Der var i 2018 politisk flertal for at gøre noget ved et årelangt stridsmål mellem fraskilte forældre: Børne- og ungeydelsen. Pengene fra staten er nemlig noget af det, som mor og far skændes mest om efter en skilsmisse.
Langt de fleste børn får efter en skilsmisse adresse hos mor. I 2018 var det kun 4 procent af alle børn, der havde adresse kun hos far. 22 procent af alle hjemmeboende børn havde to familier. Af disse boede 86 procent med deres mor og havde samværsfamilie hos deres far.
Og hvorfor er det så vigtigt, hvem et barn har adresse hos? Det er det, fordi vores forældede skilsmissesystem stadig inddeler forældre på et A og B-hold: Bopælsforældre og samværsforældre.
Bopælsforælderen, som de facto er kvinden, får al økonomisk hjælp fra både stat og eks. Det drejer sig om den kvartalsvise børne- og ungeydelse (”børnepengene”), retten til forhøjet ’enlig forsørger’-takst, nedsatte takster på institutionspladser, fortrinsret i boligkøen til lejeboliger, samt børnebidrag der skal betales fra den anden forælder, hvis deleordningen er ulige, samt et eventuelt ægtefællebidrag, altså ekstra penge til mor.
Det er også bopælsforælderens bopæl, der ofte bestemmer, hvor barnet skal gå i (kommune)skole, eller om det pludselig skal flytte med mor fra Viborg til Hellerup. Det er altså nogle ret vigtige ting i et barns hverdag og liv, som mor kan styre efter en skilsmisse. Systemet skal sikre mod de såkaldte højkonflikt-skilsmisser, hvor forældrene ligger i krig med hinanden, eller der har været vold/misbrug involveret.
Men hvad med alle de andre brudte familier, som sagtens kan have et samarbejde og en ligelig deleordning? Dem er der trods alt flest af. Men der er far også dømt ude, hvilket sender et uheldigt politisk signal i et ligestillingspolitisk foregangsland som Danmark.
Den daværende børne- og socialminister, Mai Mercado (K), havde fundet politisk flertal til at skabe et mere moderne system, der tager højde for, at mænd i dag er ligeså engagerede forældre som kvinder. Politikerne ville dele børnechecken og gøre det muligt for et barn at have bopæl to steder, ligesom i Sverige. Det ville sende et stærkt familiepolitisk signal at ligestille mødre og fædre og fra statens side opfordre dem til samarbejde, deleordning og fællesskab fremfor krig, statsamt og mistillid.
Der var naturligvis indlagt det forbehold, at ændringen kun skulle gælde de brudte familier, der har fælles forældremyndighed, og hvor forældrene har indgået en ligelig deleordning (7/7 eller 8/6). Det med den delte bopæl nåede at blive gennemført pr. 1. april 2019, men et barn kan dog stadig kun have folkeregisteradresse et sted, så det er svært at se, hvad der egentlig har ændret sig?
Ventetid i månedsvis
Den tidligere regering nåede også at få nedlagt den berygtede Statforvaltning og oprette et såkaldt Familieretshus i stedet, hvor alle konflikter skal løses fremover. Der er dog ligesom i det gamle system meget lang ventetid, og man kan ikke ringe med en helt almindelig forespørgsel, da der åbenbart er mega travlt i Familieretshuset. Folk holder jo ikke ligefrem op med at blive skilt.
Desværre nåede politikerne ikke at få gennemført deres lovforslag om at dele børne- og ungeydelsen inden folketingsvalget, og aftalen er derfor bortfaldet. Så det er stadig sådan, at ydelsen tilfalder den forælder, altså mor, som barnet har folkeregisteradresse hos. Skal der ske noget med den økonomiske ligestilling, er det derfor op til den nye regering, med børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i spidsen, at finde ud af, om forslaget med de delte ydelser eller et helt nyt forslag, skal tages op i Folketinget igen.
Det håber jeg af hele mit feministiske moderhjerte. Og så håber jeg, at der kommer styr på skilsmissesystemet, så forældre i krig med hinanden kan få hurtig hjælp, rådgivning og afgørelse i stedet for, som nu, at skade hinanden og deres børn i årevis – blandt andet med børnecheck og bopæl (og samvær) som våben.
Som minimum bør børnepengene deles lige imellem forældre, der har 7/7 eller 8/6-deleordning, fordi det da burde være tydeligt for enhver, selv SKAT og Udbetaling Danmark, at begge forældre så deltager lige meget i deres børns liv (og betaler lige meget). Alternativt kunne man omlægge børne- og ungeydelsen til et skattefradrag baseret på antallet af hjemmeboende børn, ligesom det var inden 1983, da Schlüter opfandt ’børnechecken’.
Man kunne også med fordel, som Børns Vilkår tidligere har foreslået, indføre en fælles børnebankkonto til indtægter og udgifter vedrørende barnet, sådan at der mellem to fraskilte forældre er fuld gennemsigtighed over, hvad det koster at have et barn. På den måde kan SFO, svømmehold, sandaler og skolepenge køres sammen, deles ligeligt og budgetteres med. For jeg forstår godt, at man(d) ikke gider bidrage til eks’ens privatøkonomi.
En deling af ydelser og rettigheder fra politisk side vil give reel ligestilling mellem far og mor. Og det burde en rød S-regering ærligt talt være tilhængere af.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
