‘A Moon Shaped Pool’, Radioheads niende album, var på mange måder gruppens mest inviterende til dato. Det var i hvert fald så godt som strippet for de soniske benspænd, som havde præget størstedelen af udgivelserne siden 1997’s uforlignelige ‘OK Computer’.
Radioheads medlemmer var ikke længere for fine til at dyrke det fængende, hvad blandt andet gav sig udtryk i en suveræn koncert samme år på Barcelonas Primavera-festival. Her blev der ikke bare spillet så tyst, at publikum måtte prøve noget helt nyt og koncentrere sig om at lytte – der blev også lukket og slukket med et par af de bandlyste sange, som først havde bragt bandet til storhed: 1994’s ‘Creep’ og 1995’s ‘Street Spirit (Fade Out)’.
Radiohead lefler per definition ikke, og gruppens tilbagevenden til refrænerne handlede da også om noget væsentlig andet end at børste støvet af et turnévenligt bagkatalog. Det kunne tolkes som en slags omfavnelse af det sammentømrende og letafkodelige. Bedst udtrykt på det nye nummer ‘Identikit’, hvor Thom Yorke simpelthen parafraserede ‘I Don’t Wanna Know’ af onehitwonderet Mario Winans. Altså den flødelegerede R&B-perle, der havde P. Diddy på gæsterap og var umulig ikke at få på hjernen, hvis man havde MTV i 2004.
LÆS OGSÅ:
‘I Don’t Wanna Know’ er i sig selv interessant, fordi det bygger på et sample af Fugees’ ‘Ready Or Not’ (1996), som igen bygger på et sample af Enyas ‘Boadicea’ (1987) I mine ører var der slet ikke nogen tvivl om, at Yorke (trods en lille indlagt synkopering) synger ‘I don’t wanna know’ over den nøjagtig samme melodilinje, som Wiyans gjorde. Og med Yorkes skrøbelige stemmeføring fik frasen ny og dybere mening. Man anede, at manden vitterligt sang ud gennem et knust hjerte, og at han hermed anerkendte poppen som den mest umiddelbart farbare genre, når det kom til at årelade sin ulykkelige kærlighed. ‘Identikit’ var ikke bare et knæfald for popmusikken, men også en hyldest til en genre, som Radiohead havde holdt sig så langt væk fra, som man næsten kunne forestille sig.
På dansk kan titlen i øvrigt oversættes til fantomtegning. Og sangen er jo lige netop det… Radioheads fantomtegning af noget, der allerede er en grovfiltrering af en grovfiltrering.
Det er både snørklet og fint at tænke på. Og meget lidt letafkodeligt, meget radioheadsk, nu hvor vi alligevel er ved det.
