barn restaurant
Foto: Shutterstock

Ditte Giese: Fortæl dit barn, at det hele ikke handler om dig

Apropos den igangværende børn-på-restaurant-debat: Engang råbte vi ”børnemagt nu”, men har børnene egentlig ikke taget magten nu?

Jeg kom i 90’erne et par gange i Børnehuset i Sankt Peders Stræde og gik med i nogle demonstrationer under parolen ”Børnemagt nu!”. Det var et herligt antiautoritært miljø, hvor store børn kunne lege, rode og skabe sammen. Miljøet var befolket af drømmere, der ønskede sig en by, hvor børn havde mere at skulle have sagt.

Flash forward til nutiden så tænker jeg nogle gange, at børnene for længst har taget magten. I det offentlige rum, hvor ingen længere tysser på deres børn. I toget, i elevatoren, på caféen, på museum, til musikfestivaler eller i tøjbutikker og stormagasiner opfører børn sig som om, at verden er til for dem. Løbende børn, råbende børn, børn i hysteriske tudeture, børn i klapvogne med en iPad, der kværner højt med ’Guuuurli Gris’-soundtracket og så videre.  

De seneste par uger har der kørt en spændende debat i Berlingske og på de sociale medier om larmende børn på restauranter. Der er nemlig et brasserie på Frederiksberg, som har lavet en såkaldt børnepolitik, hvor de fortæller deres gæster, at hvis de har børn med, så er det på de voksnes præmisser og ikke på børnenes. Man må derfor ikke larme, græde eller løbe, og der er heller ikke høje stole og skiftebord.

Det, synes jeg, er ret befriende. At man som restauratør melder ud, hvad det er for et sted, man gerne vil være: Et sted, hvor voksne mennesker kan nyde god mad og vin og tale sammen. Især i København har de seneste mange års økonomiske fremgang gjort, at hovedstadens mange forlystelsessyge FOMO-ramte børnefamilier tager deres små børn med overalt. Det kan jeg godt forstå, for det er kedeligt at være hjemme hele tiden. Men det er også et overklasse-symptom at tage børn med på gourmetrestauranter og caféer fra fødslen.

For nylig så jeg en influencer dele et opslag, hvor hun havde en få dage gammel baby med ude til østers, mens en anden influencer havde sin baby med på selveste NOMA. For mig virker det direkte tankeløst ikke at overveje dem ved nabobordet og deres oplevelse med et uroligt barn og nogle urolige forældre.    

I min barndom spiste vi ude måske en enkelt gang om året på den lokale familie-italienske, for der var ganske enkelt ikke råd til at spise ude med alle os børn. Vi var ikke fattige, vi var middelklasse og helt almindelige.

I dag spiser alle mere ude, og restaurantscenen har revolutioneret København. De børnerige familier vil også gerne spise fint, men magter ikke altid at lære deres børn, hvordan man opfører sig i det offentlige rum. En restaurant eller et museum er netop ikke en legeplads eller hjemme i hjørnesofaen.

Men det er et svigt ikke at gøre sit barn til et menneske, som andre end barnets nærmeste kan holde ud at tilbringe tid med. Og det gør man nemmeste sådan her: Fortæl dit barn, at det hele ikke handler om dig. Vi er et fællesskab. De andre skal også være her. Dæmp dig. Det er ret simpelt – der er forskel på en larmende børnefødselsdag og en tirsdag aften på Les Trois Cochons.

Måske er det derfor, at velopdragne franske børn for eksempel sagtens kan sidde i en klapvogn på indkøb uden skærm eller spise med ved voksenbordet på en restaurant uden nedsmeltning eller styrtløb gennem restauranten. Så lad os da tage magten tilbage, os de voksne, og i øvrigt acceptere, at alle steder ikke er lige børneegnede af hensyn til de andre gæster.  

Som mor har jeg selv haft min dreng med mig ude ofte, selvfølgelig især på ferier da han var lille, hvor han måske blev sat til at tegne, mens vi ventede på maden. Han er i dag 11 år og spiser som en voksen med nysgerrige smagsløg og styr på grundlæggende bordetikette.

Men hvis det er svært at finde ud af som forælder, kan vi jo starte med at sige, at en toddler ikke har noget at gøre på en restaurant om aftenen i ulvetimen. Det er opskriften på katastrofe og tudeture og en anstrengende middag for alle i rummet. Danskernes løsning synes så at være at klistre en iPad fast til ungen, men det lærer barnet faktisk ikke at gå på restaurant af, det bliver bare passiviseret. Men vælger I skærm-løsningen, for den er jo dejlig nem, så brug da for faen et headset?

Nu begynder restauranterne så at opdrage på forældrene, hvilket på en måde er pinligt. For det må og skal være en forældreopgave at lære vores børn at spise pænt, sidde stille, prøve ny mad og generelt være en dejlig gæst. Forældremagt nu!


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics