlet i resten af castet: Kasper Nielsen er som Mertz’ forlægger og reklamechef tæt på at gentage sin rolle som radiodirektør Klavs Bundgaard i satirepodcasten ‘Undskyld vi roder’. Men det gør ikke spor, for er der noget, der emmer af middelstor, jysk provinsby, så er det floskelfyldte reklamefolk og radiodirektører.
Indfødte Brian Lykke (han gik en klasse under mig på Vestre Skole, det er rigtigt) er fænomenal som Mertz’ barndomsven Ralf, og Kirsten Lehfeldts ravklædte, liderlige luksushippie kunne ligeså godt have en rigtig butik oppe på Tværgade. Frederik Cilius balancerer som Mertz’ egen coach på grænsen mellem det gale og geniale og beviser endnu engang, at han er så meget mere end en mand i dametøj.
Som med andre af Simon Kvamms bedste karikaturer er der også en weltschmerz og trøsteløshed på bunden af ’Guru’. Den overraskende dystre slutning giver anledning til mere eftertanke end til grin, og man kan diskutere, om historien om Andreas Mertz såvel som portrættet af Silkeborg er satire eller socialrealisme. Men man bør ikke være i tvivl om, at Kvamm, kone & co. under alle omstændigheder har lavet en fantastisk tv-serie.
Meget bedre end nogen fra Herning kunne lave den.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
