Ditte Giese: I 10’erne var meninger ligesom røvhuller – alle havde dem

Da jeg i gamle dage var i praktik på Ekstra Bladet, talte de ældre, garvede journalister ofte om ’ugens glade krøbling’. Det var en person, der fortalte sin lidelseshistorie i avisen og dermed opnåede en slags 15 minutes of fame på sin dårligdom.

Dette højst politisk ukorrekte udtryk er blevet i mig, og jeg har for vane at tænke det i et stille, privilegieerkendt suk, når jeg læser morgenavisen med endnu et debatindlæg fra en person, der piver over hverdagen, ’de andre’, krav fra præstationssamfundet, ja, over livet. Det kan være en 12-tals-studerende, der ikke synes, at SU’en er høj nok. Det kan være en småbørnsmor, der har svært ved at nå at brænde kalenderlyset rettidigt i december. Eller en far der ikke kan orientere sig på det nye Aula. Hverdagens små krænkelser.

’Ugens glade krænkede’ handler i dag ikke om ’den lille mand mod systemet’, om omsorgssvigt i velfærdsstaten eller skel mellem rig og fattig, som alle er gode positioner at få belyst. Nej, det handler om den privilegerede velfærdsdanskers kvababbelser med at vælge og vrage i alle livets tilbud. 10’ernes debat handlede især om synsninger og følelser og den enkeltes oplevelse af noget givent, som trumfede både forskning, statistik, evidens og det store billede oppe fra helikopteren. Så hvordan endte vi der?

Ubegrænset, billig spalteplads

I 10’erne blev den offentlige samtale demokratiseret endegyldigt. Den udvikling begyndte allerede i 00’erne, men papiravisernes krise og nedgang accelererede op gennem 10’erne med netaviser, clickbait og ikke mindst de sociale medier, der gav alle adgang til at skrive deres holdninger til alt og alle hele tiden. Det krævede en del mere at ytre sig offentligt før Facebook, hvor man skulle forfatte et læserbrev på papir og indsende det i kuvert med frimærke på til en debatredaktion og så håbe, at ens kronik eller læserbrev blev antaget på de eftertragtede, begrænsede sider. En skrap update der deles, likes og kommenteres kan det samme i dag, og kan nok også mere, da samtalen bredes ud til flere end de faste avisabonnenter, samtidig med at responsen er direkte og umiddelbar og “spaltepladsen” ubegrænset.

Den åbne, fri og demokratiske adgang til taletiden blev dog hurtigt udfordret af nettets voksende hær af hadefulde trolde, kældermennesker der spruttede ordslam og pøllede tilsvininger og trusler, ofte i den sexistiske og racistiske genre, i kommentarspor og indbakker til alle, de var uenige med.

Op gennem nullerne fik de store aviser, som en del af deres digitale omlægning, tilknyttet bloggere og debattører, der kunne skrive hurtige klummeagtige tekster som kommentarer om politik og aktualitet. Der var især tre emner, som egnede sig utroligt godt til onlinedebat: Indvandring, køn og politik. Og det var disse emner, der blev skruet op for.

Radio24syv åbnede i 2011 og kom til at præge mediebilledet massivt gennem 10’erne. Her blev kun ansat personligheder, folk med holdninger og stort set alle programformater havde et debatelement, hvor bølgerne kunne gå højt. Folk som Mads Holger, Lars Trier Mogensen, Knud Romer, Ditte Okman og Lisbeth Zornig Andersen boltrede sig i radioen og var med til at gøre 10’erne til debattørernes årti. På Radio24Syv var en historie ikke en historie, med mindre nogen mente noget. Og 24Syv var dygtige til samspillet med Facebook med små videobidder og lydfiler med de mest provokerende og opsigtsvækkende udtalelser fra gæsterne.

For de konkurrerende københavneraviser, Berlingske og Politiken, gjaldt det om at vinde klik-kampen. Rubrikker og holdninger blev skærpet, og bloggere og debattører blev ansat for at komme med det ledige standpunkt og provokere henholdsvis ’de blå’ og ’de røde’. Folk som Henrik Marstal, Eva Agnete Selsing, Mary Consolata, Henrik Day Poulsen, Anne Sophia Hermansen og så videre trak flotte læsertal.

Også politikerne fik faste blogs hos netaviserne, som de mere eller mindre (eller deres spindoktor) selv bestyrede, uden at mediet bag blandede sig. Bloggerne skaffede netaviserne tiltrængte klik, så de kunne sælge annoncer. Men hurtigt udviklede netavisernes kommentarspor sig til en kloak af ubehageligheder og tilsvininger af tekstens forfatter og tilhængere. Så meget at debatten om ‘tonen i debatten’ blev en årelang debat i sig selv.

Hate speech & klik

Over hele verden såvel som herhjemme diskuterede redaktionerne, hvordan de kunne opkvalificere og moderere debatten, så den ikke straks blev afsporet af en ’fynbo47’, der mente, at ”så syg en kælling som dig burde fjernes ved nakkeskud”. Alle undersøgelser viser, at det især er etniske og religiøse minoriteter, LGBTQ-folk og kvinder, der står for skud med grove kommentarer og direkte hate speech. Derfor lukkede nogle medier deres kommentarspor, mens andre gjorde det mere forpligtende at deltage med CPR-validerede profiler i eget navn eller koblet op på egen Facebook-profil. Ekstra Bladet gik naturligvis i den modsatte retning med deres Nationen-forum, der kun voksede op gennem 10’erne med anonyme profilnavne som ’Allah bevare Danmark’ og ’Julemanden’, så der ligesom er frit slag til at slå frit med ordene.      

Omkring 2012 lukkede Politiken ned for deres blogs, hvor afsender selv kunne logge ind og uredigeret sende en tekst ud i verden og satsede derefter på mere kvalificerede debattører med redigerede tekster, og det ser ud til, at de andre aviser følger efter. Eftersom de fleste læsere af debatindlæg får teksten tilbudt via deres sociale medier, har aviserne været nødt til at tilføje, at ”dette er et debatindlæg og kun udtryk for skribentens holdning”, da en del åbenbart havde svært ved at skelne mellem avisens holdning og f.eks. Henrik Dahls holdning.

Reaction bloggers

Det var også i 10’erne, at vi så fænomenet ’reaction bloggers’ opstå, som foregår i nogenlunde denne udvikling: En mediebegivenhed sker – lad os tage et aktuelt eksempel: Mette Østergaard fra Berlingske skriver en kommentar om, at hun har au pair for at få hverdagen med to små børn og en lederstilling til at hænge sammen efter en skilsmisse. Den tekst bliver læst og delt meget på nettet. Det lugter alle de andre redaktioner, og så kommer P1-formaterne, Radio4, ’Shitstorm’, NEWS, TV2 Nyhederne, ’Go’ Aften Danmark’, ’Aftenshowet’, ’Deadline’ og Politikens kulturredaktion på banen og interviewer hende, gerne over for folk som er lodret uenige. Samtidig begynder alle landets debattører så at skrive deres reaction, altså deres holdning til Østergaards holdning, og pludselig har alle medier, også dette, skrevet om aupairs og belyst problematikken fra alle vinkler, og vi får forstoppelse og gider ikke høre et ord mere om au pairs i lang tid.

Der er forskel på at reagere på andres ytringer og så at danne sin egen mening og gå forrest. Mange er i dag debattører, mens få er meningsdannere. Det blev ligefrem professionaliseret at være debattør med skoler som Politikens Kritikerskole, CEVEA’s og CEPOS’ Akademi, ligesom at årets DM i Debat med Politiken som afsender er et tilløbsstykke på debatfestivalen Folkemødet på Bornholm. Men for de fleste er det et brødløst ‘fag’ at mene noget.

En vigtig pointe omkring, hvorfor debat er blevet så stort et journalistisk satsområde i 10’erne, er, at debatstof er billigt og giver så overvældende respons på de sociale medier. Debattører får ingen eller meget få penge for deres holdninger, så det er et nemt regnestykke, om det bedst kan betale sig at lave research og interviewe f.eks. au pairs i Gentofte om deres livsvalg og hverdag, eller om det ikke er nemmere bare at få nogen til at mene noget om dem i en fart.

Op gennem 10’erne så vi også, hvordan kampsporten ‘debat’ bredte sig fra aviserne til taleradioen og tv. En vært som Clement Kjærsgaard har stået i front for DR’s debatformater, og også NEWS og Radio24Syv har gjort deres til, at der i dag er en hel hær af professionelle spinatfugle og debattører, der turnerer rundt i de forskellige debatformater og diskuterer Brexit, foie gras og au pairs med hinanden og deres bekendte. Der er gode og mindre gode ting at sige om denne udvikling. På en måde er det jo ret fint, at det offentlige rum bliver en slags terapeutisk samtale, hvor vi sammen afprøver vores holdninger og udfordrer hinanden på dem. På den anden side går det nærmest ugentligt i selvsving, hvilket et format som ‘Shitstorm’ på P1 er bevis på.

Minoriteternes stemmer

En rigtig god ting ved den mediemæssige prioritering af debatstoffet er, at minoriteternes stemmer endelig er kommet frem i bussen og bliver lyttet til. #MeToo kunne ikke være sket uden samspillet mellem journalistisk debatstof, sociale medier og et nyt digitalt sammenhold blandt ofre på tværs af landegrænser. Krænkerne blev stillet til skue.

Især kønsdebatten og den spirende identitetspolitik har præget den danske debatscene i 10’erne, hvor den brede offentlighed lærte ord som privilegieblindhed, woke, nonbinær, ciskønnet, kropspositivisme, mansplaining, voldtægtskultur og så videre. Alle ord der indtil for få år siden kun blev brugt i feministisk faglitteratur og internt blandt akademiske feminister. Nu optræder de i den almindelige offentlige debat. Jeg ser det også som en sejr, at en debattørstjerne som Natasha Al-Hariri har bevæget sig fra udelukkende at debattere tørklæder og integration til i dag at sidde i ’Mads og Monopolet’ og være med i ’Kender Du Typen?’ – det er så vigtigt, at det brede Danmark også møder det brune Danmark på ikke-krigeriske platforme.

Et sted, hvor debativeren set i bakspejlet nok gik over gevind, var, da Berlingske forsøgte sig med ”skæve” holdningsprægede anmeldelser, da kulturredaktøren satte avisens debattører og bloggere til at anmelde litteratur og kultur uden afsæt i deres faglighed, som aviserne ellers traditionelt har gjort.

For nylig sad jeg til bords med en musiker, der bragte dette på bane som en klage til selskabets journalist (mig) og sagde: ”Det giver helt sikkert læsere og trafik på nettet, men det er bare lidt nedtur at have brugt 5 år på at lave en følsom og unik plade og så blive anmeldt af en eller anden pøllehat fra CEPOS-miljøet, der bruger den som afsæt til at hade på venstrefløjen.”

Den iagttagelse kan vi jo tage med os ind i 20’erne, og fra mediernes side prøve at opkvalificere debatformen lidt og genfinde respekten for de skabende, i modsætning til os, de talende.