I skyggen af en række højhuse ude i en forstad til København ligger Gladsaxe stadion. Den gamle akademikerklub blev stiftet i 1889 og er en af de ældste herhjemme. I mange år var de en fast del af eliten i dansk fodbold, hvor de sloges med KB og B93 om det danske mesterskab.
Men siden er det gået ned ad bakke. Man havde godt nok en opblomstring i 90’erne, da pengemænd skød penge i klubben, og man kom på børsen, men det varede dog ikke længe. Millionerne løb lige så hurtigt ud, som de var kommet ind.
Indtil her i 2022, hvor en ukendt gruppe af amerikanere igen skød penge ind igen i AB. For nylig skrev selveste New York Times om gruppen (som blev oversat i Politiken), der består af en litterær agent, en fotograf, en vvs-leverandør og flere andre fra den øvre middelklasse. De har gjort det for sjov, og så er der ”noget at tale om til festerne”, som overskriften til artiklen lyder.
I en lidt større skala har stjerneskuespillere Rob McElhenney og Ryan Reynolds købt en af verdens ældste klubber Wrexham og fået dem til at rykke foreløbigt to rækker op til den tredjebedste række. Alt sammen foreviget i tv-serien ’Welcome to Wrexham’, hvor tredje sæson starter på Disney+ den 3. maj.
Det skal være både AB, Wrexham og de efterhånden hundredvis af europæiske klubber, der er kommet på udenlandske hænder, vel undt med noget tiltrængt kapital. For flere af dem ville der sikkert være stor risiko for, at de uddøde uden. Men jeg kan ikke se serien uden at få en fornemmelse af, at Wrexham og andre måske har lagt lidt for meget af dem selv i handlen, da de tog imod pengene.
Det er nemlig bestemt heller ikke altid, det går godt. Bare herhjemme er der talrige eksempler på uduelige udenlandske ejere, der kommer ind, strøg om sig med penge i en kort periode for så at gå konkurs og efterlade klubben værre end før. Se blot på stolte gamle klubber som Fremad Amager og Esbjerg.
Det er den helt store diskussion i europæisk fodbold lige nu. Især i toppen. Det bedste eksempel er selvfølgelig Manchester City, der er gået fra en anonym midterklub til nu at cruise mod sit sjette mesterskab på syv år efter massive milliardindsprøjtninger fra De Forenede Arabiske Emirater. Ikke mange i England (eller udenfor) er glade for den udvikling.
Det er også sigende, hvordan City på trods af deres enorme dominans ikke har flere fans. Ofte er der tomme sæder på stadion, og hvis de snart vinder for igen-igen, vil der formentlig ikke være den store parade eller fest i byen. For traditionerne, tilhængerne og historien hører til den anden Manchester-klub i byen.
Fodbold er en sjov størrelse i vores kultur, for den er så populær, at den har et liv for sig selv. Der er en følelse af, at den må regulere sig selv, eller at den primært skal kontrolleres som alle andre virksomheder. Men fodbold er ikke bare en række virksomheder. Fodbold og dets klubber er en hel uundværlig del af vores kultur og en helt essentiel del af sammenhængskraften både i et lokalt samfund, men også nationalt.
Kunne man forestille sig, at vi ville tillade udenlandske investorer at lege med andre store institutioner som Det Kongelige, Frilandsmuseet eller bibliotekerne? At rige amerikanere ville placere en rutchebane på Nationalmuseet og så ellers bare lade den stå, når de var rejst videre til nye investeringer?
I 90’erne tilbød rigmanden Alex Brask Thomsen 250 millioner kroner, hvis man ville omdøbe Nørrebrogade til at bære hans navn. Mange syntes, at det var sjovt: “Lad ham dog spilde sine penge, hvis han vil, haha.” Men heldigvis holdt Københavns Kommune hovedet koldt og afviste ham. Vores by og gader er ikke til salg.
“We live and die in these towns,” som Coventry-fansene sang efter deres heroiske nederlag til mægtige Manchester United. Vores byer og gader er ikke til salg.
Pengenes stigende indflydelse er et komplekst problem, som fodboldens institutioner som UEFA har forsømt. Og selv, når de har lavet regler, har de forsømt at håndhæve dem.
Jeg kan ikke komme med enkle løsninger, selvom det ser ud til, at tyskerne har fat i den lange ende, hvor det i deres klubber er medlemmerne, der har et flertal i klubberne, og dermed den bestemmende andel.
Vi kan faktisk styrke vores kultur (og karakter) ved at sige nej. Vi har allerede en god og stærk fodboldkultur. Den behøver ikke konstant at blive pumpet med penge for at være vital.
Jeg håber faktisk, at det bliver en lykkelig slutning for både Wrexham, AB og alle de andre. Det skal være især de små og forsømte vel undt. Men jeg frygter, at vi mange gange har solgt for billigt ud af noget, der er dyrebart. Ikke bare for den almindelige fodboldfan, men for hele vores kultur og identitet.
