Hvem er jeg uden mit barn?
Radio & podcast
menu-close

Iben Maria Zeuthen om børnefri uger: Hvem er jeg uden mit barn?

16. november 2018 |

Som deleforælder har man tit et stærkt behov for at fokusere fuldkommen på sin unge, når den er der. Det er faktisk en kæmpe lettelse at sætte sit liv på stand-by - for barnets skyld. Men jeg kan godt forstå, at han undrer sig over, hvad jeg mon laver, når han ikke er der.

Radiovært og journalist.

Foto: Christian Bang

Forleden sagde min 4-årige dreng, mens han sad på tæppet og legede i vores lejlighed: ”Hvad laver du egentlig, når jeg er sammen med far, mor?”

Jeg tøvede et sekund for meget til hans smag, og han kvitterede med sympatisk nok at give mig et bud på en svarmulighed: ”Går du og tæller potteplanterne, eller hvad laver du?”

Han er 4 år, og kommentaren skal læses fuldkommen uden ironi og med oprigtigt ’det kunne da godt være’-tanke, og jeg tror også, det var noget i den stil, jeg fik svaret. Og så grinede jeg desværre ret højlydt over billedet af, at jeg skulle gå rundt på mine børnefri-dage og tælle mine stueplanter.

Efterfølgende kom jeg til at tænke på, hvad hans udsagn egentlig var udtryk for. Der er jo altid den mulighed, at et barn siger noget fuldkommen random, og det er oftest tilfældet. Men derudover kan det jo faktisk være, at knægten er begyndt at stille sig selv spørgsmålet: Hvem er min mor OGSÅ? Udover at være min mor?

For han selv har jo et liv med sin far, som er et andet liv, end det han har med mig, og han har et liv med sine venner i børnehaven. Men hvad med mor? Hvad er hun, når jeg ikke er her?

Jeg kan jo passende stille spørgsmålet videre til mig selv: Hvem er jeg uden mit barn?

Jeg kan ikke rigtig regne ud, hvad der forventes af mig. For på den ene side bliver livet aldrig det samme, efter man har født sit barn. Der er meget mere angst og alvor i tilværelsen, alene fordi den tanke, at man kunne miste det dyrebareste og dermed imødegå ens egen undergang, er rykket ind i tilværelsen.

Trækker han vejret?

Inden barnet var det mest livstruende sygdom som kræft, der havde den plads, men hvis der engang skulle ske mit barn noget, så slutter tilværelsen øjeblikkeligt der. Så på den måde er livet afgrænset på en anden måde end før. Derudover oplever jeg både et øget kontrolbehov (har han det godt, er jeg der på den rigtige måde?), men samtidig et øget kontroltab (jeg er nødt til at give slip, for ellers skal jeg være opmærksom og skærpet 24 timer i døgnet).

Lad os tage spædbarnet som eksempel: Jeg har hørt så mange nybagte mødre, der med skam i stemmen nærmest hvisker, at de ligger og tjekker barnets vejrtrækning om natten, og jeg har tænkt, at for mig var det nærmest underligt, hvis ikke man gjorde. Hey, barnet har lige ligget inde i en balje vand i ni måneder, det er klart, din hjerne ikke kan forstå, at nu trækker det barn selv vejret og i modsætning til alt andet i det lille liv, sørger det for vejrtrækningen helt selv. Klart at man lige tjekker, om baby nu også husker det.

LÆS OGSÅ: Liste over nedturs-ting ved at være deleforælder

Men så kommer der den dag, hvor man første gang ikke tjekker det. Og derefter kommer alle de andre dage med mere eller mindre bevidst, og mere eller mindre tvungent kontroltab. Som 7 timer i vuggestue: Hvad hvis han sluger en gulerod: Kan de førstehjælp? Eller overnatning hos bedsteforældre: Åh, de har ikke børnesikring på vinduerne. Men man skal på job, på date, sove eller noget som efterhånden begynder at føles så vigtigt, at man modvilligt accepterer kontroltabet, og således sker løsrivelsen mellem forælder og barn umærkeligt over tid.

Behovet for fuld kontrol og symbiose landes op med egne behov. Men det sker jo ikke fra den ene dag til den anden, og ofte opdager jeg disse overlap, hvor man er i kontrol og samtidig i løsrivelse bagefter. Det sker i ryk. I perioder står det stille, i andre perioder er der speed på. Nogle gange opdager jeg det selv, andre gange skal jeg mindes om dem af mit barn. Som nu f.eks. de potteplanter: Han siger (måske) til mig, at han nu er klar til, at jeg viser ham i endnu tydeligere grad, hvad der er mit eget liv, det liv der ikke har ham som hovedfokus.

Hvorfor er han nysgerrig omkring det? Alle menneskers verden udvider sig hver dag, med de erfaringer vi gør os. Også, nok især, børns verden udvider sig. Hver dag er de parat til at udvide den cirkel, de befinder sig midt i og overskue en større bid af verden. Hvor er mor, når jeg er et andet sted?

Desuden opbygger man som barn sin identitet ud fra sine forældre. Mange ting gør man efter sine forældre, og mange ting gør man direkte modsat, men jeg tror i en eller anden grad altid vores handlinger vil reflektere vores baggrund. Derfor har mit barn et helt naturligt ønske om at kende til den virkelighed, jeg er en del af, men som han ikke ser endnu.

Mor og potteplanterne

Hvor er det sødt, at han tror, han er det eneste i mit liv, og når han ikke er der, er der bare potteplanterne. Det er sødt, men det er ikke holdbart. En af mine venner talte forleden om, hvor ulykkelig han var over, at hans børn følte ansvar for ham, og hele tiden spurgte om han havde det godt. Hans egen forklaring på dette fænomen var, at de ikke vidste, hvor stærkt et socialt liv han har, fordi han dyrker det, når de er hos deres mor. Det er tilsyneladende et offer – at slukke for sit eget liv og fokusere på barnets.

LÆS OGSÅ: 29 år og ikke nogens mor: ”Skal I ikke snart have nogle børn?”

Men jeg har egentlig oplevet det omvendt: Som deleforælder har man nok et naturligt behov for at fokusere fuldkommen på sin unge, når den er der. Ikke multitaske og bare gå i rent fokus. For mig er det i hvert fald en kæmpe lettelse. Jeg sætter ikke mit liv på stand-by for min søns skyld. Jeg gør det for min egen. Det er en stor luksus i denne komplekse digitale verden at sætte resten af tilværelsen på flymodus. Og mit barn oplever forhåbentlig, at jeg hører efter, når han taler. Men der er som sagt slagsider. Nemlig at barnet føler sig undrende over den del af forælderens identitet, som han/hun ikke ser og måske til syvende og sidst føler ansvar for at tilfredsstille forælderens omsorgs- og sociale behov.

Så nu må jeg øve mig i at nærværs-multitaske: Han skal se mere af mit liv. Og når jeg tænker: ”Hvorfor har han dog ikke set det før”, tænker jeg på, hvor stort et privilegie det er, at vi i den vestlige verden (med undtagelse af når sygdom og sorg rammer os) faktisk har mulighed for at styre vores børns forståelseshorisont, således at de faktisk først får mere information og udvidet deres forståelsescirkel, når de er klar og selv beder om det.

Næste spørgsmål er så: Hvad ER min verden udover min søn? Det er jo så det, han lidt tvinger mig til at tage stilling til. Hvem vil jeg vise, jeg er? Egentlig er svaret ret enkelt. Jeg vil være inspirerende, inspireret og stærk, så han ved, at han aldrig skal bakse med min mentale sundhed. Så han bliver loadet med input, som gør ham uafhængig af menneskers mening om ham. Så han altid kan finde værd og mening i musikken, bøgerne, farverne, fortællingerne.

Og det store og for denne tekst igangsættende spørgsmål ”hvad laver du, når jeg er hos far” kan således besvares langt (som ovenfor) eller kort, som her til sidst: Jeg drikker rødvin, fordyber mig og sørger for at holde mig stærk. Og så har jeg for første gang lige talt potteplanterne. Der er 16. Medregnet afklippede blomster i buketter.

Iben Maria Zeuthen

Radiovært og journalist.