Small Revolution plastik
Foto: Rita Kuhlmann

To iværksættere giver dødsdømt plastik nyt liv: “Plastik er noget af det mest bæredygtige materiale i verden, hvis man bruger det korrekt”

De fleste stykker plastik i verden gemmer på syv liv. Alligevel får det meste kun et enkelt. På Refshaleøen er to iværksættere ved at knække koden til, hvordan plastik kan udnytte det store bæredygtige potentiale, som vidundermaterialet rent faktisk gemmer på.

81 procent af den plastikemballage, som bliver sendt ud i butikkerne, ender med at blive brændt, og det sviner. Men plastik er næsten umuligt at undvære, og så er det et materiale fuld af bæredygtigt potentiale. Det mener iværksætterne Mie Mogensen og Arendse Baggesen, som vil skabe en plastikrevolution gennem godt design og nye genanvendelsesmetoder.

Forestil dig, at møblerne i dit barns børnehave, på din arbejdsplads eller i dit hjem hvert fjerde år bliver hentet af en stor lastbil for så at blive ’smeltet om’ til nye helt friske elementer. Det er altså det samme materiale, du får igen, bare i ny form.

“Ideelt set er det sådan, vi behandler plastik i vores hjem og institutioner i fremtiden. Det er faktisk vores våde drøm at forsyne landets institutioner og arbejdspladser med møbler af 100 procent genanvendt plastik,” siger Mie Mogensen, som har en baggrund i bystudier og kunst.

Foto: Rita Kuhlmann

Mie Mogensen er den ene af de to kvinder bag designvirksomheden SMALLrevolution, som har etableret en cirkulær produktionskæde, hvor samme materiale kan genanvendes igen og igen – og igen og igen. I lokalerne i et kontorfællesskab på Refshaleøen tester virksomheden plastiksammensætninger i alverdens farver og udformninger, mens Mie Mogensen og Arendse Baggesen taler med lossepladsmedarbejdere og plastikeksperter rundt om i landet for at finde frem til det helt rette turkis-blå eller skriggule plastikaffald, som de kan bruge i deres møbler. De bruger heller ingen farvestoffer i processerne, hvilket gør, at farven er vigtig i jagten på plastikaffald.

Affald er ikke affald

Plastik er alle vegne. Rundt om vores mad, i vores computere, i skoene, i legetøjet, i toiletskabet. Samtidig sviner det og tærer på jordens ressourcer, og vi elsker at hade det udskældte materiale. Selvom plastik har en masse fordele, er det blevet symbolet på alt, hvad der er dårligt. Plastikflasker og poser bliver decideret forbudt, men i stedet for forbud burde der ske en gentænkning af materialets levetid, hvis du spørger kvinderne bag SMALLrevolution.

Plastik er et produkt, der er fremstillet til kun at blive brugt én gang, fordi det er så billigt. Hvorfor er det sådan?

“Det skal heller ikke være sådan. Det skal jo netop genanvendes. Til at starte med undrede vi os præcis over, hvorfor der ikke er flere designprodukter i genanvendt plast. Plast er jo et meget mere robust materiale end eksempelvis træ, der skal behandles, hvis det skal stå ude, mens plastik kan stå fuldstændig ubehandlet og holde i masser af år i regn, vind og sol,” siger Mie Mogensen.

Ud fra tanken om at skabe et designprodukt, der kan bruges både inde og ude – og samtidig er smukt og cirkulært – har SMALLrevolution skabt ‘Mabel’, som nu er blevet virksomhedens signaturmøbel. Mabel, som enten kan bruges som bord eller skammel, blev startskuddet til, hvad de håber kan ændre danskernes syn plastik generelt.

Foto: Rita Kuhlmann

“Det er ikke kun en skammel, det er et visitkort, og vi har altid en under armen, når vi er ude til møder for at vise, hvor flot genbrugsplast kan være. Vi oplever mange, som siger “Wauw! Kan plastik se så smukt og elegant ud,” fortæller Arendse Baggesen om møblet, som ligner granit, men faktisk er genanvendte plastikposer, skruelåg eller husholdningsplast.

“Pludselig får det et raffineret og chikt look. Vi plejer at sige, at vi vil gøre plastik sexet,” tilføjer hun.

Hvorfor har plastik så fået så dårligt et ry?

“Fordi det er en type forurening, som vi rent faktisk kan se. Plastik sviner og ser ulækkert ud i vores natur, og det skaber ødelæggelse for dyr og mennesker. Vi kan forhåbentlig være med til at forandre synet på plastik, og hvad det kan bruges til og vise, at plastik faktisk er et meget bæredygtigt materiale. Hvis det bliver genanvendt og sorteret rigtigt, så kan det nemlig vare for evigt – næsten,” smiler Arendse Baggesen.

Plastik fantastisk

På 50 år er den globale produktion af plastik steget eksponentielt. Hvis udviklingen fortsætter, regner man med, at produktionen i 2034 vil være cirka 600 millioner tons. Det er meget. I Danmark genanvendes kun 15 procent af al plastaffald, og det er ikke i nærheden af nok, mener de to iværksættere.

Mie Mogensen og Arendse Baggesen har travlt, hvis de skal øge graden af genanvendelse og ændre den opadgående kurve for produktion af nyt plastik, fordi “misbruget” af plastik i verden bare stiger og stiger. Hvis det ikke ender i havet, hvilket otte millioner tons plastik gør hvert år, så bliver det brændt af og udleder skadelig CO2 i atmosfæren.

“Vores produkter består af ‘dødsdømt’ plastik. For hvert af vores genanvendte produkter på cirka fire kg., sparer vi miljøet for 9,5 kg. CO2. Med vores nuværende produktion anvender vi cirka 500 kg. genanvendt plast om måneden. Det svarer til en miljøbesparelse på 1,1 tons CO2 per måned,” siger Arendse Baggesen.

Hvor får I jeres plastik fra?

“Fra husholdningsaffald, kosmetik, emballage, medicinalindustrien – alt muligt. Vi henvender os til danske virksomheder og fødevareproducenter og spørger, om vi må få deres plastikaffald, og så har vi har fundet en sej ildsjæl i plastikbranchen, som hjælper os med at farvesortere plastikken. Hvis vi gerne vil lave en gul stol, så skal vi ud og finde en masse gul plastik, som er blevet smidt ud,” siger Mie Mogensen.

Det lyder som lidt af et sorteringshelvede?

“Det er det også! Sorteringsproblemet er det som har bremset for udviklingen tidligere, for det tager tid, og det er kun ham vores ’ildsjæl’ og samarbejdspartner, som gør det. Men der er ved at blive udviklet nogle maskiner, som kan sortere mellem farverne, men det er en besværlig proces, og det er svært at finde det rette plastik, selvom man skulle tro der var rigeligt at tage af,” siger de to iværksættere.

Hvordan står det til i Danmark med vores forbrug og indsamling af plastik?

“I Danmark er vi ret gode til at indsamle plastikken, men det stopper ligesom der og ophober sig – eller bliver afbrændt. Skal genanvendelsesgraden af plastik øges, skal designere, arkitekter og ingenører meget mere på banen,” siger Arendse Baggesen.

Plastik er fremtiden

Plastik nedbrydes ekstremt langsomt, og i nogle tilfælde tager det flere årtier. Derfor vokser mængden af plastik konstant. Der kommer mere og mere, men næsten intet forsvinder. Det, som bliver brændt af, udleder store mængder CO2, og udgør derfor et klimaproblem. Genanvendelse er derfor den eneste rigtig gode løsning på verdens plastikproblem.

For nylig har Mie Mogensen og Arendse Baggesen åbnet et ‘plastlab’ i Sydhavnen, som kan lave plader i 100 procent genanvendt plastik, noget som de længe ikke helt har kunne greje, hvordan de rent teknisk skulle producere. Plastikken kommer fra kasserede gasrørsledninger, kosmetikemballage, låg fra flasker, husholdningsaffald – og snart ubrugte stomiposer.

Foto: Rita Kuhlmann

“Pladerne skal bruges til samle-selv møbler, modulsæt, børneborde og reoler, som en dag skal være en del af det cirkulære system,” siger Mie Mogensen og henviser til det med lastbilen, som henter dine møbler hver fjerde år og omsmelter det til nyt.

“Vi har cirka fire år til at få det til at ske, fordi landets kommuner i år 2025 vil skulle omstille næsten alle offentlige indkøb til bæredygtige produkter,” siger Arendse Baggesen.  

Hvordan vil I beskrive plastikbranchen i Danmark?

”Den er sjov og ret klar til en bæredygtig omstilling, men vi har også skulle sparke nogle døre ind og bevise noget. Vi har i den grad været i “plastikskole”. I starten mødte vi modstand, fordi vi hårdnakket holdt fast i, at vores produkter skulle være 100 procent genanvendt plast og samtidig farverigt. Vi blev ved med at skubbe til den genanvendelses-grad indtil vi ramte målet,” siger Arendse Baggensen og tilføjer:

“I dag vil branchen gerne lege med os, og det er vi ekstremt glade for. Der er brug for partnerskaber for at blive ved med at innovere på plast og sikre at vi kan skabe gode designløsninger, der er cirkulærer.”

Flere kvinder i plastikindustrien

Plastikbranchen er ikke særlig stor i Danmark, og den er domineret af mænd. Mænd som sidder ude i landet med en enorm viden og store mængder plastik, men som ikke rigtig ved, hvordan de skal omsætte det til godt design.

Er der fordele ved at være kvindelige iværksættere i en mandsdomineret plastikbranche?

”Der bliver lagt mere mærke til os. Vi holder på, at det er fordi vi rent faktisk har nogle spændende produkter – og ikke udelukkende fordi vi er kvinder,” griner Arendse Baggesen, mens Mie Mogensen supplerer:

“Jeg håber da, at flere kvinder tør kaste sig ud i at innovere og skubbe plastikbranchen. Der er simpelthen brug for flere feminine og finurlige plastik-løsninger,” tilføjer Mie Mogensen.

Footer graphics