Listen her skal ikke på nogen måde klassificeres som en objektiv og æstetik-smaskende-snob-fest, men en uhæmmet personlig tilgang til årtiet. Man kommer med andre ord ikke til at finde sørgelige, ukrainske nicheperler, men omvendt heller ikke Blockbusters uden saft og kraft. Dertil kommer at denne variant udelukkende gør sig i anglosfæren, et forhold som besværliggør et globalt perspektiv, men som omvendt gør listen mindre drilsk at gå i dialog med. Endelig har vi sat følgende benspænd op: Hverken Marvel-film eller ‘Joker’ må komme i betragtning, Marvel, fordi seriøst, hvem kan overhovedet rubricere dem som emotionelt eller æstetisk bjergtagende værker, og ‘Joker’ fordi hallo, den har kun været ude i et par minutter, så vi har slet ikke haft tid til at fordøje den endnu.
Én sidste detalje før nedtællingen påbegyndes: alle kritikere har deres egne idiosynkrasier, og det gør sig i allerhøjeste grad også gældende her, så husk det nu: Bare fordi du tænker, at listen burde se anderledes ud, betyder det ikke, at du har ret. Vi begynder med udsøgte og suveræne værker og ender ved de sakrale mesterværker, som intet levende menneske kan afvise med god samvittighed.
# 9: ‘John Wick’ (2014)
Nå, allerede nu bliver kulturpaverne nok sure, for årti-oder kræver som bekendt lutter lamme lovprisninger af snævre værker som kørte et par uger i en smal biograf i Aarhus. Men altså, stuntmanden Chad Stahelski skabte med sin instruktørdebut en slet og ret mageløs actionballet med John Woo’ske undertoner. Ser vi et øjeblik bort fra at et overraskende stort antal anmeldere samstemmende fik orgasmer over Keanu Reeves såkaldte pragtpræstation, så har vi rent faktisk med et moderne actionmesterværk at gøre som på sigt kommer til at definere årtiet ligesom ‘Bullitt’ gjorde det i tresserne. En sølle bølle slår trist lejemorders søde hund ihjel, og så skyder han ellers så godt som alle der står i vejen. Manuskriptet perfektionerer simpelthen det banale og skaber en udsøgt ramme for visuel ramasjang af Guds nåde. Alle afvisninger af ‘John Wicks’ plads blandt de bedste må bero på smagsdommersurhed.
# 8: ‘Dunkirk’ (2017)
Endelig kan vi selvfølgelig ikke undgå Christopher Nolan, en af de filmskabere som mere end de fleste dominerede 10’erne og skabte det ene mere grandiose filmværk efter det andet. Lige et par millimeter over drømmespioneventyret ‘Inception’ fra 2010 finder vi denne krigsfabel. Året er 1940, engelske og franske tropper er tvunget i knæ og prøver efter bedste evne at overleve i Dunkirk. Her stifter vi bekendtskab med Tommy (Fionn Whitehead), en ung engelsk soldat som med nød og næppe overlever turen til havet. Han stiller sig op i en uendelig kø af stoisk afventende englændere, og så begynder en noget nær uendelig venten på den flåde af engelske småskibe, som sendes afsted for at redde de forliste mænd. Sideløbende følger vi styrmanden på et lille skib, to unge mænd som følger med, og så et par jægerpiloter der også drager mod Frankrig for at støtte aktionen. Det lyder såre simpelt, men Nolan skaber med tidsforskydninger og Hans Zimmers eskalerende og skrækindjagende lydspor en helt igennem rystende krigsoplevelse, som er både original og rasende.
#7: ‘Ex Machina’ (2014)
Nu når vi taler om store værker, kan man ikke rigtigt, hvis man har en forkærlighed for sci-fi, komme udenom Alex Garlands forrygende debut som spillefilmsinstruktør. Her møder vi den indadvendte programmør Caleb (Domhnall Gleeson) som på mirakuløs vis vinder et ophold hos CEO’en Nathan (Oscar Isaac). Direktøren arbejder på dulgte projekter, herunder etableringen af en skrækindjagende troværdig AI i androideklæder (spillet af Alicia Vikander). Hvad gør den så fortryllende, at den fortjener en plads blandt årtiets film? At den udover at være noget så eksotisk som en britisk indiefilm også kan bryste sig af et uhyre stilrent billedsprog og en dybt foruroligende lydside. Fortællingen er, også adskillige år efter, djævelsk medrivende og ender med at knuse den uforvarende seer med et væld af uventede og stærke følelser.
#6: ‘Take Shelter’ (2011)
Nu bliver det efterhånden sygeligt alvorligt og emotionelt opslidende, for på 6. pladsen finder vi Jeff Nichols’ Take Shelter. Omdrejningspunktet er her Curtis (Michael Shannon) som udover at arbejde som teknisk sagkyndig i en lokal virksomhed i Ohio, også døjer med syrede og foruroligende visioner om en grande undergang. Problemet er bare, at sindslidelse ligger til familien, og at de konkrete sanseoplevelser ikke stemmer overens med hans bedre halvdel Samantha (Jessica Chastain) eller deres hørehæmmede barn (Tova Stewart). Uden at spolere noget som helst må og skal det bemærkes, at filmen er en udsøgt frembringelse som æstetisk og følelsesmæssigt drukner seeren i simrende angst og hjemsøgende visuelle flader. Og nå ja, så er den også leveringsdygtig i en eminent skildring af arkaisk maskulinitet – novra!
#5: Thor: ‘Ragnarok’ (2017)
Ok, fint for pokker – én Marvel-film bliver vi nødt til at acceptere i de hellige haller, nemlig mesterlige Taika Waititis uovertrufne Thor-epos, ‘Ragnarok’ fra 2017. Chris Hemsworth får her lov til at give en helt indlysende og besnærende humoristisk overbygning på en i forvejen forrygende figur, og 1970’er-prog-rock-trippet som filmens produktionsdesign så gavmildt er vædet i, skaber, til dels med udgangspunkt i Led Zeppelins oplagte ‘Immigrant Song’, en noget nær fuldendt Marvel-film. Her er der både ramasjang, æstetisk nerve og saliggørende humor. Åh, Taika burde få retten til alt filmisk arbejde med Thor for evig tid.
#4: ‘Interstellar’ (2014)
Ja, ja, ja, nu skal vi partout forbi Nolan igen, men I skal bare prise jer lykkelige over, at alle mandens film ikke står anført her, hvor de ellers rettelig fortjener at være. Nu er vi nået til rumtidseventyrtragedien ‘Interstellar’: Joseph Cooper (Matthew McConaughey) bliver indlemmet i jagten på beboelige planeter ude i det grusomt tomme verdensrum. Verden er blevet ond og plaget af klimakatastrofer, så der er dømt desperation og angst. Vores helt bliver blandt andet ledsaget af Amelia (Anne Hathaway), og Nolan-kendingen Michael Caine spiller den aldrende professor Brand som står for operationen. Hvad der herefter følger, er en afsindig og emotionelt tærende rumodyssé med Hans Zimmers skrækindjagende og rørende orgelmetafysik. Sirlige kritikere pruster bestandigt, at filmens rumlogik er noget vrøvl, men eftersom de sjældent er uddannede som astrofysikere, skal de bare flette næbet. ‘Interstellar’ er, uanset hvad, guld for sårbare filmelskere.
#3: ‘Toy Story 3’ (2010)
I takt med at vi nærmer os toppen af poppen, bliver vi nødt til at søge tilbage til årtiets begyndelse og acceptere, at Pixars ‘Toy Story 3’ hører til blandt de ubetinget mest suveræne oplevelser. Hvis vi nu for en kort stund lader som om, at der ikke kom en 4. del (hvor god den så end måtte være), så står tredje del af hvad der oprindeligt var en trilogi tilbage som en monumental filmisk bedrift. Tom Hanks er udsøgt som Woody, og samspillet med Tim Allens Buzz er hjerteskærende underholdende. Centralt i fortællingen er det triste faktum, at Andy tager på universitetet, og onde mor ved et uheld leverer størstedelen af det gamle legetøj til Sunnyside, en børnehave hvor der i det skjulte eksisterer en forbryderisk centralmyndighed som piner og plager efter forgodtbefindende. Alt kulminerer i et brændende inferno, der ikke lader Dantes underjordiske rejse noget tilbage, og frelsen kommer på uventet vis fra det højere luftlag.
#2: ‘Mad Max: Fury Road’ (2015)
En af de film, jeg havde forsvoret nogensinde ville komme blandt mine favoritter, var aldrende George Millers hæsblæsende reboot af sit eget Mad Max-franchise. Den oprindelige trilogi, som kom til verden mellem 1979 og 1985, havde en formidabelt castet Mel Gibson i hovedrollen og udviklede sig fra at være semi low-budget ørkenræs til at være et fuldblods blockbuster-eventyr. ‘Fury Road’ er, såfremt man endegyldigt giver slip på den oprindelige trilogis ru åre af ørkentrolddom, på mange måder en fuldendt legemliggørelse af en gammel drøm. I stedet for Mel har vi her Tom Hardy i skønt samspil med Charlize Theron som Imperator Furiosa. Det starter fælt med indvielsesriter, tatoveringer og brandmærkning, tempoet er kugleskørt og tegneserie-ish på en måde som ellers kun ‘Mad Max Beyond Thunderdome’ var. Rebootets logik er midlertidig noget nær uangribeligt, for den skildrede verden består af hvidkalkede novicehåndlangere, umælende masser og opererer med en rystende ambivalens, hvor kvindekønnet både bliver reduceret til indavlsskabende føde- og mælkemaskiner, men samtidig træder i karakter som selvstændigt befriende individer… med Max som jordemoder frem for egentlig apokalyptisk helt. Knivskarp, kitschet, pulpet og alt, alt for meget. Witness me!
#1: ‘The Tree of Life’ (2011)
Men absolut øverst oppe, deroppe hvor kun guderne råder, finder vi et om ikke decideret udskældt så i hvert fald uretfærdigt negligeret storværk. Terrence Malick skaber her en fuldstændig forrykt fortælling som skifter narrativt mellem den fjerneste fortid, vores nære fortid, den umiddelbare nutid og så den fjerneste fremtid. Hvis det lyder lidt skørt, så er det altså også fordi, at det vitterligt er kuk-kuk-crazy, men eksperimentet ender med at være noget af det mest emotionelt tilintetgørende i filmhistorien. Brad Pitt indtager rollen som Mr. O’Brien, der med sin bedre halvdel (Jessica Chastain – hende igen) opflasker poder i halvtredsernes USA. Én af drengene vokser op og spilles af Sean Penn, hvis telefonsamtale med sin aldrende far indleder nutidsfortællingen. Nu vil der findes sadosmaskende trolde derude som hånligt insisterer på, at filmen ikke holder, endsige fortjener, en plads blandt årtiets bedste film, men Emmanuel Lubezkis monumentalt imponerende billeder og Alexandre Desplats afgrundsdybe musikalske kollager trodser al smålighed og er med til at fremelske en sakral ode til skaberværket. Haters gotta hate, men Guds eksistens åbenbarer sig lige her.
