Tænk at det allerede er 20 år siden, at 'The Sopranos' revolutionerede tv-serie-formatet
Radio & podcast
menu-close

Ode til den fedladne mafiapappa: Tænk at det allerede er 20 år siden, at ‘The Sopranos’ revolutionerede tv-serie-formatet

14. januar 2019 |

Hvordan kan det allerede være 20 år siden, at 'The Sopranos' revolutionerede tv-serie-formatet, når vi stadig er i chok over brutaliteten og al det smuds, der væltede ud af New Jersey?

Freelancejournalist især indenfor kunst, tech og digital kultur.

Det er mandag, og jeg er kvæstet. Hele weekenden har været frygteligt umoderne tilbragt med at eskapismegasmebinge’ The Sopranos’, som netop i torsdags havde 20-års jubilæum. Det er 3. gang, at jeg ser serien i sin helhed og 11 ½ år siden, at jeg skrev om den mageløse fiktion første gang, for Weekendavisen.

Dengang var tv-serie-revolutionen en realitet i USA, men på ingen måde noget som havde rodfæstet sig i kongeriget Danmark. Jeg var året forinden begyndt at dække tv-serier journalistisk, og selvom det var ved at være tydeligt, at der var behov for en kritisk og sober dækning af dén nye kulturform, så var det ikke ligefrem noget, redaktørerne søgte efter med lys og lygte.

I dag taler vi 2019, og alle ved det: Tv-serierne figurerer side om side med romanerne og filmene i kampen om det moderne menneskes forlystelsesyge sjæl, kun overhalet indenom af computerspilsfiktionerne (hos bestemte segmenter).

LÆS OGSÅ: Mahershala Ali fra ’True Detective’: ”Det er helt sikkert den sværeste rolle, jeg har haft”

Det var som bekendt ‘The Sopranos’ (1999-2007), der sammen med ‘Six Feet Under’ (2001–2005) og ‘The Wire’ (2002–2008) både cementerede HBO som den ubetinget største visuelt-æstetiske tv-indholdsproducent i begyndelsen af det nye årtusinde og mere eller mindre egenhændigt bankede kritikerne omkuld og dermed anskueliggjorde, at tv-serien var et overlegent og kreativt fiktionsformat.

Så langt, så godt. Men hvordan klarer ‘The Sopranos’ så helt konkret tidens gang? Der er jo pludselig gået 20 år! Jeg har genset serien, og jeg synes ærligt talt, at du skal gøre det samme. Her er hvorfor:

Først og fremmest opleves det overordnede plot, persongalleri og det emotionelle miljø, som taget direkte ud af smudsige lokalmiljøer i New Jersey, uagtet det indlysende forhold at man selv som blegfed dansker, som regel ikke har hverken erfaringer, koder eller indsigt i den slags landskaber.

Manden bag det hele, David Chase, skabte med Tony Soprano (James Gandolfini) en fedladen mafiapappa af den italienske skole, og den skønt, skæve familie med bedre halvdel, børn, søstre, onkler og mødre blev i det nådesløse og uforlignelige manuskript forvandlet til en heksekedel af undertrykte følelser, tabuer og kærlighed.

Faktisk er persongalleriet så veludviklet, at det nærmer sig det absurde. Serien håndterer blandt andet den latente kliché i skildringerne af amerikanere af italiensk afstamning ved helt konkret at italesætte dem, latterliggøre dem og bruge dem som intertekstuelle referencer (f.eks. når der løbende henvises til ‘Godfather’-serien og Al Pacinos legendariske monologer).

LÆS OGSÅ: Hvorfor er det så helt utroligt tilfredsstillende at se oprydnings-tv?

Lige netop ulovlighederne og alt det forrykt stressende besvær som et mafialiv medfører, er den nødvendige akse, som intrigerne kredser om. Serien indledes dog med andet og mere: Stakkels Tony får panikanfald og har brug for en massiv terapeutisk håndsrækning, et tabu i den sørgeligt arkaiske machokultur som lige netop skildres her.

Dét baner vej for en mere overordnet og symboltung oplevelse af verden, og Tony begynder langsomt at vågne op til en anden og mere skrækindjagende virkelighed bag den materielle. Ikke nødvendigvis forstået som metafysik som sådan, men en emotionel vækkelse og en psykologisk modning, der tillader ham at afdække hidtil fortrængte aspekter af sit eget liv. Med andre ord bliver seeren her ikke kun inviteret med på forbryderramasjang, men også til porøs, sjælelig granskning af hjertet og eksistensen.

Sideløbende er der i sagens natur også de mere overordnede temaer, som blomstrer op og dør af sig selv, i takt med at seriens protagonister ældes. Offertænkningen skildres med en blussende lidenskab, skam, skyld og onde, nedrige mødre afdækkes for fulde gardiner. Ægteskabelig distance og uoverstigelige afstande i kolde indre rum – alt dette vokser frem i den på overfladen trivielt dramatiske mafiaballade.

Men det er ”bare” elementer på det latent tematiske plan, og selvom det i sig selv kan være rørende nok, så er det, som for alvor slår benene væk under en, selv så mange år efter, den absurde kvalitet i skuespilpræstationerne parret med det uhørt veludviklede manuskript.

Holder den stadig 20 år senere?

De lokale slangfraser er per definition letkøbte point, men når de smelter sammen med skuespilkunstens mest fornemme virkemidler som kantet, hakket og hostende diktion, de stjålne blikke, de tøvende replikker, ord udtalt langsomt og vrængende og det infernalske væld af følelser, som kommer gavmildt og kontrolleret til udtryk i praktisk talt hele persongalleriet, SÅ bankes man omkuld. Og replikkerne udgør ikke sjældent lammende mavepustere.

Holder den stadig 20 år senere? Ja, for fanden – og mere til! ‘The Sopranos’ udgjorde ikke kun en af de absolut første og største soldater i tv-serierevolutionen i begyndelsen af det nye årtusinde, den gjorde det faktisk fra og med første afsnit. Dét var også uhørt, for noget som nemlig kendetegner rigtigt mange selv voldsomt gode serier, er det faktum, at det tager tid at køre en god produktion i stilling.

Det tager tid for produktionsholdet at finde tonen, for manuskriptforfatterne at finde hjertet og sjælen og flowet og for skuespillerne at finde ind til kernen i deres respektive karakterer. Men ‘The Sopranos’ fandt sig selv allerede fra det første sekund. De er lige der, og har du ikke allerede givet dem dit hjerte, så venter de stadig på dig. De er ligeglade med, hvis du kommer 20 år for sent til festen.

De er lige dér.

Søren Staal Balslev

Freelancejournalist især indenfor kunst, tech og digital kultur.