For to uger siden, mens jeg cyklede ned ad Nørrebrogade og lyttede til ’Dreams’ af Fleetwood Mac på allerhøjeste lydniveau, ringede min mor til mig og afbrød min musik på telefonen. Min mor fortalte, at min ukrainske onkel i frygt havde hævet alle sine penge i banken, og at hun var bekymret for min bedstemor nu, hvor krigen kom tættere og tættere på. Jeg bremsede min cykel og måtte gå resten af vejen i et roligt tempo.
Telefonsamtalen udviklede sig til et større diskussion om Rusland og Ukraine-konflikten. Jeg kunne ikke håndtere min mors følelsesmæssige involvering i konflikten, og jeg blev rasende over hendes patriotisme, især da hun på ukrainsk sagde:
”Vi ukrainere er særlige. Vi står sammen og kæmper for frihed og uafhængighed. Hvorfor kan russerne ikke bare passe sig selv uden at stjæle fra andre?”
Derfor truede jeg med at lægge på, hvis vi ikke kunne tale om noget andet. Men inderst inde forstod jeg godt hendes vrede. Hun er opvokset i en lejlighed på 56 kvm i en grå betonbygning sammen med hendes mor, bedstemor og lillebror i en provinsby nær Kijev, og her bor alle hendes venner stadigvæk. Her fik hun sin første stilling, sin første kæreste, og her startede hele hendes historie. Hendes identitet er nu på spil. Tænk, hvis det var Danmark, der var ved at blive invaderet.
Sidenhen har vi prøvet på at tale om noget andet, når vi mødes som fx, hvor man kan købe de lækreste kager i København, eller jeg viser hende nuttede kattevideoer på TikTok, som vi begge elsker. Men vi ved begge to, at krigen ulmer ved den ukrainske grænse, og lige nede under vores samtale.
Min mor kom til Danmark fra Ukraine for kærligheden og i håb om et bedre liv. Hun satsede alt og forlod sin familie, sine venner og sit arbejde i forventningen om, at der ventede et fantastisk liv i det vidunderlige Danmark, som hun havde læst om i H.C Andersens eventyrene. Min far var ’prinsen på den hvide hest’, som hun havde mødt gennem datidens datingbureauer, og som hun nu skulle besøge i Danmark efter længere tids faxkorrespondance.
Siden dengang er situationen i Ukraine kun blevet værre, og selvom mine forældre blev skilt kort tid, efter jeg kom til verden, kunne min mor og jeg heldigvis blive i Danmark takket være den daværende blødere udlændingepolitik i starten af 00’erne.
Vores liv startede sammen i en lille toværelseslejlighed på Østerbro med tekøkken og meget lavt til loftet. I opgangen var der kilometer lange gange, og der stod telefonbokse i hver ende, hvorfra min mor ringede hjem til familien i Ukraine. I Danmark havde vi kun hinanden, og her levede vi i en symbiotisk tilstand.
Som barn mærkede jeg tidligt, at jeg ikke kun havde en dansk baggrund. Jeg fik aldrig tarteletter til aftensmad, jeg talte ukrainsk, og jeg så aldrig film som Olsen-banden. Nej, hjemme hos os spiste vi ukrainsk rødbedesuppe borscht og pelmeni (som er russiske ravioli) og så russiske tegnefilm.
Når jeg var syg, fik jeg en varm forbinding på mig, som havde absorberet hjemmebrændt sprit. Jeg fik lagt den på min hals og lunger, og så skulle jeg nok blive ”rask” i løbet af natten. Den sprittede lugt spredte sig i hele rummet, og det brændte på kroppen, så jeg ikke kunne sove. Jeg stillede altid mig selv spørgsmålet: ’Hvorfor er alting så mærkeligt hjemme hos mig?’.
Da jeg kom i skolealderen, og klassekammeraterne var på besøg, var jeg flov over, at min mor talte dansk med østeuropæisk accent. Jeg gjorde alt for at virke så dansk som muligt, men jeg vidste jo godt, at jeg aldrig ville blive det. Jeg undskyldte for min mor og hendes kultur, jeg skældte hende ud for at være hende, og jeg prøvede at gemme min mor væk fra omverdenen. Nogle gange var jeg så pinlig berørt, at jeg dukkede alene op til skolehjemsamtalerne i folkeskolen.
Mens mine klassekammerater gik til fodbold og karate, gik jeg til russisk hver lørdag. Dengang gik jeg til russisk, fordi Ukraine og Rusland ikke var fjender. Men jeg syntes stadig, at det var spildt af tid, og jeg prøvede at slippe udenom hver gang, men i dag takker jeg min mor for det.
Jeg elsker hende for, at hun introducerede mig for den verden, som hun selv kom fra. Jeg forstår godt hendes evige brok over russerne, og jeg ville have det på samme måde, hvis mit fædrelands eksistens blev truet. Hun er en del af mig, og jeg har sluppet drømmen om at blive dansk i Inger Støjberg-forstand og er stolt over den anden halvdel af mig selv, som jeg aldrig må gemme væk igen. Ligesom min mor håber jeg heller ikke, at der kommer krig. Ukraine er vores fælles historie.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
