Barsel

Nybagt far: Hold nu op, barsel er ikke tvang. Det er et drømmescenarie

Det er meget svært at forstå, at man som lighedslakaj for selveste børnenes statsminister er så uinteresseret i at ændre på barselsreglerne.

Jeg er en moderne mand. I mit køkken står der en surdej, som jeg fodrer hver dag. Det er en form for hobby at holde den i live. Hver lørdag bager jeg brød med den, og næsten hver dag kigger jeg på videoer på nettet af andre, der har det ligesom mig, hvad angår dej.

Og selv om jeg nok er det, man i dag kalder en klassisk cismand – altså en mand, der identificerer sig med at være en mand – så synes jeg, at det med dejen er med til at gøre mig ret moderne.

Forleden læste jeg et indlæg fra en amatørbager, der hedder Cathrine, som også er mor til to små børn. For at få sine børn til spise grøntsager serverer hun en skål med mundrette bidder af f.eks. gulerødder og broccoli til ungerne inden aftensmaden. Børnene spiser op uden kræsen brok, haps, haps, og derfor kan hun være helt tryg ved deres fiberindtag, selvom de vælger kun at spise pastaskruer, når aftensmaden kommer på bordet.

En god idé. Simpel, men god.

Og det er så nu, det kommer til at handle om barsel. For i min verden er der ikke langt fra gulerødder i mundrette bidder til den verserende barselsdebat, som er blusset op i medierne, efter at den nye regering i sidste uge meldte ud, at den ville søge om dispensation for et EU-direktiv, der øremærker barsel til mænd – en mere eller mindre klokkeklar udmeldning, som den nye ligestillingsminister Mogens Jensen (S) nu kalder en misforståelse.

Det handler nemlig i barselsdebatten, som så meget andet, om at sætte de rigtige rammer, om at indrette en tilværelse og et samfund, hvor vi som individer træffer sunde beslutninger for os selv og hinanden. Og så er det fuldstændig lige meget, om vi paces til at gøre det.

For sætter man en skål med gulerødder foran et sultent menneske, spiser mennesket gulerødderne. Ligger der derimod en Twix ved siden af, mja, så ved jeg ikke rigtig.

Den nuværende barselsordning er en Twix. Og det er regeringens opgave at gemme den lidt af vejen for i stedet at sætte nybagte forældre foran en barselsordning, der får dem til at træffe en god beslutning. EU-direktivet er et puf i den rigtige retning, fordi danske fædre fra statens side fortsat kun er sikret to ugers barsel.

I Politiken kunne man forleden i et interview med Mogens Jensen forstå, at han ikke er tilhænger af øremærket barsel eller, endnu værre, kvoter, fordi det med ministerens ord er lig med ”tvang”.

Tvang. Ingen elsker tvang, det ved alle og enhver. Men ærligt talt, barsel for fædre er ikke tvang, det er et drømmescenarie. Det er tilmed politik af en kaliber, der gør os godt som borgere, mennesker, familier og forældre.

Jeg er selv blevet far for ganske nylig. Han hedder Niels, og jeg er meget stolt. I skulle bare se ham! Der sker nye ting med ham hver dag. For nylig opdagede han sit eget spejlbillede fra min favn. Det var et magisk øjeblik, næsten smeltende, vil jeg sige, som en indre Tjernobyl næret og ladet af ren kærlighed.

Jeg oplevede dét og mange andre små mirakler, fordi jeg var på barsel i min søns første tre måneder her på kloden. I dag er jeg slet ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning for mig og min lille familie, og jeg ser meget frem til at tage to måneder mere senere.

Mange fædre havde ellers bedyret, at små børn ikke er særlig spændende. Ikke før de kommer i etårsalderen, sagde de til mig. Men det er en overbevisning, jeg kan dementere fuldstændig. De første måneders drama kunne ikke engang David Attenborough matche i en voice over. Vi snakker decideret bevidsthedsudvidende biologi her.

Jeg tror desværre bare, mange forældre laver en hurtig kalkule, når barslen skal fordeles. Hvem tjener mest? Tit er det manden, og derfor giver det mening, at han arbejder, mens kvinden passer barn. På den måde reproducerer man et dårligt økonomisk mønster, hvor mænd for evigt bliver ved med at tjene mere end kvinder, og samtidig afstår fædrene den enormt graciøse håndsrækning, skæbnen tilbyder, når man får et barn.

Eftersom fundamentet i relationen mellem far og barn etableres i livets allerførste fase, burde det interessere flere mænd at være så meget på barsel som muligt. Ingen forældre ligger på dødslejet og klapper sig selv på skulderen over deres finansielle fornuft gennem en barselsperiode. Nej, de tænker på deres relation til deres børn.

Listen med videnskabelige argumenterne for at tilbringe tid sammen med sin nyfødte er så lang, at jeg ikke gider bruge spalteplads på det her. Det korte af det lange er, at vi vinder på det som mennesker og som samfund, fordi det på sigt skaber lighed og ligeløn på arbejdsmarkedet.

For en nybagt far som mig kan det være meget svært at forstå, at man som ny regering og lighedslakaj for selveste børnenes statsminister, der i det famøse aftalepapir erklærede, at man ville skabe et samfund, ”hvor mænd og kvinder har reelt lige muligheder”, er så uinteresserede i at ændre på de gældende barselsregler. Regler, som beviseligt er skævvridende for ligestillingen.

Der tegner sig konturerne af en regering med et tvivlsomt engagement indenfor social retfærdighed, men med et ihærdigt engagement for ulighed.

Og når Mogens Jensen slår korsets tegn for sig, så snart han hører ordet ’kvoter’ for i stedet at tilbede ”motivation” og ”gode eksempler” i den triste saga om mænds manglende barsel, så kan jeg ikke lade være med at tænke på Cathrine og hendes gulerødder.

For man motiveres ganske enkelt ikke til at træffe de gode valg gennem politiske kongstanker. Det bekræfter de seneste 36 års ekstremt langsomme udvikling på barselsområdet, som gør, at mænd stadig kun tager 10 procent af barslen.

Man træffer derimod det gode valg, fordi de voksne, dem med magten, har taget ansvar for borgernes velbefindende og fremtid. Selvfølgelig kan det gode valg ikke demokratiseres, for det vil altid være en individuel sag, men fra politisk hånd behøver man ikke være så bange for at støde folk på frihedsmanchetterne. Det er at forveksle dovenskab med frihed.

Regeringens opgave er derfor ikke at motivere– hvis den vil ændre en barselskultur, der fastholder mænd og kvinder i fastlåste normer – opgaven er at være voksen nok til at øremærke rettighederne til mænds barsel, så ordningen bliver mere lige.

Det er en meget simpel løsning. Simpel, men god.

Foto: Francesca Patringa/Unsplash

Footer graphics