Hvad jeg har lyst til, spørger du? Drikke eller sove! Drikke vin og sjusser hurtigt og kortvarigt, så jeg bliver beruset og kan gå i seng. Eller – giv mig en sovemaske, ørepropper og et køligt, mørkt værelse med en stor seng, hvor jeg uforstyrret kan ligge i dvale i en uge.
Det er status pt. Efter to børn, en gang stress, opstart af egen virksomhed, 15 ansatte og et hus der skal passes. Jeg har egentlig altid troet, at optimisme, humør og overskud ligesom lå i mine gener, men må indrømme, at jeg kommer til kort i øjeblikket. Jeg er ikke en humørbombe. Jeg orker ikke særligt meget, og når jeg gør, så er jeg bare med. Jeg deltager ikke rigtigt. Og hvis du spørger mig, hvad jeg har lyst til, så ved jeg det vist ikke rigtig mere.
En bekendt fortalte forleden, at han skulle være alene hjemme i en uge – uden børn og uden kone. Mine øjne lavede sådan en tegneserie bevægelse – BOING! – ud af hovedet på mig. En uge hjemme alene! Det har jeg ikke prøvet i seks år. En hel uge til at sove længe, gå ud med vennerne, spise chips i sengen, træne når det passer mig, stå op og gå i seng på min måde – mine tidspunkter – og vigtigst af alt en uge, hvor jeg ikke skulle forholde mig til andres behov end mine egne. Det lyder som en helt uhørt luksus.
Om det er miljø, arv, kultur eller simpelthen biologi, der gør, at kvinder og mødre har det med først og fremmest at forholde sig til andres behov, det aner jeg ikke. Men jeg kan tydeligt høre på min kvindelige omgangskreds med børn, at de har det på samme måde. Og når en enkelt stikker udenfor og lader sin mand tage styringen og sætter egne behov i fokus, så provokerer det andre kvinder. Udmattelsen skal vi være sammen om. Den gensidige forståelse af at vi ikke har overskud, ikke er supermødre, vrisser, er spidse og trætte med nedadvendte mundvige og altid, ALTID har en deadline og et sted vi skal eller BØR være.
30’erne og 40’erne er heftige
Det er en tilbagevendende debat, at vores arbejdsliv og familieliv er forkert skruet sammen. At det er omsonst, at vi stifter familie og gør karriere præcis samtidigt i livet. 30’erne og 40’erne er heftige. Men helt ærligt så tror jeg ikke, at det har så meget med karrieren at gøre.
I mit work-life-drama giver arbejdet en suveræn balance overfor familien. Jeg er lykkelig for at være på arbejde, og jeg er lykkelig for at være hjemme. Det ene havde ikke fungeret uden det andet. I langt højere grad handler det om at være bedre til at sige fra. Nej, jeg kan ikke komme til den fødselsdag. Nej, jeg kan ikke bage kage til forældremødet. Nej, jeg gider ikke spise middag med dem. Jeg skal selv sige nej og give plads til de ting, der gør mig glad.
Hverdag hos familien Gammeltoft
Men må man det som mor? Som leder? Som nogens kæreste? Hver dag er en lang selvransagelse. Vrissede jeg for meget i går? Fungerer jeg som leder? Anerkender jeg andre nok? Det er så nemt at skyde skylden på noget udefrakommende. At sige at der kræves for meget af os, fordi vi både skal være succesfulde, sjove på de sociale medier, tjene penge, opfylde vores forældres ambitioner på vores vegne, følge med i kulturlivet og så videre.
Men helt ærligt, så er det langt vigtigere og i mine øjne rigtigere at tage ansvaret selv. Det er op til mig at give mig plads. Finde min vej. Sige fra og tage den eventuelle konfrontation ved at sige: ”Jeg går lige op og tager en eftermiddagslur”. Eller måske endda: ”Vi ses søndag aften, jeg tager på hotel”.
